Berlingske Business

Tryg-formand: Det må ikke glippe

bill jørgen huno
Jørgen Huno Rasmussen, bestyrelsesformand i TryghedsGruppen og Tryg Forsikring, fik på et hemmeligt møde med Erhvervsstyrelsen forhandlet sig frem til en løsning, så opsplitningen af TryghedsGruppen kan gennemføres. Foto:

TryghedsGruppen er på nippet til at gennemføre en historisk opdeling af milliardformuen og indføre en bonusordning til Tryg- og Nordea-kunder. Kun én lille forhindring er tilbage, efter selskabet holdt et hemmeligt møde med myndighederne.

Omkring 900.000 forsikringskunder i Tryg og omkring 300.000 forsikringskunder i Nordea Liv & Pension er nu meget tæt på at få tildelt hver deres milliardformue samt få indført en årlig bonusmodel.

Det står klart, efter TryghedsGruppens historiske beslutning om at gennemføre disse planer nu er så godt som godkendt hos myndighederne SKAT, Finanstilsynet og Erhvervsstyrelsen. TryghedsGruppen, der er hovedaktionær i Tryg Forsikring og har en samlet formue på omkring 40 mia. kr., ejes af TryghedsGruppens 1,2 mio. medlemmer, der er alle forsikringstagere i Tryg Forsikring og Nordea Liv & Pension.

Planerne medfører, at forsikringskunderne i Tryg bliver i TryghedsGruppen med 32 mia. kr. af formuen, mens forsikringskunderne i Nordea Liv & Pension flyttes over i en ny forening kaldet Foreningen NLP, der får otte mia. kr. af formuen.

billede jørgen huno

Erhvervsstyrelsen har blot stillet det enkelte krav, at det nye repræsentantskab, der skal vælges til Foreningen NLP, skal være på plads hurtigere, end TryghedsGruppen ellers havde lagt op til. Hvis repræsentantskabet kan blive enige om at acceptere dette krav fra Erhvervsstyrelsen, hvilket skal ske ved en afstemning på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde 6. august, kan planerne gennemføres.

Og det må ikke glippe nu, lyder det fra Jørgen Huno Rasmussen, der er bestyrelsesformand i både TryghedsGruppen og Tryg Forsikring. Sammen med repræsentantskabsformand Jens Bigum opfordrer han via repræsentantskabets interne portal til at godkende Erhvervsstyrelsens krav om at fremrykke overgangen, så planerne kan gennemføres.

bill huno

»Vi står ved målstregen med bolden, og der er ikke flere modstandere. Vi mangler blot selv at trille bolden i mål. Det må ikke glippe: derfor må vi alle møde op den 6. august eller give en positiv fuldmagt til beslutningen,« skriver de to således på den lukkede portal blandt de 70 repræsentanter.

De skriver videre, at hvis nogle er imod at fremrykke overgangen, skal de vide, at alle planer dermed risikerer at falde til jorden.

»Vi må ikke risikere at mangle en stemme eller to i det nødvendige kvalificerede flertal, fordi alle har taget beslutningen for givet. Og skulle der være enkelte, som af en eller anden grund er imod at fremrykke overgangen, må vi vedholdende argumentere med dem og forklare, at manglende beslutning herom vil hindre samtlige de øvrige ændringer, som et massivt flertal har ønsket,« skriver Jørgen Huno Rasmussen og Jens Bigum i indlægget.

Fik godkendelse på hemmeligt møde

Planerne om at opdele TryghedsGruppen blev besluttet på et møde i marts i år i TryghedsGruppens 70 mand store repræsentantskab, der er den øverste myndighed i TryghedsGruppen. Dengang lød det fra bestyrelsesformand Jørgen Huno Rasmussen, at godkendelsen hos de offentlige myndigheder ikke ville give problemer. Men det viste sig alligevel, at der var visse forhindringer.

bild huno

Det skyldes blandt andet, at Erhvervsstyrelsen modtog enkelte indsigelser mod de omfattende ændringer i TryghedsGruppens vedtægter og sammensætning. Derudover havde Erhvervsstyrelsen enkelte krav om at ændre sammensætningen af det nye repræsentantskab, der skal være øverste myndighed i Foreningen NLP.

Knasterne fik TryghedsGruppens bestyrelsesformand Jørgen Huno Rasmussen til at miste tålmodigheden, og han bad derfor om et personligt møde med Erhvervsstyrelsen. Det fremgår af dokumenter, som Berlingske Business har fået aktindsigt i.

»Da der åbenbart nu er risiko for, at alle vore tidsplaner vælter, er det afgørende for Tryghedsgruppens bestyrelse, at vi får en gensidig forståelse af begge parters situation og position inden ferien, hvorfor et møde er af meget væsentlig betydning. Vi skal gerne fatte os i korthed og takker på forhånd for jeres imødekommenhed,« skrev Jørgen Huno Rasmussen i en mail til Erhvervsstyrelsen onsdag 1. juli.

Allerede dagen efter, torsdag 2. juli, blev der afholdt et møde mellem parterne. På mødet aftalte de to parter, hvad der skulle til for at planerne kunne godkendes. Berlingske Business kan ikke berette, konkret hvad der blev drøftet på mødet, da Erhvervsstyrelsen har nægtet at udlevere oplysningerne om dette.

Erhvervsstyrelsen siger, at mødets drøftelser fremgår af nogle enkelte såkaldte "interne arbejdsdokumenter", som Erhvervsstyrelsen har valgt at undlade fra Berlingske Business' aktindsigt.

Af Jørgen Huno Rasmussen og Jens Bigums indlæg på repræsentantskabets portal fremgår det dog, at Erhvervsstyrelsen mente, at fem år var en for lang overgangsperiode for at få det nye repræsentantskab på plads i den nye forening Foreningen NLP.

Derfor »gik bestyrelsen i dialog med Erhvervsstyrelsen og har forhandlet sig frem til en fremrykning af overgangen«, som Jørgen Huno Rasmussen og Jens Bigum skriver.

»Vi foreslår simpelthen valg af hele den nye forenings repræsentantskab ved førstkommende valg i januar 2016. Samtidigt reduceres repræsentantskabet i NLP-foreningen fra de 70 medlemmer i TryghedsGruppen til 50 medlemmer, der bedre svarer til den nye forenings størrelse,« skriver de.

Derudover er det aftalt med Erhvervsstyrelsen, at valgperioden i NLP-foreningen afkortes til fire år, og at der afholdes valg i landsdelene hvert andet år i henholdsvis Øst og Vest.

Denne fremrykning af overgangen og samtidig nedbringelse fra 70 personer til 50 personer skal TryghedsGruppens repræsentantskab stemme om på et ekstraordinært møde 6. august.

Ændringerne i TryghedsGruppen er omfattende

Såfremt der opnås en tilstrækkelig stor tilslutning (der skal være kvalificeret flertal) i repræsentantskabet til Erhvervsstyrelsens krav, kan planerne om at ændre TryghedsGruppen gennemføres. Ændringerne kan deles op i seks punkter:

1: Selskabet spaltes, så Nordea Liv & Pension-kunderne rykkes over i en ny forening, Foreningen NLP, med otte mia. kr., mens Tryg-kunderne bliver i det nuværende selskab, TryghedsGruppen, med 32 mia. kr.

2: Der indføres en bonusordning for Tryg-kunderne, så de årligt vil få en del af den betalte forsikringspræmie retur. Samtidig bliver der mulighed for en bonusordning i Foreningen NLP.

3: TrygFonden, der hører under TryghedsGruppen, skal fortsat uddele omkring en halv milliard kroner årligt til velgørende formål. Det er besluttet, at der minimum skal uddeles én procent af formuen.

4: Det bliver gjort sværere at opløse TryghedsGruppen og dermed få udbetalt samtlige 40 mia. kr. på én gang.

5: TryghedsGruppens bestyrelse kan fremover finde bestyrelsesmedlemmer, som ikke er medlem af TryghedsGruppen.

6: Pressen får fremover delvis adgang til repræsentantskabsmøder i TryghedsGruppen.

Punkt 1:

Det væsentligste punkt er spaltningen. I øjeblikket er der omkring 1,2 mio. medlemmer i TryghedsGruppen, hvor omkring 900.000 er Tryg-kunder, mens omkring 300.000 er kunder i Nordea Liv & Pension. Der oprettes nu en ny forening kaldet Foreningen NLP (Nordea Liv & Pension) fmba. Her rykkes de 300.000 NLP-kunder over, og de får otte mia. kr. af formuen med sig i likvide værdipapirer.

Til at starte med er det TryghedsGruppens nuværende bestyrelse og nuværende repræsentantskab, der ligeledes skal fungere som bestyrelse og repræsentantskab i det nye selskab, men det er planen, at der skal vælges både en ny bestyrelse - dette skal ifølge vedtægterne ske på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde, der senest skal indkaldes til en måned efter stiftelsen - samt et nyt repræsentantskab.

Oprindeligt var det planen, at udvælgelsen af det nye repræsentantskab i Foreningen NLP skulle ske løbende i takt med at der årligt er valg i foreningens fem regioner i landet, men det er her, at Erhvervsstyrelsen har krævet, at det nye repræsentantskab skal hurtigere på plads. Det sker ved et landsdækkende valg i 2016.

Imens fortsætter de 900.000 Tryg-kunder i det nuværende selskab TryghedsGruppen smba, hvor de vil have en formue på omkring 32 mia. kr., hvoraf en del er ejerskabet af 60 pct. af forsikringsselskabet Tryg.

Punkt 2:

Der indføres en bonusordning, så alle forsikringskunder i Tryg årligt vil få en del af den betalte forsikringspræmie tilbage. Tryg Forsikring har i de seneste år udbetalt et betydeligt beløb i udbytte, hvilket har betydet, at TryghedsGruppen, som ejer 60 pct. af aktierne, har fået et årligt udbytte på godt en milliard kroner fra Tryg Forsikring. En del af dette løbende udbytte fra Tryg til TryghedsGruppen skal fremover udbetales til kunderne. Kunderne kan forvente at få 6-8 pct. af den betalte præmie retur årligt.

Derudover åbnes der for muligheden for at lave en bonusordning i Foreningen NLP. Dette skal i så fald besluttes af det nye repræsentantskab.

Punkt 3:

TryghedsGruppen betaler årligt omkring en halv milliard kroner til velgørende formål via TrygFonden. Her er det vedtaget, at TrygFonden som minimum skal udbetale én procent af formuen årligt - dog kan dette fraviges, hvis situationen ikke er til det - men som udgangspunkt skal TrygFonden fortsat uddele omkring en halv milliard kroner årligt.

Punkt 4:

I TryghedsGruppens nuværende vedtægter står der, at selskabet kan opløses, hvis tre fjerdedele af repræsentantskabet stemmer for det. I så fald skal hele formuen på 40 mia. kr. udbetales til de omkring 1,2 mio. medlemmer. Dette bliver nu yderligere vanskeliggjort, eftersom vedtægterne ændres, så det fremover kræver ni tiendedele af stemmerne for at opløse selskabet.

Punkt 5:

Bestyrelsen i TryghedsGruppen udgør otte mand, hvoraf de fire også sidder i bestyrelsen i forsikringsselskabet Tryg. Ifølge de nuværende vedtægter skal alle otte bestyrelsesmedlemmer vælges blandt de 70 personer i repræsentantskabet, men det ændres nu, så bestyrelsen fremover har mulighed for at opstille op til to bestyrelsesmedlemmer, der ikke sidder i repræsentantskabet. Ifølge formand Jørgen Huno Rasmussen skyldes det, at forretningen bliver mere og mere kompleks, og at der derfor på et tidspunkt kan blive brug for kræfter udefra.

Punkt 6:

Det 70 mand store repræsentantskab repræsenterer alle TryghedsGruppens 1,2 mio. medlemmer, men det har tidligere været meget småt med oplysning til medlemmerne om, hvad der sker på repræsentantskabsmøder, der desuden har været lukket land for pressen.

Inden for de seneste år har TryghedsGruppen åbnet delvis op, så der blandt andet har været afholdt et pressemøde i umiddelbar forlængelse af repræsentantskabsmøderne. Fremover vil pressen også få adgang til dele af selve repræsentanskabsmøderne.

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Truslerne om handelskrig kan ikke bare absorberes af aktiemarkederne, konstaterer Sampensions investeringsdirektør”Markederne er mere nervøse end sidste år og der har været større daglige udsving side...

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen