Berlingske Business

Tyskere frygter social deroute

28BUStyskland.jpg
Den tyske valgkamp er i fuld gang. Angela Merkel kaldte forleden på et valgmøde brugen af østeuropæiske løntrykkere for »skamløs«. »Den sociale markedsøkonomi passer ikke med udnyttelse af mennesker, uanset hvor de kommer fra,« tordnede forbundskansleren. Foto: John Macdougal/EPA

Hver fjerde tysker er lavtlønnet, langt flere end i noget andet vesteuropæisk land. Og de kan ikke slippe ud af lavtlønsfælden.

Et sted i Hessen, i hjertet af Tyskland, arbejder en velklædt sekretær. Vi kender ikke hendes navn, men vi ved, at hun har et deltidsjob hos et privatøkonomisk rådgivningsfirma, og at hun er alenemor med et barn. Vi kender også hendes månedsløn: 1.066 euro tjener hun, eller knap 8.000 kroner.

Og så ved vi altså, at hun er velklædt. Dette ved vi ikke alene, fordi tyske sekretærer normalt er pæne i tøjet, og det kan man roligt gå ud fra, at også denne dame er. Vi ved det, fordi den hessiske sekretær sidste år blev til en omtalt sag i Tyskland. Hun tjener nemlig så lidt, at hun får socialhjælp, selv om hun arbejder. Og socialhjælpen skal også dække sekretærens udgifter til nødvendige frisørbesøg og pænt arbejdstøj, afgjorde myndighederne sidste sommer.

Sekretæren fra Hessen er med andre ord det, man i USA vil kalde en »working poor«: Et menneske, som er fattigt, selv om vedkommende er i arbejde. 1,3 millioner tyskere tjener i dag så lidt, at de får tilskud fra de offentlige kasser til deres indkomst. De fleste af dem har deltidsjob, men faktisk er der omkring 350.000 mennesker med fuldtidsbeskæftigelse, som får offentlige tilskud til lønnen. Tilskuddene skal sikre, at de kan betale rimelige omkostninger til mad og bolig, og også rimelige omkostninger ved at kunne passe deres arbejde – i dette særlige eksempel altså omkostninger til pænt tøj.

Angst i den tyske middelklasse

De arbejdende fattige er en voksende bekymring på et arbejdsmarked, der ellers historisk har været mindst lige så velordnet og gennemreguleret som det danske, og det er et fænomen, som optager tyskerne stærkt i valgkampen.

»Det voksende antal lavtlønnede har skabt angst i den tyske middelklasse, en angst for social deroute. Nu er tyskerne gerne bange for et eller andet, men faren er bestemt reel,« siger den tyske økonom Holger Sandte, der arbejder som europæisk chefanalytiker hos Nordea Markets i København.

»For også kernegrupper på arbejdsmarkedet er ramt. Selv hvis man er i 30erne og veluddannet, har man en seks-syv procents risiko for at være lavtlønnet,« fortæller han.

Og sådan er det faktisk; en nylig opgørelse fra den statslige tænketank IAB, Institut für Arbeitsmarkt- und Berufsforschung, viser, at lavtlønsjob ikke længere kun er noget, der rammer unge, uudannede mennesker i Østtyskland. IAB har regnet på forekomsten af lav løn blandt folk, som er fyldt 30, har fuldtidsjob og fastansættelse, er ansat i større virksomheder, er tyske statsborgere og har en afsluttet erhvervsuddannelse eller anden videregående uddannelse – altså arbejdsmarkedets kernetropper.

Af dem er 6,3 procent lavtlønnede. Det tilsvarende tal for Danmark er 2,4 procent. Tysklands tal er simpelt hen det højeste i Europa.

Lavtlønnet er her defineret som en løn, der er er lavere end to tredjedele af landets medianløn. Medianlønnen er den midterste løn på arbejdsmarkedet, altså den løn, som halvdelen ligger over, og halvdelen under.

Det hører med til historien, at sekretæren fra Hessen faktisk slet ikke er lavtlønnet; hun er bare underbeskæftiget. Hendes timeløn på omkring 12 euro ligger ganske vist under medianlønnen, men ikke så langt under, at forskerne regner hende for lavtlønnet. Hendes problem er først og fremmest, at hun kun har et deltidsjob.

De rigtigt lavtlønnede har det værre.

Tre euro i timen

»Lavtløn er mest udbredt i servicesektoren. Man finder det blandt vagtpersonale, hos anlægsgartnere eller frisører – den laveste tarifgruppe i Brandenburg (en østtysk delstat, red.) er faktisk frisører uden svendebrev; de tjener 3,05 euro i timen. På slagterier kan timelønnen gå ned til fem-seks euro, i hotel- og restaurationsbranchen syv-otte euro,« fortæller Holger Sandte. Men man finder dem også på mere traditionelle arbejdspladser – takket være den udbredte brug af vikarbureauer, som udlejer arbejdskraft.

»Hvis folk er ansat ved et bureau som Manpower, så er de officielt ansat i servicesektoren, men i virkeligheden er de måske udlånt til VW,« forklarer Holger Sandte.

Tyskland liberaliserede denne form for arbejdskraftudlejning tilbage i 1990erne; det var et alternativ til at gå den danske vej og gøre det lettere at afskedige fastansatte. Men liberaliseringen er en af grundene til, at andelen af lavtlønnede tyskere er steget støt og roligt siden midten af 1990erne.

Fastlåst på lav løn

Og i dag ligger andelen af lavtlønnede langt, langt over andre vesteuropæiske lande.

I Danmark er det hver tiende, der har en timeløn på mindre end to tredjedele af medianlønnen.

I Tyskland var det i 1990erne hver femte, der var lavtlønnet efter denne definition. I dag er det hver fjerde. Og størstedelen af dem er folk, som folk nu er flest i middelklassen: De har en uddannelse ud over gymnasiet, og de er midaldrende, altså fyldt 30.

Og så hænger de fast. I begyndelsen af 1990erne lykkedes det hver anden lavtlønnet at komme ud af lavtlønsområdet i løbet af fem år. Ti år senere var det kun en tredjedel, der slap væk. Men et par år med løntilskud er vel heller ikke lige det, som personalecheferne gerne vil se på en ansøgers CV.

Det var ellers tanken bag de senere års ret brutale reformer af dagpenge og socialhjælp – de såkaldte Hartz-reformer – at et lavtlønnet job var bedre end lediggang, og at et lavtlønnet job efterhånden ville føre til bedre betalt arbejde. Det er takket være Hartz-reformerne, at sekretæren fra Hessen kan få betalt sit pæne tøj.

Men der er et eller andet, der ikke virker, som det skal, og man kan diskutere, om politikerne bare er i gang med at give permanente statstilskud til arbejdsgivere, der ikke vil eller kan betale deres ansatte en løn, de kan leve af.

Der er flere grunde til, at der bliver flere lavtlønnede, forklarer Thomas Rhein, som er forsker ved IAB.

»For det første nedgangen i overenskomstdækningen i Tyskland, for det andet, er lønforskellen mellem ufaglært og faglært arbejde vokset, på grund af den teknologiske udvikling og den tiltagende konkurrence fra lavtlønslande.«

Det er med andre ord globaliseringen, der har ramt Tyskland, og selv de borgerlige politikere er ved at have fået nok; nok af dumpinglønninger, nok af hoteller i Berlin, der sender vasketøjet til Polen, nok af virksomheder der hyrer billige østeuropæere gennem vikarbureauer. Det er sådan nogle arrangementer, der har været med til at gøre hundredvis af danske slagteriarbejdere arbejdsløse.

»Tilstandene i dele af kød- og slagteribranchen er bekymrende,« sagde den tyske arbejdsminister, Ursula von der Leyen, forleden på et valgmøde.

»Jeg kan godt forstå, at mange retskafne arbejdsgivere ikke længere vil se til, mens sorte får systematisk undergraver den tyske arbejdsmarkedslovgivning og tvinger en hel branche ind i en nedadgående omkostningsspiral ved at ansætte udenlandske kontraktarbejdere på uværdige vilkår.«

Og hendes partiformand, Angela Merkel, bød over og kaldte brugen af østeuropæiske løntrykkere for »skamløs«.

»Den sociale markedsøkonomi passer ikke med udnyttelse af mennesker, uanset hvor de kommer fra,« tordnede forbundskansleren.

Uenighed om mindsteløn

Samtlige af de gamle partier går ind for at indføre en lovbestemt mindsteløn, selv det ellers meget liberale FDP; man er kun uenig om hvor høj, den skal være, og om den skal gælde overalt.

Og også den tyske bankøkonom er ved at have fået nok.

»Jeg ville foretrække ... altså, der er mennesker, som man ikke kan gøre meget for med mere uddannelse. Det er bedre, at de arbejder med det, de nu kan, og hvis deres lave løn betyder, at arbejdet bliver gjort, så er der jo skabt stillinger, som ikke fandtes før. Men jeg tror ikke, det er en generelt anvendelig model i et industrisamfund som Tyskland og Danmark,« siger Nordeas Holger Sandte.

»Man må nok se på det branche for branche, men jeg har forståelse for, at fagbevægelsen går ind for (lovbestemte, red.) mindstelønninger. Europa er ikke USA, og vores økonomiske model, synes jeg, er lidt mere social end den amerikanske. Nej, pendulet er svunget for langt ud.«

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen