Berlingske Business

Trump har lovet Apples Tim Cook toldfritagelse

US-IT-APPLE-NEWS-FEED-computers-lifestyle
Arkivfoto af Apples adm. direktør Tim Cook. AFP PHOTO / Josh Edelson Foto:

USAs præsident skal have forsikret teknologigiganten om, at selskabets produkter, som fremstilles i Kina, ikke bliver pålagt straftold ved importen til USA.

Apples topchef, Timothy D. Cook, er nok leder af det mest værdifulde selskab i verden, men i den seneste tid har han i høj grad optrådt som teknologibranchens topdiplomat.

I sidste måned besøgte han Det Ovale Kontor for at advare præsident Trump om, at den hårde kurs over for Kina kunne true Apples position i landet. I marts deltog han i et større topmøde i Beijing, hvor han slog til lyd for, at »besindige hoveder« måtte udstikke kursen i verdens to mest magtfulde lande.

I en handels- og teknologikrig mellem USA og Kina har Apple og Tim Cook da også meget at tabe. Apple har 41 butikker i Kina og sælger millioner og atter millioner iPhones i landet, og der er derfor næppe noget andet amerikansk selskab, som er lige så succesfuldt i Kina, har lige så markant en profil og dermed også lige så stor en skydeskive på brystet.

Siden Tim Cook overtog lederposten efter Apples medstifter Steve Jobs i 2011, er der blevet stillet spørgsmål om, hvorvidt han kan genskabe den magi, som frembragte iPod og iPhone og dermed for alvor løfte arven efter Steve Jobs. I Tim Cooks tilfælde kommer det store gennembrud ikke fra et elektronisk produkt, men derimod fra en geografisk og politisk størrelse: Kina.

Under Cooks ledelse er Apples forretning i Kina vokset fra en spirende succes til et imperium med en årlig omsætning på omkring 320 milliarder kroner - eller lige knapt en fjerdedel af selskabets globale omsætning. Det er tilmed sket i en tid, da Kina har skærpet kontrollen med internettet og udelukket andre amerikanske IT-giganter.

Apple har fået garantier fra Trump

Nu lyder det imidlertid fra Trumps regering, at den vil identificere kinesiske varer for yderligere 200 milliarder dollars - 1.283 mia. kroner - som vil blive pålagt straftold i lighed med den pakke på 50 milliarder dollars, som allerede er planlagt. Kina har truet med gengældelse, og Apple befinder sig lige i krydsfeltet.

Men Trump-regeringen har angiveligt forsikret Tim Cook om, at der ikke vil blive lagt afgifter på iPhones, som samles i Kina, fortæller en kilde tæt på forhandlingerne, som dog ønsker at forblive anonym. Men Apple er stadig urolig for, at kineserne skal vælge at gøre gengæld på måder, som vil opstille hindringer i vejen for selskabets forretning, fortæller tre kilder tæt på Apples ledelse.

Apple frygter, at »den kinesiske bureaukrati-maskine vil gå i gang« - altså at den kinesiske regering kan skabe forsinkelser i forsyningskæderne og øge kontrollen af produkter under dække af nationale og sikkerhedsmæssige forbehold, hedder det fra en af kilderne.

Apple har tidligere oplevet noget tilsvarende, fortæller en anden kilde, og Ford Motor oplever ifølge Reuters allerede nu, at deres køretøjer bliver forsinket i kinesiske havne.

»Red Apple«

Der er også bekymringer for, at Apple kan blive mødt med juridiske og regulatoriske hindringer som gengældelse for dem, den kinesiske IT-gigant Huawei er stødt på i Washington, da man forsøgte at trænge ind på det amerikanske marked for telefoner og teleudstyr.

Apples topledelse og lobbyister i Beijing såvel som Washington har anført af Tim Cook forsøgt at blødgøre begge sider.

De har med flid opdyrket tætte forbindelser til den kinesiske leder Xi Jinpings nærmeste administration, og denne bestræbelse har hos selskabets kinesiske produktionspartner, Foxconn, fået betegnelsen »Red Apple« med et lån af kommunistpartiets farve.

Men samtidig har Apple og Tim Cook altså også appelleret til Donald Trump og Det Hvide Hus om at forstå, at en handelskrig er dårligt nyt for økonomien - og for Apple.

 

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen