Berlingske Business
17:45Business Live lukker for i dag - på gensyn i næste uge

26-årig industriarving hælder millioner i rosé- og vodkaeventyr

Bundgaard
26-årige Martin Bundgaard, barnebarn til skuespiller Poul Bundgaard og millionærarving til FLSmidth. Foto:

Et nyt dansk spiritusmærke har indtaget hylderne på de hotteste natklubber og tager dermed konkurrencen op med luksusmærker som Moët og Belvedere. Den blot 26-årige stifter er kendt som festkonge, er barnebarn af Poul Bundgaard og blandt arvingerne til milliardvirksomheden FLSmidth.

De seneste ti år har han levet et jetset-liv og festet med kendte og rige verden over i byer som Milano, Saint Tropez, Miami og Los Angeles.

Nu har den blot 26-årige Martin Bundgaard sammen med en række investorer investeret et større tocifret millionbeløb i egen produktion og salg af rosévin og vodka under mærket »I AM«. Kendetegnene for det nye danske mærke er kvalitet og udbredelsen af en særlig livsfilosofi, fortæller Martin Bundgaard, der har stiftet I AM sammen med Karol Misztal.

I AM-flaskerne har allerede indtaget hylderne på flere af de hotteste natklubber i København og dermed skubbet konkurrenter som luksusvodkaen Belvedere ud af barerne. Også det populære steakhouse Mash er blandt kunderne, der løbende bliver flere og flere.

Hidtil har rosévin ikke ligefrem været den mest gængse drik på natklubber, men det vil Martin Bundgaard lave om på.

»En del af projektet er at nedbryde en masse fordomme om rosé. Også i forhold til, hvem produktet er til. Det er for snævert nu. Folk skal turde have noget personlighed og noget kant,« siger Martin Bundgaard.

Eksklusivitet

En del af I AMs lanceringsstrategi er at være til stede på eksklusive restauranter og natklubber og etablere mærket blandt folk, der er med til at diktere, hvad alle andre drikker. Derfor er Martin Bundgaard glad for at have kontrakter med natklubber som Chateau Motel, som natklubkongerne Simon Lennet og Simon Frank står bag, og Klub Bisou, der er åbnet i den populære natklub Sunday’s gamle lokaler og også har de to Simon’er samt Casper Christensen og andre i ejerkredsen. På Bisou er der endda bygget en I AM Vodka-lounge.

»Det er nogle fede kontrakter, vi har fået i hus. Det er jo dem, alle de store koncerner sidder og drømmer om,« siger Martin Bundgaard.

Artiklen fortsætter under billedet
22BUSb-rende-til-vodka-og-r.jpg
26-årige Martin Bundgaard, barnebarn af skuespilleren Poul Bundgaard og millionærarving til FLSmidth, har etableret en virksomhed, der sælger rosé og vodka under navnet I AM. Foto: Linda Kastrup

I AM-produkterne kommer ikke ud i supermarkederne, men sælges også via en webshop, der åbner i begyndelsen af september.

Hvor I AM Rosé blev lanceret sidste sommer, er I AM Vodka netop lanceret under modeugen i København. Roséen og vodkaen markedsføres i hver sit univers og med hver sin fortælling. I AM Rosé er humor, sjov og kærlighed, mens I AM Vodka er mere seriøst, hårdt, kantet og råt.

I AM tør, hvor andre tøver

Oppe imod konkurrenter, der tæller vodka-giganter som Belvedere, Stolichnaya Elit, Cîroc og Grey Goose, er målet for I AM at gøre det, de andre ikke kan og ikke tør. I AMs markedsføringsmetoder er da også ganske særprægede.

Det gælder blandt andet en rosékampagne med billeder af objekter som en lyserød SM-pisk suppleret af teksten #itsokaytorosé, en lyserød lædervest med »I am« som rygmærke suppleret af teksten #Brosé og en flaske rosévin med pink trusser stukket i flaskehalsen, så det ligner en molotovcocktail, suppleret med teksten #loveriot.

Hen over sommeren er I AM Rosé desuden promoveret i kampagnen IAMbrunch, hvor Martin Bundgaard iført lyserødt jakkesæt er vært for store roséfester med lyserød konfetti og vimsende piger i lyserøde ka­nindragter på danske feriesteder som Skagen, Tisvilde og Hornbæk.

»Det er en sindssygt sjov branche at være i. Det er kun fantasien, der sætter grænser. Og de ting, som vi planlægger til de kommende år særligt for I AM Vodka, bliver en virkelig sjov rejse,« siger Martin Bundgaard, der selv står for markedsføringen sammen med reklamebureauet Butter.

Artiklen fortsætter under billedet
Martin
26-årige Martin Bundgaard vil sælge rosé, vodka og snart andre spiritus. Foto : Linda Kastrup

Fælles for de to produkter rosé og vodka, der indtil videre er i I AM-sortimentet, er, at flaskerne er prydet af en mandlig figur, der er halv forretningsmand og halv joker. Den skal signalere, at folk skal slippe sig selv løs, siger Martin Bundgaard.

Crazy Martin

»Vi har jo alle sammen to sider af os selv. Og man bliver kun lykkelig, når man kan finde ud af at omfavne dem begge. Mange luksusbrands kan være lidt snobbede og arrogante i deres fremtoning. Det, vi gerne vil have frem, er selve I AM-filosofien; In a world where you can be anything, be yourself, I AM. Vi vil gerne fremme det og gøre det kult at være sig selv. Vær den du er, tro på dig selv, og omfavn de sider af dig selv, som du er usikker på,« siger han.

Figuren på flaskerne hedder i øvrigt Crazy Martin, hvilket var Martin Bundgaards kaldenavn »i gamle dage«, som han siger. Hans deltagelse ved fester og i nattelivet har da også flere gange tidligere været omtalt i den kulørte presse.

»Jeg har jo levet et lidt farverigt liv. Det er ingen hemmelighed,« siger han.

Ud over på efternavnet kan man både i hans udseende og stemme ane, at han er barnebarn af skuespiller Poul Bundgaard. Desuden er han oldebarn af en af stifterne af cementgiganten FLSmidth, og dermed har Martin Bundgaard ikke haft den samme opvækst og ungdom som hans jævnaldrende. Arven fra familien har fyldt bank-bogen godt op.

»Det er klart, at det har givet nogle muligheder til mig. At jeg har kunnet gøre nogle ting, som ikke enhver har kunnet gøre. Jeg har fået en masse lærdom om livet, og jeg har været meget berejst,« siger Martin Bund-gaard.

Selvlært

Han gik ud af niende klasse og er selvlært i alt, siger han. Da han var 16 år, etablerede han et pladeselskab i Milano, ligesom han også har forsøgt sig i den italienske skobranche. Efterfølgende har han været rundt i byer som Paris, London, Monaco, Miami og Los Angeles.

»Det har givet mig et indtryk af hele verden, som er ret unikt, og som jeg er utroligt taknemmelig for. Og det prøver jeg at presse ned i I AM og vores univers. Jeg prøver at samle de sjove kulturer og mikse det ind i ét brand til én stor fantastisk oplevelse,« siger Martin Bundgaard.

Etableringen af I AM betyder dog ikke, at han er færdig med at rejse rundt i verden og feste.

»Absolut ikke! Det er jo markedsresearch. Jeg skal jo være klar, lige så snart der sker noget nyt, og så skal vi finde på noget bedre. Men det er en arbejdstjans, som jeg tager med smil på læben,« siger han.

Hvorfor læner du dig ikke bare tilbage og lever af din arv?

»Det bliver du ikke lykkelig af. Det har jeg erfaret. Ens liv bliver utroligt tomt til sidst. Jeg har aldrig været gladere, end jeg er lige nu. Det, at få et opkald fra nogen, der vil have ens produkt, og så gå ind på lageret og derefter fylde varevognen. Det er for fedt. Jeg elsker at komme på arbejde hver morgen. Og jeg knokler røven ud af bukserne for at gennemføre vores store planer. Det her projekt har givet mig så meget lykke,« siger Martin Bundgaard.

Dyr ekspansion

I AM er endnu ikke nået til første årsregnskab, og derfor kan Martin Bundgaard endnu ikke sige så meget om økonomien i virksomheden.

»Men det ser ret fornuftigt ud. Vi har dog nogle utroligt store marketingposter lige nu. Det er et pænt tocifret millionbeløb, der er postet i det indtil videre. Håbet er, at det skal løbe rundt økonomisk i år, men hver gang vi åbner i et nyt land, så kræver det nye store investeringer,« siger Martin Bundgaard.

Salget til Norge er i gang, mens Sverige og Finland kommer med fra foråret 2017. Men Martin Bundgaard får også henvendelser fra mere eksotiske steder. Snart skal han til Mexico og tale med nogen, der gerne vil forhandle produkterne dér. Og jo mere globalt det kan blive, desto bedre, siger Martin Bundgaard.

»Jo længere jeg kommer ud globalt, desto længere kan jeg komme ud med min livs-filosofi. Det skal jo helst ramme så mange som muligt. Alle skal have mulighed for at leve I AM-drømmen.«

Hvor stor kan I AM blive?

»Jeg tror, at vi kan blive de største. Hvis man skal prøve, kan man lige så godt prøve at være den bedste.«

0 Kommentarer

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Business Direct Sponseret Se alle

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Sponseret

Efter et meget langt opsving på aktiemarkederne kan man næppe forvente, at den høje indtjening i de børsnoterede selskaber bliver ved med at fortsætte. Priserne på aktier er nu så høje, at de er på ni...

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen