Berlingske Business

Yellen svinger USAs økonomiske taktstok

04BUSGlobalt-portraet--Jane.jpg
Der var stor skepsis fra republikansk side over for Janet Yellen, da hun blev valgt til ny centralbankchef. Hun har imidlertid overrasket alle positivt. Foto: Saul Loeb /AFP

2015 ventes at blive året, hvor USAs centralbankchef Janet Yellen for alvor vil træde i karakter med sin styring af den amerikanske økonomi. Kursen er fastere end ventet.

Da Janet Yellen i januar 2014 blev godkendt af Kongressen som USAs nye centralbankchef, var det med det snævreste flertal nogensinde for den post.

Yellen var en liberal »due«, mente kritikerne. Liberal i amerikansk forstand, altså venstredrejet og Keynes-inspireret. Og så fokuseret på at sænke arbejdsløsheden, at hun ville køre en historisk lempelig pengepolitik derud, hvor inflation løber løbsk, og nogle af de fejltagelser, der førte til den økonomiske krise, ville blive gentaget.

Men i virkeligheden er USAs første kvindelige centralbankchef hverken »due« eller »høg«, hun er først og fremmest pragmatiker.

Forgængeren Ben Bernankes støtteopkøb af obligationer blev bragt til ende i oktober 2014. Og verden venter nu spændt på, hvornår Federal Reserve – verdens mest indflydelsesrige centralbank – for alvor »normaliserer«. Eller med andre ord begynder at sætte renten op igen som det hidtil stærkeste tegn på, at økonomien og beskæftigelsen er på fast fode igen. Det bliver i 2015 – formentlig – men hvornår?

Yellen

Økonom med menneskeligt ansigt

Det er velkendt, at den lille kvinde med den iøjnefaldende hjelm af hvidt hår har sympati for »manden på gaden«. Hun er økonom med et meget menneskeligt ansigt og har fordelt sit liv på mange års offentligt embede i Fed og akademisk virke med fokus på især arbejdsløshed, gerne i krydsningsfeltet mellem økonomi, psykologi og sociologi.

Og også gerne i samarbejde med sin mand, George Akerlof. Han bliver ofte humoristisk omtalt som »Mr Yellen«, vel vidende at han selv er en nobelprisvindende økonom (2001).

Og for at køre den tråd ud, så er deres søn, Robert, såmænd også økonom. Det bliver i familien.

Janet Yellen sætter en ære i have føling med det virkelige liv, måske også mere end de fleste økonomer. Hun valgte en konference i Chicago om byfornyelse til sin første offentlige tale som centralbankchef i marts 2014 og formede talen omkring personlige samtaler med tre forskellige arbejdsløse mennesker. For at understøtte, at hendes fokus ville være på arbejdsmarkedet.

04BUSObamacare1.jpg

Nogle vil mene, at det gør hende til præcis den rette centralbankchef for USA lige nu, hvor der blandt mange stadig hersker det indtryk, at kriseredningen mest drejede sig om at redde storfinansen, mens den jævne mand/kvinde blev glemt og den økonomiske ulighed voksede.

Nogle er gået så langt som til at sige – som bladet Forbes – at Yellen skal reparere den amerikanske drøm.

Det vil blive sat i relief i 2015, hvor begge kamre i Kongressen vil være kontrolleret af det Republikanske parti, som klart har tilkendegivet, at man vil arbejde for at stække Feds indflydelse, der er vokset umiskendeligt større under krisen. Med andre ord vil Yellen også skulle kæmpe for at holde Fed fri af politisk indblanding.

Lene skole

Forståelig med vilje

Janet Yellen besluttede meget tidligt, at hun ville have økonomi og offentlig politik som løbebane.

Det var et foredrag med økonomen James Tobin – siden fader til den såkaldte Tobin-skat – der imponerede så meget, at hun søgte ind på Yale bare for at blive undervist af ham. Hun fik ham også som ph.d.-rådgiver, sammen med en anden velkendt økonom, Joseph Stieglitz.

Hendes første bekendtskab med Fed – tilbage i 1977 som økonom – var dog kortvarigt. Ganske vist nåede hun at møde sin kommende mand her, i kantinen. Men jobmæssigt flygtede hun i løbet af bare et år tilbage til det akademiske liv, indtil hun i 1994 lod sig friste tilbage og kom ind i Feds bestyrelse.

Efterfølgende brugte hun også et par år som formand for præsident Clintons økonomiske vismandsråd. Men fra 2004 var hun tilbage i Fed på fuld tid, og angiveligt en af de første, der begyndte at advare om et overophedet boligmarked.

Charlotte Mandrup

Lige efter Merkel

Som Fed-chef er hun nu ifølge Forbes verdens andentmest indflydelsesrige kvinde, kun overgået af den tyske kansler Angela Merkel.

I sit arbejde betegnes hun dog som langt mere konsensussøgende end forgængerne Alan Greenspan og Ben Bernanke. Hun har også arbejdet for at gøre Fed mere gennemsigtig i sit arbejde, hvorimod specielt Green-span engang ligefrem tilstod, at han talte uforståeligt med vilje.

Yellen taler stadig med den jævne Brooklyn-accent, hun er vokset op med.

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen