Berlingske Business

Pres på realkredittens kapitalkrav aftager

pix-kapital
Foto:

For første gang i flere år ser det ud til, at presset på realkreditinstitutternes kapitalforhold aftager, viser en gennemgang af de friske regnskaber for 2. kvartal 2013.

For første gang i flere år ser det ud til, at presset på re­alkreditinstitutternes kapitalforhold aftager, viser en gennemgang af de friske regnskaber for 2. kvartal 2013. De seneste mange kvartaler har institutternes regnska­ber vist en kapitalmæssig svækkelse. Det er især sket på grund af vigende ejendomspriser, der har udhulet de be­lånte pantsikkerheder, og udløst krav om at institutterne skaffede ekstra sikkerhedsstillelse til belåninger ud over 80 procent af den aktuelle markedsværdi på panterne.

Efter de svagt stigende ejendomspriser det seneste kvartal, viser regnskaberne for 2. kvartal nu de første forbedringstegn, og fortsætter denne udvikling, er der måske også udsigt til, at de internationale kreditrating-bureauer lemper de kapital krav, de har pålagt institut­terne oveni de lovgivningsmæssige kapitalkrav.

Fra Realkredit Danmark (RD) siger adm. direktør Car­sten Nøddebo Rasmussen til Økonomisk Ugebrev, at kra­vet til SDO sikkerheder er faldet en smule:

»Efter en lang periode med stigende krav til SDO sikkerhedsstillelsen, ser vi nu en vigende tendens. De svagt stigende ejerbo­ligpriser giver en bedre pantdækning. Og så hjælper det også, at restgælden på obligationslånene falder på grund af faldende obligationskurser. Vi er glade for, at det nu går i den rigtige retning. Men vi ved endnu ikke om rating-bureauerne vil lette deres kapitalkrav til os i forlængelse af en yderligere bedring af kapitalsituationen.«

På flere af de vigtigste målepunkter for institutternes kapitalforhold indikerer de seneste kvartalsregnskaber en forbedring. For det første er kravene til SDO sikkerheds­stillelse faldende: For RD fra 43,7 mia. kr. ved halvåret i forhold til 43,9 mia. kr. ved årsskiftet. Nykredit har det seneste år reduceret den samlede udstedelse af junior covered bonds, som anvendes til supplerende sikkerheds­stillelse, fra 45,6 mia. kr. til 43,6 mia. kr. Hvor RD henter hovedparten af sin sikkerhedsstillelse som en garanti hos Danske Bank, må Nykredit finansiere den krævede sik­kerhedsstillelse med JCB-obligationer, der kostede 233 mio. kr. i renteudgifter alene i halvåret, svarende til godt en halv procent årligt af sikkerhedsstillelsen.

For det andet viser institutternes opgørelser, at ande­len af realkreditudlån ud over 80 procent af pantets værdi er faldende. For Realkredit Danmark er denne andel på kun et kvartal dykket fra 54 mia. kr. til 48 mia. kr. fremgår det af RD’s risikorapport.

For Nykredit er de tilsvarende data for LTV (loan-to-value) ud over 80 procent belåning, altså for »overbelå­ningen«, faldet på kun ét kvartal – fra 54 mia. kr. til 47 mia. kroner. For RD svarer »overbelåningen« til 6,6 procent af det samlede realkreditudlån. Og For Nykredit er den til­svarende overbelåningsandel 4,2 procent af det samlede realkreditudlån.

Realkreditinstitutternes løbende nedskrivninger på svage udlån er endnu ikke faldet, men ligger fortsat på et relativt lavt niveau i forhold til historiske lavkonjunk­turperioder, og det samme gælder antallet af overtagne ejendomme. RD skriver, at »nedskrivninger for 2013 for­ventes at blive svagt stigende i forhold til niveauet i 2012.« Men instituttet forklarer ikke nærmere hvorfor. RD skriver også at restanceprocenten steg lidt i kvartalet i forhold til 0,57 procent i 1. kvartal.

Nykredit konstaterer modsat, at restancerne på real­kreditlån fortsætter med at falde: »Tilsvarende udviste koncernens obligationsrestgæld berørt af restancer i procent af den samlede obligationsrestgæld et fald fra 0,56 til 0,46 i forhold til samme tidspunkt året før.«

Restanceprocenten har været faldende siden toppen i 2009 på 0,84 procent, men har endnu ikke nået 2007 ni­veau på 0,16 procent. Nykredit skriver også, at »til trods for faldende restanceprocenter stiger nedskrivningerne på realkreditudlån. Det skyldes især lav omsættelighed og faldende priser på visse typer af ejendomme.« Ny­kredit oplyser videre, at i 1. halvår 2013 har koncernen overtaget 264 ejendomme og solgt 266. Beholdningen af ejendomme udgjorde 354 ved udgangen af 1. halvår 2013 mod 356 ejendomme primo året. Ejerboliger ud­gjorde 218.

Med de fortsatte stigende ejendomspriser i juli og august, samt markant stigende obligationsrenter, er der grund til at tro på en fortsat reduktion i LTV udlån, som ligger ud over 80 procent belåningsgrænsen. Modsat kan der komme en negativ effekt på udlånstabene, hvis de korte og lange obligationsrenter fortsætter med at stige. En af de vigtigste forklaringer på, at realkreditten har klaret sig flot gennem finanskrisen er antageligt, at renterne på især korte variable realkreditlån har været historisk lave.

Der kan stigende boligpriser på den ene side give mere luft i realkreditinstitutternes krav til sikkerhedsstil­lelse. På den anden side vil højere boligrenter antageligt betyde flere restancer og overtagne ejendomme. Hertil kommer naturligvis de øgede kapitalkrav, som især Ny­kredit er udfordret af. Som bekendt skønner instituttet, at det skal styrke egenkapitalen med mindst syv mia. kr. frem mod 2019 for at kunne bevare det aktuelle forret­ningsomfang.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen