Berlingske Business

Overlever superchefen?

Overlever superchefen? - 1
Foto:

De guldrandede opgangstider har skabt perfekte og usårlige topchefer. Mænd, der er blevet helte og idoler på linje med popstjerner og politikere. Men når krisen kradser, er det blevet tid til, at CEO- supermanden smider kappen og kommer ned på jorden.

Hans dag begynder klokken fem om morgenen. Først løbetur, dernæst læsning af tre morgenaviser og til sidst tjek af aktiekurser. Hans liv er ét lang pulserende åndedrag. Arbejde 80 timer om ugen og udlandsrejser to hundrede dage om året. Stunderne med hans tre børn falder i kategorien kvalitetstid, og ægteskabet med den velholdte kone omtaler han som ukompliceret og lykkeligt. Når gæsterne kommer til middag i den store villa, er det ham, der står ude i køkkenet med et forklæde på og skærer kalvestegen for. Og han bliver aldrig fuld, selv om han har flere flasker Barolo gemt nede i kælderen

Han er topchefen. Supermanden. Konkurrencemennesket. Manden, der aldrig brokker sig, er træt eller ugidelig. En idoliseret karikatur, der er det glittede produkt af en tid, hvor alt har stået i plus. Hvor fremgangen har gjort topcheferne for landets store virksomheder til lige så store helte som dem, vi fejrer på fodboldbanen. De er blevet tiljublet af politikerne for deres rekordstore resultater; deres bilvalg er blevet kopieret af alle med en solid friværdi, og selv deres vinsmag er gået i arv til de cand.merc.-studerende. Imens har deres livshistorier og ledelsesideer solgt som aldrig før i landets boghandler.

Ideen om det perfekte menneske på direktionsgangen har levet i bedste velgående. Men nedadgående konjunkturer kræver sit med nedskæringer, omprioriteringer og omstruktureringer, og der er ikke længere plads til glorificering. Det er forandringernes og ærlighedens tid. Hr. CEO skal ned på den jord, som han hidtil kun har betrådt, når han er steget ud fra sit business class-sæde i flyvemaskinen og den blankpolerede Audi.

»I en tid, hvor krisen tager til og strammer grebet om topchefen, så sker der nogle ændringer. Når alt går fremad, kan man lettere begå små fejl. Det er lettere at opretholde supermandsidentiteten, fordi konsekvenserne af ens fejlslagne beslutninger er mindre. I en krisetid er konsekvenserne af de dårlige eller for sene beslutninger langt større og langt mere synlige,« siger ledelsesekspert Steen Hildebrandt, professor ved Handelshøjskolen Aarhus Universitet.

Topchefer er flokdyr
I krisetider opstår der helt naturligt grænser for, hvad man kan bilde folk ind. Det bliver sværere at sælge den-ufejlbarlige-topchef-vare. Efter at 1980ernes yuppiekultur krakkede og dermed også forbillederne i form af amerikanske Donald Trump og danske Klaus Riskær Pedersen, kom oprydderne ind på chefkontorerne. Det samme vil ske i dag.

»Det redigerede billede af topcheferne bliver gennemskuet. Der opstår et behov for ærlighed. Det, der træder i kraft nu, er, at mange ledere bliver meget kortsigtede. De vil arbejde på at få styr på økonomien og resultaterne,« siger Steen Hildebrandt.

Topchefer har altid været flokdyr med et naturligt habitat i socialgruppe ét. Og det vil de blive ved med at være, selv om erhvervslivet er under stor forandring. Men konkurrencemennesket, der i yderste potens er personificeret herhjemme igennem topchefer som Nils Smedegaard Andersen, A.P. Møller - Mærsk, og Ditlev Engel, Vestas, kommer til kort i det lange perspektiv.

»Der vil blive luget ud i topcheferne, for mange af dem trives bedst i medvind. En sektor som finanssektoren har vist sig at være tynget af den her type topchef, som har skrabet grotesk store bonusbeløb sammen. De har haft fokus på sig selv, og de er ikke særligt empatiske. De står i dag over for nogle andre krav, der i sidste ende handler om overlevelse,« siger Henrik Day Poulsen, læge og ph.d. i psykiatri.

Du skal rette ind
Når vi har dyrket det idoliserede billede af supermands-topchefen, så er det først og fremmest, fordi det er et ukomplekst billede. En letaflæselig skabelon, som de fleste topchefer passer ned i med deres hang til rødvin, golfspil, hjemmelavede gourmet-middage, jakkesæt og dyre ure.

»Det er en idealisering, for alle mennesker har en mørk side. Og alle med succes har på et tidspunkt været moralsk på kanten for at nå til toppen. Når topcheferne ikke selv afslører de mørke sider, så er det, fordi de er bange for at kompromittere virksomheden. De ville eksempelvis aldrig fortælle, at de har været konen utro. Det er et lidt hollywood-agtigt image de har fået,« siger Henrik Day Poulsen.

Alle rigtige topchefer ser sig selv som visionære og kreative. Men når man ser på rækken af de danske topchefer, er det svært at få øje på kreativiteten. De har den samme hobby, samme arbejdsrutiner, samme antal børn (altid over to styk) – ja, nogle gange ser det ud til, at selv deres hår falder til den samme side. De er et masseprodukt af corporate-kulturen, og det vil de vedblive med at være.

»For at nå toppen bliver du virkelig rettet ind til firmaets kultur. Der er ikke plads til skæve personligheder. Risikoen er så, at virksomhederne måske går glip af det virkelig geniale. Topchefer omgås mennesker ligesom dem selv, og det smitter af på livsstilen. Man køber sig til flokken gennem det mørke jakkesæt og den gode flaske rødvin,« siger Henrik Day Poulsen.

Ro og robusthed
Stephen Bruyant-Langer er headhunter. Han lever af at matche de rigtige ledere med de rigtige virksomheder. I hans øjne er det urealistiske glansbillede af topcheferne allerede krakeleret, i takt med at euforien er fordampet fra de trykte sider i årsrapporterne.

»Toplederne vil stadig repræsentere virksomhederne; men interessen for dem vil nok være mere skeptisk. Mange mennesker er bekymrede for deres job, og der er stor opmærksomhed på, hvordan virksomhederne vil klare sig fremover. Graden af heltedyrkelse er blevet mindre. I den nærmeste fremtid vil der komme mere fokus på den hele leder. Vi skal ikke kun have mennesket, der kan skære fra,« siger Stephen Bruyant-Langer, partner i Odgers Berndtson, tidligere Ray & Berndtson.

Den feterede top i dansk erhvervsliv står over for én altoverskyggende opgave. At sikre en fremtid på den anden side af finanskrisen. Det kræver ifølge headhunteren ro og robusthed. Egenskaber man finder hos den i dag så sjældne art – den ærlige topchef. Lederrollen vil også ændre sig. Der er ikke længere brug for den alvidende patriark, der stædigt holder på sit. Der er med et lidt slidt konsulentudtryk brug for dirigenten, der i samarbejde med et team af direktører leder virksomheden ind på rette kurs. Attraktionen ved at være med i 100 timers-arbejdsklubben er ligesom de store bonusbeløb i bankerne på vej til at blive død og begravet.

»Forretningsverdenen er blevet mere kompleks at bevæge sig rundt i. I det univers bliver topchefernes vigtigste opgave at kommunikere. De skal have en grundlæggende optimisme og være i stand til at bevare et ukueligt humør,« siger han.

Større format
Og så er vi igen tilbage til supermands-skabelonen. For kan ét menneske være favnende og integrerende, samtidig med at det skal træffe hårde beslutninger og skære fra? Det er de færreste topchefer, der kan klare en 80 timers arbejdsuge uden engang imellem at tage sig til et hjerte, der banker lidt for hurtigt. Og det er også de færreste lederkandidater, der kan prale af at være lige gode til mennesker og drift. Idoldyrkelsen vil fortsætte, men den vil blive mindre poppet og mere seriøs.

»Toplederne vil praktisere et større samfundsansvar i fremtiden, og de vil i stadig stigende grad komme til at præge samfundet med deres beslutninger. I den forstand vil de komme til at ligne politikerne på deres udadvendte aktiviteter. Vi vil se, at de kommer til at blande sig mere i samfundsdebatten,« siger ledelsesekspert Steen Hildebrandt.

Vi står for at skulle vinke farvel til ego-festen. Og dermed også ego-topchefen. Ifølge sociolog Emilia van Hauen vil mange af livsstilsmarkørerne, som topcheferne omgiver sig med, kun blive positivt opfattet, hvis cheferne udviser anstændighed og ansvarlighed. Dyre ure og biler vil fremover vække mere skepsis end beundring.

»Vi har en kæmpekrise, og med den har toplederne mulighed for at sætte en ny dagsorden. Det store spørgsmål er, hvordan de har tænkt sig at forvalte deres ansvar i nedgangstider. Det er i disse tider, man kan se formatet. For enhver idiot kan få succes i opgangstider. Vi går ind i en tid, hvor der bliver plads til det hele menneske. Mennesker med et større format, der er i stand til at få kreativiteten til at blomstre,« siger hun.

Han vil nok blive ved med at stå op klokken fem om morgenen til sin daglige løbetur. Hans ur er sikkert også stadig et Rolex. Men måske har Audien fået to cylindre mindre. Måske bliver der sparet på rødvinen. Og måske er han blevet mere menneskelig, supermands-topchefen.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen