Berlingske Business

Bernanke kom, så, talte og besejrede tvivlen

18BUSUS-BERNANKE-TESTIFIES-.jpg
Præsidenten for den amerikanske forbundsbank, Ben Bernanke, talte i går i Kongressen om tilstanden i den amerikanske økonomi. Foto: Chip Somodevilla/AFP

Nyhedsanalyse: Den amerikanske centralbankchef gjorde, hvad han skulle gøre. Aktierne steg, og renten faldt i takt med, at han talte. Hvorfor? Fordi han forsikrede, at forbundsbanken stadig vil puste liv i økonomien.

Og hvad sagde han så?

Reaktionen på forbundsbankpræsident Ben Bernankes ord i går kan aflæses på den måde, som markederne reagerede på, og mens han talte, skete følgende:

Aktierne steg. Obligationspriserne steg, og renten faldt. Olien var stabil, guld faldt, og dollaren gik op.

Med andre ord: Ben Bernanke kom, så, talte og besejrede tvivlen.

Forklaringen kan være en smule paradoksal. Han sejrede ikke ved at sige, at den amerikanske økonomi er kernestærk og ditto sund, han sejrede ved at sige det modsatte: At økonomien stadig ikke er, hvor den skal være. At inflationen er for lav, ledigheden for høj, usikkerheden om Kongressens finanspolitik for usikker – og derfor er der stadig brug for en hjælpende hånd fra den amerikanske forbundsbank.

Hvilket var præcis, hvad alle ville høre, fraregnet naturligvis dem, der har shortet amerikansk økonomi og sat hele kapitalpensionen i guld.

Dermed fortsætter den amerikanske forbundsbank, hvad den allerede har begyndt, nemlig den mest ekspansive kurs i bankens hundrede år lange historie, som Bloomberg noterede i går. I 2007 havde banken en balance på 869 mia. dollar, i dag har banken en balance på 3.500 mia. dollar – eller rundt regnet en firdobling på seks år – og det er først og fremmest penge, som på en eller anden måde er blevet pumpet ind i den amerikanske økonomi.

At der overhovedet er opstået tvivl om den ekspansive kurs er forbundsbankens egen skyld. I øjeblikket opkøber banken hver måned obligationer for 85 mia. dollar, og det er stærkt medvirkende til at sænke renten og dermed ledigheden. Et mindretal i forbundsbankens bestyrelse har imidlertid længe talt for en mere »høget« linje for at begynde at udfase opkøbene, og i juni kom Ben Bernanke for skade offentligt at bruge præcis det udtryk: At forbundsbanken vil »udfase« obligationsopkøbene i takt med, at økonomien forbedrer sig. Eksperter pegede på, at medlemmer af bestyrelsen havde talt for at lade det ske allerede i slutningen af i år, og før nogle kunne sige »var det virkelig, hvad han mente?«, var nærpanikken en kendsgerning.

På kort tid steg f.eks. udlånsrenten for et 30 års kreditforeninglån med et helt procentpoint fra 3,51 pct. til 4,51 pct. eller en relativ stigning på knap 30 pct.

Siden har Ben Bernanke været på en halvoffentlig udredningstur og ladet forstå, at han ikkemente, at forbundsbanken skulle melde sig ud af den økonomiske vækst, tværtimod, og det var også, hvad han gentog i går. Hans sætningskonstruktioner var nærmest tyske, men meningen var god nok:

»Hvis udsigterne for beskæftigelsen bliver mindre favorable, hvis inflationen ikke bevæger sig tilbage til to pct., og hvis de finanspolitiske omstændigheder, som er blevet forsnævrede for nylig, bliver vurderet som utilstrækkeligt akkommodative for at nå vores grundfæstede mål, så kan de nuværende opkøb fortsætte i længere tid.«

Hvad det betyder?

At Ben Bernanke – og dermed et flertal i forbundsbankens bestyrelse – understreger, at det ikke blot er en enkelt makroøkonomisk faktor, som bestemmer obligationsopkøbene og den ekspansive kurs. F.eks. er det amerikanske boligmarked i øjeblikket på en optur, det såkaldte Case-Shiller indeks over ejendomspriser i de 20 største byer er steget fra indekstal 135 for et år siden til 152 nu, hvilket er en stigning på 15 pct., og aktierne bevæger sig i rekordterritorium.

Men det gør det ikke alene, understregede Bernanke i går. Prisudviklingen, altså inflationen, er eksempelvis lav, og det er ikke godt for økonomien, den skal op på et sted mellem én og to procent, og ledigheden er stadig for høj. Den er i øjeblikket på 7,6 pct., og den skal permanent under 6,5 pct., før forbundsbanken påbegynder en udfasing, og væksten skal et nøk op. I sidste måned var væksten på 2,9 pct, og forbundsbanken vil have den op på mindst 3,5 pct. Hvis væksten er 3,5 pct., vil målet om en ledighed på under 6,5 pct. blive nået i slutningen af 2014, vurderer banken.

Dermed gjorde Ben Bernanke i går, hvad han skulle gøre. Han beroligede de amerikanske og dermed også de internationale markeder, han fortalte dem, at forbundsbanken stadig vil investere aktivt i økonomien og holde renten nede, og det er et passende tæppefald for en af de mest effektive forbundsbankpræsidenter nogensinde.

Bernanke er 59 år, og hans periode i chefstolen udløber til januar. Præsident Obama ville formentlig være lykkelig for at genudnævne ham, men Det Hvide Hus har ladet sive, at Bernanke ikke er interesseret i at fortsætte, og hvis det er rigtigt, leder præsidenten efter en mand eller kvinde, der forstår, hvad Bernanke har forstået og hans forgænger aldrig forstod: Hvornår det er tid til at være due, og hvornår det er tid til at være høg, og det sidste er ikke endnu.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Venezuela har verdens største oliereserver – og en årlig inflation på 100.000 pct. Hvad er det lige, der sker?For en dansk investor var Venezuela frem til for få år siden interessant, fordi ØK havde s...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen