Berlingske Business

Opsigtsvækkende økonomisk opjustering fra ECB

GERMANY-FINANCE-ECB
Mario Draghi, formand for den Europæiske Centralbank, ECB, underskriver den nye 20 euroseddel i Frankfurt i februar Foto:

På mandag går starten på det gigantiske program for opkøb af obligationer, som ECB har annonceret. ECB-præsident Mario Draghi håber, at det vil skabe bedre tider. Kritikere siger, at tiltaget kommer for sent, og at ECB får problemer med at finde obligationer nok at købe.

Den Europæiske Centralbank (ECB) hæver nu sine skøn for den økonomiske vækst. Det er helt nye tider, for det normale har gennem flere år været, at den ene skuffelse har afløst den anden, og at ECB som følge deraf har nedjusteret og måttet skyde håbet om et opsving længere og længere ud i fremtiden.

Der er nu udsigt til en fremgang på 1,5 procent i år i de 19 eurolane, hvilket er pænt mere end den økonomiske vækst på 1,0 procent, som ECB forudså i december.

Udsigterne for næste år er også blevet mere lyse, eftersom der her skulle komme en fremgang på 1,9 procent – også pænt mere end det gamle skøn på 1,5 procent.

Som noget nyt kommer ECB nu også med et bud på, hvad der vil ske i 2017. Her lyder vurderingen på en vækst på 2,1 procent, hvis det ellers kommer til at holde stik.

Derudover ventes inflationen at blive højere end tidliglere vurderet, men selv i 2017 forventer ECB for nuværende en inflation på ikke mere end 1,8 procent. Det tyder på, at renten vil forblive lav flere år frem i tiden.

Præsidenten for ECB, italienske Mario Draghi, siger, at den ventede fremgang skal ses i lyset af, at ECB på mandag indleder deres gigantiske program for opkøb af obligationer. Det er på 60 milliarder euro om måneden og vil løbe mindst frem til september 2016.

De samlede opkøb vil dermed løbe op i mindst 1.140 milliarder euro, hvilket svarer til op mod 25.000 danske kroner for hver eneste indbygger i euroområdet.

Det lysner

»Men ECB vil blive ved med at købe aktiver op, lige indtil vi ser en vedvarende forbedring af inflationen hen mod vores mål,« udtalte Mario Draghi i går på mødet i centralbanken i Nicosia på Cypern, hvor Styrelsesrådet for ECB denne gang afvikler sit ordinære pengepolitiske møde.

Formålet med de store opkøb af obligationer er at presse renten ned, svække euroen og pumpe så mange penge ud i europæisk økonomi, at der kommer mere gang i arbejdsmarkedet. Det skulle øge lønudviklingen og skubbe inflationen op. Den har længe ligget langt under de knap to procent, som er ECBs pejlemærke på lidt længere sigt.

»Vi har allerede set en betydelig positiv effekt på økonomien, siden vi besluttede at købe statsobligationer op,« udtalte Mario Draghi

Aktiemarkedet i Europa er da også steget 15 procent siden årets begyndelse, hvilket er den mest massive optur i mere end 20 år. Samtidig har de økonomiske data overrasket stort i positiv retning, hvilket blandt andet fremgår af det særlige »surprise index,« som Citigroup udarbejder, og som viser, i hvor stor udstrækning det går bedre end ventet.

»Vores pengepolitik har virket, og det er med glæde, at Styrelsesrådet nu har erkendt dette. Vi ser, at vi langsomt begynder at nå vores mål,« udtalte Mario Draghi.

Men præsidenten tilføjede også, at de lysere udsigter også hænger sammen med den faldende eurokurs og oliepris.

Mangel på obligationer

ECBs tiltag på det pengepolitiske område kommer dog først seks år efter, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, indledte et tilsvarende program. Siden dengang er ledigheden i USA raslet ned og væksten taget til, mens arbejdsløsheden først for ganske nylig er begyndt at falde en smule i de 19 eurolande. Det sker så også fra et historisk højt niveau, der var oppe over 12 procent af arbejdsstyrken.

Mange kritikere har derfor længe hævdet, at ECB er for sent ude og kommer med et gigantisk opkøbsprogram, netop som opsvinget af sig selv var ved at vinde fodfæste.

En del peger også på, at ECB kan få problemer med at finde nok statsobligationer at købe op.

Opkøbene sker efter en særlig nøgle i de 19 eurolande. Opkøbene af tyske stats­obligationer bliver de klart største og vil stå for 12 milliarder euro hver eneste måned, hvilket svarer til en femtedel af de samlede køb. Tyskland ventes i år at udstede nye obligationer for 147 milliarder euro, mens andre papirer for 132 milliarder euro udløber. Samlet vil der derfor kun blive udstedt nye tyske statsobligationer for 15 milliarder euro i hele 2015. Men ECB planlægger at købe tyske statsobligationer for hele 215 milliarder euro fra på mandag og frem til september 2016.

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen