Berlingske Business

Vestjysk Bank og fyret direktør sigtet for grov kursmanipulation

pix-Frank Kristensen.
Tidligere bankdirektør Frank Christensen. I dag er det Vagn Thorsager, der er topchef. Foto:

Landets niendestørste bank, Vestjysk Bank, har ifølge Bagmandspolitiet begået grov kursmanipulation. Også Sparekassen Himmerland er sigtet igen.

Vestjysk Bank og den tidligere direktør Frank Kristensen er sigtet for at være indblandet i grov kursmanipulation, hvilket kan koste Vestjysk Bank en millionbøde og fængselsstraf til Frank Kristensen.

Det er en politianmeldelse fra Finanstilsynet, der nu fører til sigtelsen fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) også kendt som Bagmandspolitiet, mens også Sparekassen Himmerland samt sparekassens tidligere direktør Svend Jørgensen og en tidligere medarbejder er sigtet i sagen.

Ifølge sigtelsen har Vestjysk Bank i september 2008 indgået en aftale med Sparekassen Himmerland om gensidig aktiekøb, der skulle holde aktiekurserne kunstigt oppe. I den efterfølgende periode købte Vestjysk Bank Sparekassen Himmerland-aktier for omkring 1,1 millioner kroner.

Kursmanipulationen er ifølge sigtelsen foregået i perioden 22. september 2008 til og med 30. september 2008, hvor den nu fyrede Frank Kristensen var direktør.

Frank Kristensen blev fyret i september 2012, og efterfølgende fik han voldsom kritik fra den tidligere bestyrelsesformand, Carsten Andersen. Ved offentliggørelsen af fyringen udtalte Carsten Andersen bramfrit, at det er »kraftedeme dårlig ledelse«, og han beklagede, at banken ifølge kontrakten var nødt til at give Frank Kristensen et gyldent håndtryk på ti millioner kroner i forbindelse med fyringen.

Vestjysk Banks nuværende direktør, Vagn Thorsager, oplyser i en fondsbørsmeddelelse, at de samarbejder fuldt ud med SØIK, og at de ikke har nogen kommentarer til sigtelsen, så længe undersøgelsen pågår.

Himmerland overrasket over ny sigtelse

Det er blot fire måneder siden, at Sparekassen Himmerland blev dømt for en lignende hændelse i den såkaldte EBH-sag. Her var EBH Bank og tidligere direktør Finn Strier Poulsen, Sparekassen Himmerland, og tidligere direktør Svend Jørgensen samt tre tidligere medarbejdere i de to pengeinstitutter sigtet for på samme måde at have holdt hånden under aktiekursen og dermed grov kursmanipulation for 8,7 millioner kroner.

Dommen lød på en bøde på fem millioner kroner til Sparekassen Himmerland, ubetinget fængselsdomme på fem måneder til de to tidligere direktører, mens de tre tidligere medarbejdere hver fik tre måneders fængsel. Samtlige i sagen valgte at anke dommen. Både de dømte, men også anklageren, der går efter hårdere straffe.

Sparekassen Himmerlands bestyrelsesformand, Finn H. Mathiassen, er overrasket over den nye sigtelse.

»Sigtelsen kommer bag på Sparekassen Himmerland, da det var Sparekassens klare forventning, at Sparekassens mindre andel i EBH-sagen nu var rammet ind og på vej mod en afgørelse i Landsretten. De få aktiehandler, som der nu rejses sigtelse for, har Sparekassen selv gjort Finanstilsynet opmærksom på i brev af 3. februar 2012. SØIK har tidligere meddelt, at der ikke var baggrund for en sag, og Sparekassen har ikke set nyt materiale, som skulle betyde, at der nu kommer en sigtelse,« skriver Finn H. Mathiassen i en fondsbørsmeddelelse.

Han oplyser videre, at sparekassen ikke har tillagt handlerne en ulovlig betydning, »da det ikke er ualmindeligt, at pengeinstitutter har beholdninger af hinandens aktier. Hvis det imidlertid viser sig, at der er foregået noget ulovligt, så tager Sparekassen selvfølgelig stærkt afstand fra det.«

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen