Berlingske Business

Kina ramt af dobbelt mælkeskandale

09BUSCHINA-NZEALAND-HEALTH-.jpg
I lørdags ramte endnu en fødevareskandale Kina, da det kom frem, at 38 ton valleprotein, som bruges i mælkeprodukter, indeholdt en giftig bakterie. Det giftige valleprotein stammer fra det New Zealandske firma Fonterra. Siden er berørte produkter blevet fjernet fra hylderne, mens opslag samme sted forsikrer om, at de tilbageværende produkter er ufarlige. Foto: AFP

Giftige produkter og bøder for prismanipulation har på ny fået tilliden til mælkeprodukter i Kina til at styrtdykke. Denne gang er udenlandske selskaber i søgelyset. Arla har ikke hørt noget fra de kinesiske myndigheder.

BEIJING: På hylderne i indkøbscentret, hvor dyre mejeriprodukter fra udlandet plejer at stå, hænger en notits til stedets kunder. Den beskriver, hvordan en række produkter med ingredienser fremstillet af den newzealandske mejerigigant Fonterra er blevet fjernet. Kunder, der allerede har købt ind af de nævnte produkter, kan få pengene retur.

Sådan har situationen været i de kinesiske supermarkeder, siden det i lørdags kom frem, at 38 ton eksporteret valleprotein fra Fonterra indeholdt clostridium botulinum – en giftig bakterie. Valleprotein bruges til at fremstille drikkevarer og anvendes i mælkeprodukter.

Det er blot den seneste af utallige fødevare­skandaler, der har givet mejeriprodukter et notorisk dårligt ry blandt Kinas forbrugere. Den hidtil største skandale fandt sted i 2008, hvor 300.000 børn blev forgiftet af stoffet melamin, der af kinesiske producenter var blandet i mælkepulver. Seks babyer døde.

Siden har de kinesiske forbrugere sværget til eksportvarer, og de udenlandske mejerier har siddet tungt på markedet. Efterspørgslen på udenlandske mælkeprodukter har været så stor, at Hong Kong og en række lande i Europa har indført salgskvoter for at undgå, at varerne bliver revet af hylderne og solgt videre i Kina.

Derfor er det endnu et slag mod forbrugernes tillid til den i forvejen trængte branche, at det denne gang er en udenlandsk virksomhed, der er i centrum.

Undskyldning fulgt af ny, skidt sag

Fonterras administrerende direktør Theo Spierings har undskyldt i såvel Kina som i hjemlandet New Zealand. Onsdag forsikrede han, at alle de inficerede produkter er fjernet, og at situationen er under kontrol.

Samme dag var Fonterra involveret i endnu en uheldig sag. Efter en fire måneder lang undersøgelse kom de kinesiske myndigheder frem til, at seks udenlandske producenter af modermælkserstatning har fastsat ulovligt høje priser. Bøder på over 600 mio. kr. fulgte med afgørelsen om prismanipulation. Fonterra skal af med fire mio. kr., mens den største bøde på 185 mio. kr. tilfaldt amerikanske Mead Johnson.

Arla, der er i gang med en større satsning på det kinesiske marked, har ifølge vicekommunikationschef Astrid Gade Nielsen ikke været i myndighedernes søgelys.

»Vi er ikke blevet kontaktet af myndighederne, og vi ved ikke, om vi bliver det. Vi er jo stadigvæk små i Kina, selv om vi selv synes, at det begynder at fylde noget. De virksomheder, der er blevet kigget på, har mere etablerede brands, så måske er det baggrunden for, at vi ikke har været interessante i den sammenhæng,« forklarer hun.

Bakteriefundet i Fonterras produkter beskriver hun som en sag, der rammer hele mejeriindustrien i Kina.

»Der bliver skabt uro omkring kvaliteten af mælk og fødevaresikkerhed, hvilket er et stort emne i Kina, der optager forbrugerne rigtig meget. Det rammer alle,« siger hun.

Går efter femdobling af salg

For at øge tilliden til de kinesiske producenter har myndighederne blandt andet åbnet for øgede udenlandske investeringer. Således købte Arla sig sidste år for 1,7 milliarder kroner en ejerandel i Kinas største mejerikoncern Mengniu. Regnskabet for 2012 viste et fald i omsætningen på 3,5 procent, mens indtjeningen faldt 20 procent – på et marked, hvor konkurrenterne kan fremvise tocifrede vækstrater.

I 2016 håber Arla at have femdoblet sin egen omsætning på det kinesiske marked fra 700 mio. kr. til 3,5 mia. kr. Den målsætning bliver der ikke ændret ved til trods for sagerne mod Fonterra og andre konkurrenter.

Vælger de kinesiske myndigheder helt at bandlyse Fonterras produkter fra Kina, vil det under alle omstændigheder være en for stor mundfuld for Arla at øge produktionen nok til at lukke hullet efter det newzealandske selskab.

»Alt, hvad vi har af produkter, er bundet op på kontrakter om leverancer til vores kunder. Dukker der nogle helt akutte leveranceproblemer op, vil vi gerne se på det, men det er ikke sådan, at vi står og gnider os i hænderne og ser det her som en stor mulighed for os,« siger Astrid Gade Nielsen.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Danske pensionsselskaber kan lige nu fortælle om afkast, der ligger og svinger i størrelsesordenen 0-3 pct. Det er langt fra sidste års to-cifrede gevinster, men der er en gode forklaringer på, at afk...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen