Berlingske Business

Svagt lys på dystert boligmarked

Svagt lys på dystert boligmarked - 1
Sommerhuspriserne er i gennemsnit faldet med 11 procent i første halvår. Det er mere end den nedgang på 8,5 procent, som lejligheder har oplevet, og også pænt mere end de syv procent, som et typisk parcelhus er faldet med i år. Foto:

Prisfaldet på boligmarkedet fortsætter, men der er spæde tegn på bedre tider. Priserne falder i lavere tempo, og der er en stigning fra et lavt niveau i antallet af gennemførte handler.

Huse, sommerhuse og lejligheder. Alt faldt i værdi i årets andet kvartal, men sammenlignet med de foregående kvartaler kunne det være gået meget værre for boligejerne. Det viser nye tal fra Realkreditrådet og Realkreditforeningen.

Prisen på parcel- og rækkehuse er faldet med 2,8 procent på landsplan fra første til andet kvartal i år. Det tilsvarende fald for ejerlejligheder er på 1,9 procent.

Nedgangen betyder, at et typisk dansk parcelhus nu er faldet med godt 11 procent over det seneste år, og de største prisfald er sket i Nordsjælland, hvor der er klippet hele 23 procent af priserne.

»Vi kan konstatere, at boligpriserne specielt i den østligste del af landet efterhånden har sat sig med mere end en tredjedel siden pristoppen – i udvalgte kommuner nærmer vi os faktisk en halvering af priserne. Samtidig synes de kraftigste fald at være bag os,« siger direktør i Realkreditrådet Ane Arnth Jensen.

Flere handler
Tallene indeholder enkelte lyspunkter. Sammenlignet med de to foregående kvartaler er der sket en kraftig opbremsning i prisfaldet, og desuden er der gennemført flere handler.

Aktiviteten på det danske boligmarked er dog stadig meget lav, for stigningen i antallet af handler kommer efter en periode, hvor boligmarkedet nærmest lå dødt hen.

Der er store regionale forskelle. I udkantsområderne, hvor prisniveauerne er relativt lave, er der kommuner, hvor husene er steget i pris det seneste år, mens det igen er kommunerne omkring København, der oplever de største prisfald.

»Prisudviklingen i andet kvartal viser en stabilisering i de områder, hvor priserne er faldet mest. Det gælder især for ejerlejligheder. For villaer og rækkehuse kan stabiliseringen ses i Københavns omegn, men ikke i Nordsjælland,« siger Karsten Beltoft, der er direktør i Realkreditforeningen.

Sommerhuse falder mest
Sommerhusejerne får kun dårligt nyt med statistikken. Sommerhuspriserne er i gennemsnit faldet med 11 procent i første halvår. Det er mere end den nedgang på 8,5 procent, som lejligheder har oplevet, og også pænt mere end de syv procent, som et typisk parcelhus er faldet med i år.

Alligevel er kvadratmeterprisen for et fritidshus i eksempelvis Helsingør Kommune oppe på 26.400 kroner. Det vil sige, at der skal betales mere end to millioner kroner for et hus på 80 kvadratmeter.

Prisen på fritidshuse ved stranden og skoven svinger dog ganske betydeligt – alt efter stand og beliggenhed, så de gennemsnitlige tal siger ikke ret meget.

Prisstatistikken er noget af det mest håndgribelige på boligmarkedet, fordi den bygger på reelle handler. Den medfører altid mange reaktioner, og også denne gang viser det sig, at der er stor uenighed om, hvornår boligmarkedet rammer bunden.

»Sandsynligvis skal boligmarkedet hvile i nogle år. Priserne er kun faldet i et par år efter at være steget uafbrudt i næsten 15 år. Det dårlige humør, der nu hersker, bliver forstærket af massefyringer, som er den rene gift for boligmarkedet,« siger den uafhængige økonomiske rådgiver Rune Wagenitz Sørensen.

Bunden nået næste år
Danske Bank venter, at huspriserne falder 12 procent i år og yderligere fire procent til næste år, hvor bunden ventes at være nået. Ejendomsmæglerne er derimod større optimister:

»Vi er glade for, at der nu er udsigt til, at vi allerede i 2009 når bunden også prismæssigt på boligmarkedet,« siger Niels H. Carstensen, der er kommunikationschef hos mæglerkæden Home.

Hos Handelsbanken forudser økonom Rasmus Gudum-Sessingø, at huspriserne falder med 15 procent i år og fem procent til næste år.

Han vurderer, at de rigtig store prisfald på huse er fortid, men venter, at der går »lang tid endnu«, før markedet vender.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen