Berlingske Business

Danmark kan eksportere uddannelser til oliestater

31BUSSAUDI.jpg
Kun godt halvdelen af mændene i Saudi-Arabien får en uddannelse, og det tal skal op, mener regeringen. Arkivfoto: Fahad Shadeed/Reuters

Oliestaterne i Mellemøsten har indset, at de skal uddanne flere af deres borgere og ikke satse så massivt på udenlandsk arbejdskraft.

I Golflandene er man aldrig i tvivl om, hvem der er indfødt blandt den mandlige befolkning. Den elegante klædedragt og hovedbeklædning giver i en ørkenkultur med stærk sol og sandfygning rigtig god mening. Det markerer samtidig også, hvem der i det pågældende land i Golfen er etniske indbyggere, og hvem der udlændinge.

Da regionens oprindelige indbyggere altid bærer deres eget lands klædedragt er det tydeligt i gadebilledet, hvem der er »de lokale«. Denne visuelle forskel er åbenlys i en region, hvor en stor del af arbejdskraften er hentet udefra. Faktisk består 84 pct. af indbyggerne i De Forenede Arabiske Emirater af udlændinge. Flertallet af disse er indere og pakistanere. I Saudi-Arabien er tallet ca. 30 pct., og der er tilsvarende et betydeligt antal udenlandske gæstearbejdere i Qatar, Kuwait og Oman.

Landene på Den Arabiske Halvø baserer sig på statsdannelser, som er mindre end 100 år gamle. I udgangspunktet var det stammebaserede beduinsamfund, samt byenklaver bestående af handelsfolk uden tradition for praktisk arbejde af den art, som et moderne samfund i dag fordrer.

Golflandene har de seneste år indset, at afhængigheden af den udenlandske arbejdskraft snart må høre op. Af både sociale og økonomiske grunde ønsker man, at landenes egne store ungdomsårgange får gode uddannelser og gradvist overtager flere job i samfundet. Det er en lang rejse, som kun lige er begyndt. Danmark kan her spille en vigtig rolle med de solide erfaringer vi har som videnbaseret samfund med en lang og mangfoldig uddannelsestradition.

I de fleste Golflande har man nu en køreplan for, hvordan man gradvist får flere af landets egne indbyggere uddannet og ind på arbejdsmarkedet. Der udstikkes politiske rammer for graden af »nationalisering af arbejdstyrken« med individuelle mål for de forskellige sektorer. Programmerne har typisk navn efter hvert enkelt land, så i Saudi-Arabien taler man »saudisering«, i Oman om »omanisering« osv.

Beskæftigelsesandelen af egne borgere i Golfregionen ligger efter flere års »stok og gulerod« gennemsnitligt på omkring 30 pct. af arbejdstyrken. Målsætningen går på at nå op omkring 70 pct.

Flere af landene satser i stigende grad på at få kvinder integreret på arbejdsmarkedet. Længst fremme er Emiraterne, hvor f.eks. 47 pct. af kvinderne er på arbejdsmarkedet (mod 51 pct. af mændene).

Gennem de seneste ti år har bl.a. Saudi-Arabien afsat milliardbeløb til uddannelsesområdet, herunder til at opbygge samarbejder med udenlandske universiteter og fagskoler. I dag er der samarbejde med 200 universiteter i USA, 60 i UK, 41 i Australien, otte i Holland osv. Flere end 100.000 saudiske studerende befinder sig på universiteter og erhvervsuddannelsesinstitutioner i udlandet, heraf er ca. 25 pct. kvinder.

Danmark har hidtil ikke så aktivt engageret sig i dette konkrete udviklingsarbejde som andre lande, men nu er der bevægelse. Syddansk Universitet (SDU) har etableret et samarbejde med Prinsesse Noura Universitet, som med 50.000 studerende er verdens største kvindeuniversitet. SDU udbyder en bacheloruddannelse i offentlig sundhed i Saudi-Arabien, og et masterprogram er under opbygning. Et antal lektorer og andre undervisere fra Danmark er nu beskæftiget i Saudi-Arabien, hvilket har ført til potentielle samarbejder og muligheder for SDU på andre områder. Andre danske universiteter overvejer også at kaste sig ind på det saudiske uddannelsesmarked.

Den danske ambassades handelsafdeling kører for øjeblikket et konkret projekt med at etablere en teknisk fagskole i Saudi-Arabien helt fra bunden baseret på danske metoder, erfaringer og lærerkræfter. En international dansk fagskole med base i Jylland er aktivt gået ind i projektet, som rummer muligheder for at øge beskæftigelsen i Danmark, tjene penge på videndeling og samtidig bidrage til at opbygge et pionerområde, som på sigt kan få flere saudiske kvinder og mænd ind på arbejdsmarkedet og derfra selv være med til at udvikle deres samfund.

Danmark har helt særlige kompetencer inden for erhvervsskoler, praktikforløb og mesterlære, som man i Saudi-Arabien ser på med stor interesse. Det samme gør danske virksomheder i regionen med egen produktion eller salgskontorer. De vil på linje med en række andre virksomheder på sigt kunne aftage lærlinge og senere færdige elever, som har været igennem et solidt uddannelsesprogram med et dansk fingeraftryk. Det er en »win-win«-situation, som er god for vækst, beskæftigelse og videndeling i både Danmark og Saudi-Arabien.

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen