Berlingske Business

Tyggegummi-kongens lange farvel

02BUSBagger-Soerensen2.jpg
Holger Bagger-Sørensen forrest med sønnerne Steen og Claus i baggrunden. Foto: Michael Drost-Hansen

Holger Bagger-Sørensen trækker sig efter et langt tilløb fra de sidste poster i familiens tyggegummi-imperium og giver nøglerne til sønnerne, Claus og Steen. Langsigtet planlægning i generationsskiftet er altafgørende, mener Holger Bagger-Sørensen.

Efter 44 år i familievirksomheden Gumlink er det slut til nytår. Holger Bagger-Sørensen, der også er blevet kaldt tyggegummikongen, overlader de sidste poster i familieselskabet til sønnerne Claus og Steen, som er fjerde generation i familien.

Virksomheden, som Holger Bagger-Sørensens farfar stiftede i 1915, blev stor og succesfuld på at producere og markedsføre tyggegummi under mærker som Dandy og Stimorol. De mærker er for længst solgt fra, og virksomheden producerer i dag bl.a. tyggegummi for andre producenter, det der også kaldes private label.

»Jeg sætter mig helt udenfor nu, og min daglige gang i virksomheden stopper. Det har jeg forberedt mig godt på. Vi ændrede strukturen, da jeg fyldte 70 i 2013, og drengene tog mine bestyrelsesposter på nær de sidste to. Dem får de nu, når jeg stopper i december. Jeg skal ikke være sådan en kustode, der bliver trukket frem. Nu skal de tage over,« siger den i dag 72-årige Holger Bagger-Sørensen.

22BUSpeterfrellsen.jpg

Allerede i 1991 slap Holger Bagger-Sørensen hånden på rattet i den daglige forretning og overlod posten som adm. direktør til en ekstern. I stedet blev Holger Bagger-Sørensen bestyrelsesformand. I 2013 tog han næste skridt, da sønnerne overtog flere af hans poster. Claus Bagger-Sørensen er formand for Fertin Pharma og Vecata Invest, mens Steen Bagger-Sørensen er formand for Gumlink og investeringsselskabet Bagger-Sørensen Invest. Virksomheden offentliggør ikke et samlet koncernregnskab, så den samlede omsætning er ukendt. Men i Gumlink og Fertin alene lød omsætningen i 2014 på over en mia. kroner.

Farvel til sidste post

Den sidste post er posten som formand for det hele i familiens holdingsselskab, som Holger Bagger-Sørensen nu overlader til næste generation i familien, som på den seneste opgørelse i Berlingske Business over Danmarks rigeste var nummer 36 med en anslået formue på 2,9 mia. kroner.

Er det ikke et meget langt tilløb, I har taget?

»Jo, men det er altafgørende, at man planlægger det grundigt og i god tid,« siger han.

Han har aldrig rigtig været i tvivl om, hvorvidt sønnerne skulle efterfølge ham i virksomheden.

»Jeg kender dem ganske godt, både som far og fra forskellige fritidsinteresser, vi går meget på jagt og spiller golf, så det har aldrig været det store emne. Det har mere været, om de ville, men da de så tidligt gik ind og fik en rolle i selskabets drift, var jeg godt klar over, at det ville de gerne, og så var det mere et spørgsmål om at finde den rigtige timing,« siger Holger Bagger-Sørensen.

Steen og Claus Bagger-Sørensen har ikke ønsket at tale med Berlingske om artiklen, da de »ikke har noget at tilføje til det, som Holger har fortalt«, lyder det fra selskabet.

Tidligere har de dog udtalt sig om familiefirmaet:

»Det er ikke noget, vi er blevet presset til, men det har ligget i kortene, at det var det, vi skulle. Vores forældre har altid sagt, at de ville blive glade, hvis vi havde lyst, men de ville blive lige så glade, hvis vi valgte noget andet,« sagde Claus Bagger-Sørensen til Vejle Amts Folkeblad først i oktober i forbindelse med omtale af familievirksomhedens 100 års jubilæum.

Fortsat aktionær

Holger Bagger-Sørensen beholder sine aktier i familiefirmaet, selv om han forlader selskabet endegyldigt til nytår.

»Jeg har stadig mine aktier i holdingselskabet. Dem skal mine børnebørn arve, når jeg engang går væk. Det er bestemt. Vi prøver hele tiden at springe en generation over, når aktierne går i arv. Der er tre børnebørn, og den ældste er 13 år. Jeg har 20 pct., og dem deler jeg i tre dele, som de får, når jeg er væk. Hvad mine drenge gør med deres aktier, ved jeg ikke, og det må de også selv om,« siger Holger Bagger-Sørensen om det ejermæssige generationsskifte, som familien for længst har planlagt.

28BUSPix-Katja-Nowaco.jpg

Lille familie uden intern splid

Familien Bagger-Sørensen har været forskånet for intern splid og magtkampe, som ellers let kan opstå mellem arvingerne, efterhånden som familietræet vokser.

»Vores held, hvis man kan kalde det sådan, har været, at vores familie ikke har været så stor. Min far var enebarn, og jeg blev enebarn, fordi min søster døde tidligt. Vi har så to drenge, så der har ikke indtil nu været så meget, der kunne give ævl og kævl. For os har det næsten givet sig selv hele vejen igennem,« siger Holger Bagger-Sørensen.

Da han blev 70 år, skrev han en bog, som var stilet til sønnerne for at videregive sine erfaringer om virksomheden. Men han mener ikke, at de skal gøre som ham.

»Det har jeg ikke nogen indflydelse på alligevel. Og det skal jeg heller ikke have. Det kan ikke nytte noget, at jeg siger noget om fremtiden, for den ændrer sig hele tiden. Jeg skrev en bog til dem, da jeg fyldte 70, hvor jeg skrev lidt om, hvordan jeg har gjort, og jeg skrev samtidig, at sådan skal de nok ikke gøre, for verden har forandret sig, og det går så hurtigt nu om stunder. I dag handler det primært om, at man hele tiden skal tilpasse sig,« siger Holger Bagger-Sørensen.

29BUSMorten-Hai-Hansen-og-M.jpg

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen