Berlingske Business

Hvad man burde gøre med Grækenland

01BUSgreece.jpg
En demonstration for »ja« ved folkeafstemningen på søndag samlede tirsdag aften tusindvis af mennesker i Athens gader. ?Foto: Jean-Paul Pelissier

Var Grækenland en privat virksomhed, havde kreditorerne indgået en aftale og strøget gælden. Men landets kreditorer er politikere, og de er ikke enige. En euro-exit vil ikke hjælpe landet, vurderer økonom.

Europæerne er tilsyneladende holdt op med at tale sammen om Grækenland; samtalen er afløst af erklæringer. Siger nogen noget, som falder uden for det, man venter, at de siger, bliver det ikke hørt.

Mandag holdt formanden for Europa-Parlamentet, den tyske socialdemokrat Martin Schulz, et kort pressemøde, hvor han sagde, hvad man kunne forvente, at en mand som han sagde: Han talte hårdt til den græske regering. Han støttede kommissionsformand Juncker. Han sagde, at grækerne skulle stemme ja. Alt dette blev han refereret for i europæisk presse.

Og så sagde han én ting til: Han sagde, at han ville ønske, man kunne finde en måde at »bygge bro« mellem tirsdag, hvor hjælpe­pakken skulle udløbe, og søndag, hvor folkeafstemningen finder sted, sådan at grækerne stadig kunne have et åbent tilbud om hjælp. Schulz erkendte også, at han ikke vidste, hvordan man kunne gøre det, men han appellerede til alle parters gode vilje. Det blev Schulz bare ikke refereret for ret mange steder; man hørte ganske enkelt ikke, hvad han sagde. Samtalen er ophørt.

Debatten om Tsipras-regeringens politik synes forstenet til tre faste grupper: Mainstream-synspunktet, som er, at Grækenland må rette ind. Så er der venstrefløjssynspunktet, som simpelthen glæder sig over, at nogen strør sand i EU-maskineriet.

Endelig er der dem, som grundlæggende mener, at euroen er en dårlig idé, og nu glæder sig over, at grækerne åbenbart er på vej ud. Det synspunkt høres både blandt venstreorienterede amerikanere og højreorienterede europæere. En debat mellem de tre grupper foregår ikke.

Netop i sådan en situation kan der være grund til at træde et skridt tilbage og overveje situationen én gang til, altså: Kan det tænkes, at der er en kerne af sandhed, bare en lille kerne, i hvad Tsipras siger?

Den græske regering hævder først og fremmest, at sparepolitikken har slået fejl, fordi den hæmmer væksten.

Siden 2009 har Grækenland mistet mere end hvert femte job. I 2009 var der 4,5 millioner beskæftigede; i dag er der 3,6 millioner. Det er et langt større fald end i noget andet kriseland. I Portugal er otte procent af jobbene forsvundet, i Spanien seks procent.

Jobbene er forsvundet, selv om lønningerne er faldet. De græske statistiske myndigheder måler udviklingen i timelønningerne, og de er faldet godt ni procent siden 2009. OECD ser på de samlede lønninger, og de er faldet kraftigere, sikkert fordi de, som har et job, arbejder færre timer end før. Faldet var i hvert fald 22 procent fra 2009 til 2013.

Det er så udviklingen i to konkrete økonomiske mål, som er synlige for enhver borger. Man kunne også se på udviklingen i BNP: Grækenland har mistet godt en femtedel af sin økonomiske produktionsværdi. Det er et uhørt voldsomt fald i fredstid for et euro­pæisk land.

Men det er ikke hele historien. For faldet i beskæftigelsen hørte op for to år siden. Siden 2013 er der kommet lidt flere job.

De voldsomme besparelser, som Trojkaen har dikteret, har altså tydeligvis skadet Grækenland. Men de reformer, som også så småt er gennemført, er begyndt at virke. Det kan synes paradoksalt, at det er netop nu, hvor det begynder at gå fremad, at grækerne gør oprør, men det er set før i historien: Revolu­tioner kommer ikke, når situationen er værst, men når den er i bedring.

EUROZONE-GREECE/

Hvad så nu? Groft sagt kan grækerne enten blive eller gå, eller rettere: Europa kan enten holde dem indenfor eller lukke dem ude.

Går Grækenland fallit, vil ECB lukke for kreditten til forretningsbankerne. ikke som en straf, men fordi bankerne ikke længere vil være solvente. Deres græske statsobligationer vil være værdiløse, og deres private lånekunder vil også blive ramt.

Med andre ord kan Grækenland ikke eksportere ret meget ud over nogle landbrugsprodukter og så selvfølgelig turisme. Begge sektorer har lav værditilvækst og er udsat for intens international konkurrence

Costas Meghir, græsk-britiske Yale-professor
DEL CITAT

Principielt kan man ikke forhindre Grækenland i at fortsætte med at bruge euro som møntfod. Men så har landet reelt ikke nogen centralbank. Montenegro klarer det; her bruger man euro, men man kan så ikke trykke sine egne penge. Forretningsbankerne må klare sig, som de bedst kan, og staten kan ikke bare få dækket et budget­underskud. Bosnien-Herzegovina gør noget lignende. Her trykker man sine egne penge; de hedder mark, og kursen er fuldkommen stabil omkring de 3,80 kroner, en D-mark kostede i gamle dage. Hemmeligheden er, at Bosnien-Herzegovinas centralbank har kælderen fuld af euro, og man udsteder kun mark, som man har dækning for.

Grækenland har netop ikke kælderen fuld af euro. Så uden lån fra ECB måtte Grækenland indføre sin egen valuta, som derefter ville falde i kurs. Ville det så ikke hjælpe på landets eksport og turisme? Næppe. En devaluering er grundlæggende en måde at sænke lønningerne på. Men lønningerne er jo allerede blevet sænket, uden at det har hjulpet stort.

»Den græske økonomi blev opbygget omkring staten, som blev den vigtigste arbejdsgiver, og som en vigtig del af den private sektor var afhængig af som ordregiver,« forklarerr den græsk-britiske Yale-professor Costas Meghir i Huffington Post.

»Resultatet er, at Grækenland ikke har nogen industrisektor af betydning. Med andre ord kan Grækenland ikke eksportere ret meget ud over nogle landbrugsprodukter og så selvfølgelig turisme. Begge sektorer har lav værditilvækst og er udsat for intens international konkurrence.«

Grækenland

Den italienske, amerikansk-uddannede økonom Fausto Panunzi sammenligner situationen med en privat virksomhed, der er tynget af gammel gæld, men har et investeringsprojekt med lovende udsigter. Hvad gør man så? Man vil lave en aftale med kreditorerne for at undgå, at de trækker tæppet væk under virksomheden. Begge parter vil tjene på aftalen; virksomheden slipper af med noget gæld, og kreditorerne kan få en del af gevinsten ved det nye projekt, forklarer han i et indlæg på det økonomiske website La Voce. I Grækenlands tilfælde er det lovende investeringsprojekt de reformer, som landet er i gang med, men som ikke er kommet langt nok.

Men der er bare ikke kommet nogen aftale om gældslettelse. Forklaringen er naturligvis, at vi er i politikkens somme tider irrationelle verden, ikke i den kølige forretningsverden.

30BUSEUROZONE-GREECE.jpg

»Hvad er gået galt? For det første kan nogle af de involverede institutioner ikke acceptere en direkte gældseftergivelse, ikke engang delvis. Dette betyder, at også andre parter bliver mindre tilbøjelige til at give indrømmelser. For det andet er der mange parter rundt om bordet, som ikke alle har samme mål. Hvem taler for Europa? Rådspræsidenten, Donald Tusk? EU-kommsissionens formand, Jean-Claude Juncker? Kansler Angela Merkel? Hvem har det sidste ord? At indkalde til rådsmøde, hver gang en aftale er i syne, er ikke den mest effektive måde at nå frem til en løsning på,« bemærker Panunzi.

Samtidig er der lande som Spanien og Portugal, der har gennemført hård sparepolitik, og som ville opleve det som et nederlag, hvis Grækenland får en aftale, som er for »blød«.

Endelig er der problemer med tidshorisonten. Tag nu skatteunddragelse, som er et af Grækenlands store problemer. Der er sket fremskridt. EUs »Task Force« har haft hundredvis af græske skattefolk på oplæring, og man har hjulpet grækerne med at skrive nye og bedre skattelove. Men virkningen kommer ikke med det samme. I stedet griber man til forholdsregler, som virker her og nu, men som til gengæld skader væksten; for eksempel momsforhøjelser. Det er resultatet af, at man ikke har kunnet indgå aftaler mere end nogle få år frem i tiden.

Konklusionen er rimelig nærliggende: Grækenland bør have en meget langt­løbende aftale om reformer til gengæld for gældslettelse. Hvilket nok vil kræve, at Europa får løst sit governance-problem. Men vil det ske?

»Hver gang, der er en krise, kalder man på en stærkere politisk union,« skriver Panunzi.

»Men er der virkelig nogen, som tror på, at min generation vil se Europas Forenede Stater? Eller mine børns generation?«

Aktier

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen