Berlingske Business

Nu skal Deutsche Bank tale tysk igen

GERMANY DEUTSCHE BANK SHARHOLDERS MEETING
Foto:

Deutsche Banks direktørduo tvinges væk efter lang tids utilfredshed med skandaler og dårligt afkast. Men strategien bliver næppe ændret.

Samfundsansvar, tredobbelt bundlinje og CSR; det er meget godt alt sammen, men i et aktieselskab er det aktionærerne, som bestemmer.

Denne enkle sandhed drog Deutsche Bank konsekvensen af søndag eftermiddag på et krisemøde, som efter en times tid sluttede med det uundgåelige resultat: Direktør-duoen Anshu Jain og Jürgen Fitschen er fortid.

Kritikken af duoen er bare vokset og vokset, siden de overtog ledelsen for tre år siden. Man satsede for meget på investment banking, mente kritikere, som især var utilfredse med den gamle investment banker Jain. Andre var stærkt utilfredse med de mange skandalesager omkring banken, der blandt andet har måttet acceptere milliardbøder for rentemanipulationer.

Banken har også måttet betale en lille milliard euro i erstatning for sit medansvar for, at TV-koncernen Kirch endte med at krakke, og som en udløber af Kirch-skandalen er Fitschen og et par tidligere topchefer blevet tiltalt for falsk forklaring; straffesagen kan koste dem flere års fængsel. Prestigetabet kan ligne Danske Banks, men historien bag er værre.

GERMANY DEUTSCHE BANK SHARHOLDERS MEETING

Selve forretningen har heller ikke virket helt snorlige. Først købte man Postbank for en formue og brugte endnu en lille formue på at integrere den. Og så besluttede man sig for at sælge den igen. Privatkundechef Rainer Neske, bankens tredjemægtigste mand, gik i vrede i sidste måned og blev fejret i pressen som en helt,

»Hans afgang viser tydeligt, at koncernen bevæger sig i den forkerte retning,« skrev for eksempel der Spiegel.

Anshu Jain, til gengæld, Neskes hovedmodstander, kom til at personificere alt det utyske ved den tidligere så solide og konservative bank. Værst var det næsten, at manden ikke kunne tale tysk.

Alle skandalerne var naturligvis ikke direkte Jains og Fitschens skyld. Men da de tiltrådte, lovede de intet mindre end en kulturforandring – og en egenkapitalforrentning på 12 procent. Kulturforandringen lader vente på sig, og afkastningsgraden er kun en fjerdedel af det lovede.

GERMANY-BANKING-COMPANY-DEUTSCHEBANK-MANAGEMENT-FILES

Og det var det sidste, afkastet, at de to direktører faldt på. Generalforsamlingen for godt to uger siden afslørede, at det ikke længere kun var mediefolk og højttalende mindretalsaktionærer, som var trætte af bankens usikre kurs og mange skandalesager: 39 procent af aktiekapitalen stemte imod at meddele decharge til de to sideordnede topdirektører. Et par dage efter sendte bankens tillidsrepræsentanter en løbeseddel rundt i hovedkvarteret med overskriften »Winds of Change? Winds of Jain?« Søndag eftermiddag lod Jain sig føre bort af vinden.

Efter et diskret bestyrelsesmøde søndag eftermiddag på et hotel i Frankfurt fik offentligheden at vide, at Jain og Fitschen selv havde valgt at træde tilbage. Bestyrelsen udtalte sin taknemmelighed over deres indsats. Jain går ved månedsskiftet, mens Fitschen bliver siddende frem til næste generalforsamling 19. maj 2016.

»Om aftenen efter generalforsamlingen var Jain meget nedtrykt; de mange negative indlæg havde virkelig ramt ham. Jeg frygtede, at han allerede (da) ville smide håndklædet i ringen,« siger en insider til Handelsblatt.

22BUSDEUTSCHE-BAN.jpg

Jains og Fitschens afløser bliver den 54-årige englænder John Cryan, som er medlem af Deutsche Banks bestyrelse og tidligere Europa-direktør for Temasek, Singapores statslige investeringsfond.

Og Cryan kan tale tysk!, jubler de tyske aviser mandag. Så der bliver ikke flere bizarre indslag som Anshu Jains simultantolkede tale til generalforsamlingen forleden.

»Anshu gjorde det rigtige. Der blev talt for meget om ham,« sagde Larry Fink, topchef for det store investeringsselskab Blackrock, bagefter til Financial Times.

»Hans hjerne bliver et tab for organisationen. Men desværre blev nyhedsbilledet domineret af hans person.«

Aktiemarkedet ser ud til at være enig med Blackrock-direktøren, for Deutsche Banks aktier sprang seks procent i vejret mandag.

GERMANY-RUSSIA-BANKING-DEUTSCHEBANK-PROBE

Bankens problem er nemlig ikke strategien, men udførelsen af den, konkluderede Financial Times’ Lex-klumme mandag.

For hvad har Deutsche Bank egentlig at gøre godt med? Deutsche Bank har ikke de schweiziske storbankers stærke position inden for formueforvaltning, wealth management. Banken har ikke Barclays gode forretning med kreditkort. Eller HSBCs stærke position i Asien. Deutsche Bank har en privatkundeforretning, som er tøjret til Tyskland, hvor det er lige så svært at tjene penge på almindelig bankdrift som i Danmark. Og så har den sin investment bank. Den er ifølge Financial Times-klummen »det eneste kort, som er værd at spille«.

Så det kan godt være, at John Cryan vil tale tysk. Men han vil alligevel ende med at sige det samme som Jain.

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen