Berlingske Business

Japans premierminister får ro til reformarbejdet

Japans premierminister får ro til reformarbejdet - 1
Vælgerne gav Abe grønt lys til fortsat reformarbejde. Foto:

Økonomer og finansmarkeder venter nu på at se, hvad den japanske regeringschef, Shinzo Abe, vil bruge sin valgsejr til. »Abenomics« virker, men forude venter besværlige reformer.

De japanske vælgere gav søndag deres fulde opbakning til Shinzo Abe, manden som allerede har lagt navn til sin egen politik. For kun syv måneder siden vandt han flertallet i det japanske underhus og blev regeringschef. Søndag vandt han også flertallet i overhuset, og en ny æra i Japans historie kan være begyndt.

I slutningen af december sidste år overtog Shinzo Abe og hans parti, LDP, ansvaret for et land i en slags økonomiske dvaletilstand, men han satte sig for at vække det gennem massive lempelser af både finanspolitik og pengepolitik; en politik som hurtigt blev døbt »Abenomics« af kommentatorerne.

Siden da er aktiekurserne steget 50 procent, og stigningen fortsatte i går, da Nikkei-indekset gik en halv procent op. En beskeden stigning, måske, men valgsejren var ventet, og at det ikke blev til mere, skyldes først og fremmest, at valgsejren var ventet, og Nikkei-aktieindekset er gennem den seneste måned støt og roligt klatret i vejret, efterhånden som meningsmålingerne blev mere og mere sikre på LDPs sejr.

Tid til reformer

Og nu er det op til Shinzo Abe at vise, hvad der i virkeligheden gemmer sig i Abenomics, for der er tre år til næste valg og dermed arbejdsro. Indtil nu har midlerne blandt andet været et statsligt udgiftsprogram på over ti billioner yen eller næsten 600 milliarder danske kroner, samt obligationsopkøb fra centralbanken, som i forhold til landets størrelse er på cirka en tredjedel af amerikanske Federal Reserves obligationsopkøb i QE3-programmet. Men iagttagerne venter nu, at vægten vil forskyde sig fra pengeudpumpninger og over til egentlige økonomiske reformer og liberaliseringer.

»Nu bliver det interessant at se, hvor stor modstanden er i partiapparatet,« skriver Kim Asger Olsen, der er partner i og formand for investeringsrådgivningsvirksomheden Origo.

»Reformer er umulige uden at træde nogen over tæerne. Personligt tror jeg, at Abe rider på en bølge af popularitet, hvis væsentligste motor er et reelt ønske i befolkningen om forbedringer i den japanske økonomi. Modstanden vil komme fra alle dem, som nyder godt af, at Japans økonomi er overreguleret og kontrolleret i en grad, vi har svært ved at forestille os i Europa.«

Blandt de reformer, som Abe-regeringen vil komme til at tage stilling til, er en arbejdsmarkedsreform, som vil gøre det lettere at afskedige medarbejdere; Japan ligger ifølge World Economic Forum på en 134.-plads ud af 144 lande, når det gælder fleksibiliteten på arbejdsmarkedet. Et andet reformfelt er udenrigshandelen, hvor Abe-regeringen har meldt Japan ind i forhandlingerne om at danne et amerikansk-asiatisk frihandelsområde, Trans-Pacific Partnership. Endelig er der skattepolitikken, hvor erhvervslivet gerne vil have sænket Japans meget høje selskabsskat – den er på 35,6 procent – mens forbrugerne gerne vil have udskudt en allerede vedtaget fordobling af forbrugsskatten fra fem til ti procent.

Væksten er tilbage

Uanset de mange års stagnation er Japan verdens tredjestørste økonomi, kun overgået af USA og Kina, så det har stor betydning for resten af verden, om Abenomics lykkes. De første tegn er lovende: Væksten er vendt tilbage, og den er først og fremmest drevet af de japanske forbrugere, som har fået ny tro på fremtiden af Abes politik. Pengeudpumpninger i det omfang, Abes regering gennemfører, har naturligvis svækket landets valutakurs, men det opsving, som allerede nu kan ses, er ikke eksportdrevet.

»(Det) ville være forkert at beskylde Japan for at stjæle vækst fra resten af verden gennem en svagere yen«, konkluderede Danske Bank i sidste måned i en analyse, som også nåede frem til, at »Japan for øjeblikket ser ud til at være en stabiliserende faktor for verdensøkonomien.«

Den seneste prognose for japansk økonomi fra IMF lyder på to procents vækst i år; en oprevision fra april, hvor IMF kun ventede 1,6 procents vækst. Til sammenligning vil eurozonen få 0,6 procents fald i den økonomiske aktivitet.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Venezuela har verdens største oliereserver – og en årlig inflation på 100.000 pct. Hvad er det lige, der sker?For en dansk investor var Venezuela frem til for få år siden interessant, fordi ØK havde s...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen