Berlingske Business

Svage bestyrelser tør ikke fyre chefen

Kun en enkelt bestyrelsesformand blandt Danmarks 25 mest risikoudsatte banker har indenfor det sidste halvandet skiftet direktøren ud. Bankbestyrelser er traditionelt svage, siger ekspert

Blandt Danmarks 25 største og mest udlånseksponerede banker, er bestyrelsesformanden for Max Bank, Hans Fossing Nielsen, den eneste, som har vovet at tage et opgør med sin direktør og fyre ham indenfor det seneste halvandet år.

»Hvis man har modet til at ansætte en direktør for banken, hvor man sidder som ejernes repræsentant, så skal man også have modet til at skille sig af med ham igen. Hvis man ikke kan begge dele, så svigter man sit ansvar,« fastslår Hans Fossing Nielsen.

Blandt striben af direkte kollapsede eller så stærkt kriseramte banker, at de har måttet lade sig opkøbe, er topdirektøren enten blevet hængende til det sidste eller blevet siddende til trods for, at banken har måttet opgive sin selvstændighed, hvis ikke de holdt på grund af sygdom eller død. Mange af direktørerne har siddet på deres poster i ti eller tyve år. Amagerbankens nyligt afdøde direktør, Knud Christensen, fik 22 år på posten.

Max Bank tør
Det gælder f.eks. i Forstæderens Bank, Roskilde Bank, EBH Bank, Fionia Bank og Amagerbanken. Eneste undtagelse blandt de 25 banker er Max Banks tidligere adm. direktør, Allan Weirup, som måtte fratræde sin stilling i efteråret 2007 på grund af uenighed med bestyrelsen om strategien.

Professor i corporate governance ved Copenhagen Business School, Steen Thomsen, betegner generelt de danske bankbestyrelser som svage på grund af det spredte ejerskab i sektoren. Undtagelsen, som bekræfter denne regel, er Danske Banks bestyrelse, hvor bestyrelsesmedlem og skibsreder Eivind Kolding kan udøve et direkte ejerpres via den 22 procents aktiepost, som A.P. Møller –Mærsk ejer i Danmarks største bank.

Steen Thomsen vurderede i går overfor Berlingske Tidende, at Danske Banks bestyrelse via dette mandat har tilstrækkelig styrke til at skille sig af med bankens stærke ordførende direktør, Peter Straarup, hvis den måtte ønske det.

Roskilde Banks mangeårige topchef, Niels Valentin, gik på pension, inden bankens voldsomme problemer blev åbenlyse for omverdenen – og bestyrelsen. EBH Banks direktør, Finn Strier Poulsen, fratrådte først få uger inden banken kollapsede, mens Forstædernes Banks adm. direktør, Kjeld Mosebo Christensen, stadig sidder i sin stilling, efter at banken er overtaget af Nykredit.

Underligt forhold
»Hvis bestyrelsesformanden ikke er aktiv og hele tiden minder både sig selv og sin direktør om, at forholdet mellem de to er som forholdet mellem minister og embedsmand, hvor bestyrelsesformanden er ministeren, så går det galt. Bestyrelsen risikerer at komme ind på en glidebane, hvor den finder sig i mere og mere fra direktørens side,« siger Max Banks formand, Hans Fossing Nielsen.

I to af de kriseramte banker blev direktørerne tilsyneladende slidt op, uden at bestyrelsen greb ind. Bankdirektør Finn B. Sørensen forlod i oktober sin stilling i Fionia Bank på grund af stress og sygdom, mens bankdirektør Knud Christensen fra Amagerbanken, ligeledes i oktober døde efter kort tids sygdom.

»Det er det, der kan ske, når bestyrelsen læsser hele ansvaret over på direktørens skuldre,« lyder Hans Fossing Nielsens vurdering.

Max Banks bestyrelse er usædvanlig aktiv med møder hver fjortende dag. Hans Fossing Nielsen har indtil for nylig været direktør og hovedaktionær i en entreprenørvirksomhed med 75 ansatte.

Berlingske Business har tidligere undersøgt bestyrelsessammensætningen i en række af krisebankerne, og der tegner sig et billede af bestyrelsesformænd, som ikke i kraft af deres daglige virke som købmænd, forhenværende forstandere, gårdejere eller tømrerhandlere formodes at have særlig indsigt i den finansielle sektor.

Udskiftning i toppen
Om det høje aktivitetsniveau og udskiftning af en direktør har stillet Max bank i en bedre position, end den ellers ville have været, er uvist. Max Bank nedjusterede tirsdag forventningen til 2008-resultatet til et underskud på 140-145 mio. kr.

De 25 særligt risikoudsatte banker er udvalgt blandt Danmarks største banker på basis af deres negative skævvridning af udlån i forhold til indlån samt høje udlånsvækst i perioden 2002 til 1. halvår 2008.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen