Berlingske Business

Zaras arbejdsomme spanier

zara
Der findes ikke mange fotos af Zaras grundlægger Amancio Ortega, men her er han i december 2008 fotograferet i en af sine mange fabrikker i A Coruña, hvor han foretrækker at opholde sig og arbejde. Foto: Miguel Vidal/Reuters

Den spanske modesucces Zara har løftet sine ihærdige grundlæggere fra beskedne kår til utrolig rigdom. Amancio Ortega er nu ene tilbage, efter at medstifteren, ekshustruen Rosalía Mera, døde forleden.

I et land domineret af familiedynastier er det en sjældenhed at se en ægte selvskabt verdenssucces.

En sådan sjældenhed er spanske Zara, tøjkæden der efterhånden har bredt sig til omkring 80 lande og næsten 1.800 butikker. Moderselskabet Inditex omfatter næsten 5.000 butikker.

Det er en succes, der i høj grad bygger på arbejdsomhed og ydmyghed, og som tager sin begyndelse i den nordspanske havne- og industriby A Coruña, hvor Amancio Ortega voksede op som søn af en havnearbejder.

Arbejdsbi

Han forlod selv skolen som 12-årig for at tjene til livets ophold og bidrage til familien.

Og så arbejdede han ellers løs uden afbræk i henved 50 år, indtil han i 2001 så anledning til at holde sin første ferie nogensinde.

Anledningen var børsnoteringen af Inditex, der med ét slag gjorde Ortega til Spaniens rigeste mand.

I mellemtiden opbyggede han sammen med sin første hustru, den for nyligt afdøde Rosalía Mera, en mode- og tekstilvirksomhed, hvis arbejdsmetoder og forretningsmodel i dag er fast læsestof på adskillige businessskoler.

Ortegas erklærede mål har fra starten været at »demokratisere mode«, eller med andre ord give jævne mænd og kvinder adgang til modetøj uden en dyr prisseddel.

»Jeg syntes, det var urimeligt, at kun velhavende damer kunne være velklædt,« har han engang udtalt.

Således var det ikke tilfældigt, at den allerførste Zara-butik åbnede lige over for et stormagasin i A Coruña.

Og denne »demokratisering« er så lykkedes ved at hente inspiration i japanske Toyotas berømmede højeffektive produktionsteknikker, der gør det muligt at have nyt Zara-tøj ude i butikkerne inden for bare to uger efter, at de første designtegninger er lavet.

Det gør det igen muligt at holde fingeren på pulsen og sadle hurtigt om.

Eller rettere: At sadle hurtigere om end konkurrenterne, der primært er svenske H&M og amerikanske Gap.

»Hemmeligheden« er dels, at Ortega har lært sit kram helt fra bunden: Han begyndte som stik-i-rend-dreng for en skjortemager, mens den lige så arbejdsomme Rosalía startede som syerske. Og dels at Inditex til stadighed har bevaret tøjproduktionen så lokalt som muligt. Den dag i dag fremstilles halvdelen af Zaras tøj i Spanien, i en tid, hvor de fleste andre butikkers tøj er blevet en massevare fremstillet i lavomkostningslande i Asien.

Fokus på design

Måske meget karakteristisk for Ortega siges det, at han ikke interesserer sig synderligt for de store ekspansionsstrategier og i stedet foretrækker at sysle meget konkret med butiksindretning og tøjdesign.

Da førnævnte børsdebut løb af stablen, besværede han sig end ikke med at møde op på børsen.

I stedet fortsatte han blot sit arbejde og spiste frokost i firmakantinen i A Coruña, der stadig er hjertet i Inditex. Og hvor Ortega stadig bor i et bekvemt men beskedent lejlighedskompleks med sin anden hustru. Der selv er tidligere Inditex-ansat.

Mediesky

I det hele taget tilhører Ortega den pressesky slags, der foretrækker at holde lav profil. Frem til børsdebuten fandtes der ingen offentlige billeder af Zara-grundlæggeren, og han har i sin karriere kun ladet sig interviewe af tre journalister.

Ved en af disse sjældne lejligheder erkendte han, at succesen trods alt har haft sin pris.

»Min største fortrydelse er nok, at jeg ikke har brugt tid nok på min familie,« udtalte han til journalisten og vennen Covadonga O’Shea, der i 2008 udgav en autoriseret biografi om Zara-grundlæggeren.

Familien omfatter en handicappet søn født med Downs Syndrom samt to døtre, hvoraf den yngste, Marta, fra Ortegas andet ægteskab, er tippet som en sandsynlig efterfølger som overhoved for Inditex.

Hun har sigende nok også måttet lære branchen at kende helt nede fra butiksgulvet, men arbejder i dag i Inditex-hovedsædet i A Coruña.

Ortega selv trak sig i 2011 som formand og overlod ledelsen til sin mangeårige næstkommanderende, Pablo Isla.

Officielt i hvert fald. For Amancio Ortega arbejder stadig videre.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen