Mandag bliver "Store-Grækenland-dag" i Bruxelles, hvor landets gældsproblemer kommer til at fylde det meste af dagen.
Allerede klokken 12.30 sætter finansministrene i eurogruppen sig til bordet for at diskutere det græske gældsproblem, efter lederen af eurogruppen , den hollandske finansminister Jeroen Dijsselbloem, lørdag besluttede at fremrykke krisemødet med to en halv time.
Knap syv timer senere samles den tyske forbundskansler Angela Merkel og de andre politiske ledere fra eurozonen med den græske regeringsleder, Alexis Tsipras, i Bruxelles.
- Eurogruppen vil afholde en opfølgende diskussion om Grækenland, idet der tages hensyn til, at Grækenlands nuværende aftale med den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet om finansiel bistand udløber 30. juni 2015, oplyser EU-Kommissionen på sin hjemmeside.
Det er Grækenlands fremtid i eurozonen, der er på dagsordenen. Lørdag sagde regeringen i Grækenland, at den er indstillet på at komme landets kreditorer i møde. Og siden har EU-Kommissionen tilsyneladende fået et græsk forslag på en løsning af en truende græsk statsbankerot.
Fra græsk side vil man have den sidste portion af kriselånene frigivet. Men kreditorerne kræver, at Grækenland til gengæld skal forpligte sig til en række reformer og besparelser, hvilket den venstreorienterede Tsipras-regering hidtil har nægtet.
Imidlertid står Grækenland med ryggen mod muren, for 30. juni skal et 1,5 mia. euro stort afdrag på et IMF-lån falde, og det ser ud til, at Grækenland ikke har de penge. Og kan grækerne ikke betale, kan landet efter alt at dømme erklæres fallit, og så er der risiko for, at landet må forlade eurozonen.
Kære læser
Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.
Med venlig hilsen
Redaktionen