Berlingske Business

Huno sætter ny retning for Tryg

Huno
Jørgen Huno Rasmussen understreger, at Tryg-koncernen agter at spille en vigtig rolle i nordisk forsikring de kommende 300 år og ikke tabe nogen krig overhovedet. Foto: Thomas Lekfeldt

Tryg kommer kun til at være ensidigt fokuseret på lønsomhed i en periode. På længere sigt skal koncernen igen vokse - og gerne via opkøb i Sverige og Norge, bebuder Trygs bestyrelsesformand.

Tryg kan snart være klar til at gå til angreb på det nordiske forsikringsmarked med opkøb for milliarder. For selv om Tryg siden 2010 har ført en defensiv strategi, efter et regnskab der næsten gik i minus, kan det hurtigt ændres til en offensiv strategi.

Det er Trygs absolutte magthaver, Jørgen Huno Rasmussen, som både er bestyrelsesformand i Tryg og i fonden TryghedsGruppen, der ejer af 60 pct. af aktierne i Tryg, der i et interview med Berlingske Business skærer igennem og sætter retningen for Danmarks største forsikringskoncern i de kommende år.

Og der er bestemt ikke tale om en bestyrelsesformand, der har tænkt sig at tabe positionen som en af de fremmeste forsikringskoncerner i Norden.

»Det signal, vi sender nu, er, at Tryg har spillet en rolle i nordisk forsikring i 300 år, og Tryg kommer til at spille en rolle i nordisk forsikring i de kommende 300 år. Vi har ingen planer om at tabe nogen krig. Vores ambition er på langt sigt at blive Skandinaviens førende forsikringsselskab.«

Hvordan skal førende forstås?

»Det kan være førende på flere måder. Det kan være det selskab, der har færrest klager eller de mest tilfredse kunder i de skandinaviske lande, men det indebærer selvfølgelig også noget omkring volumen. Det vil sige, at man er en markant og toneangivende spiller, samt at man er blandt de største aktører.«

Ikke til salg

I den senere tid har Trygs største nordiske konkurrenter i stor stil købt op i Danmark. Norske Gjensidige har købt Gouda Rejseforsikring for få uger siden, mens de købte Nykredit Forsikring i 2010. Endnu mere dramatisk er det, at If har sat sig på 25 pct. af Trygs største konkurrent i Danmark, Topdanmark.

Hvordan vil I opnå at blive en betydende spiller. For I er vel ved at være lidt trængte af de andre to store nordiske koncerner?

»Vi oplever ikke, at vi er trængte i Tryg. Vi er i en stærk situation. Hos Tryg prioriterer vi lønsomhed, men det udelukker ikke ambitionen om på langt sigt at blive det førende forsikringsselskab i Skandinavien,« siger Jørgen Huno Rasmussen, der via formandsposten i TryghedsGruppen sidder på en pengetank på 30 mia. kr.

»Andre må jo tale for sig selv, men som hovedaktionær, der har ejerbrillerne på og det meget lange perspektiv, må jeg sige, at Tryg er ikke og kommer ikke til salg. Jeg kan også sige, at vi som hovedaktionær har et kapitalberedskab til at konsolidere i det skandinaviske forsikringsmarked den dag ,det igen måtte blive aktuelt i Trygs strategi,« siger Jørgen Huno Rasmussen med slet skjult henvisning til Stine Bosses udfald mod TryghedsGruppens mere defensive rolle i Norden i Berlingske Business i sidste uge.

En stærkere kerneforretning

Siden 2010 er Tryg blevet drevet ud fra en strategi, der vægter lønsomhed over vækst. Denne strategiændring har blandt andet ført til store prisstigninger over for en lang række kundegrupper som læger, guldsmede, tandlæger, journalister, farmaceuter med flere, ifølge Tryg på grund af at disse kundegrupper isoleret set har givet underskud. Man har solgt divisionen i Finland fra og blevet mindre aggressive på prisen i Sverige. Men det kan hurtigt ændre sig:

»Normalt siger man, at en strategiplan virker på tre til fem års sigt. Det passer med vores aktuelle strategiplan, der ikke indebærer opkøb. Men vi har en langsigtet ambition, der kan indebære opkøb på et tidspunkt,« siger Jørgen Huno Rasmussen.

Men når Gjensidige og If har travlt med at købe op nu, kan man så ikke forestille sig, at markedet er konsolideret, når I er klar?

»Vi ser ikke nogen risiko for, at det nordiske marked er låst på kort sigt,« siger Jørgen Huno Rasmussen, der suppleres af Trygs topchef, Morten Hübbe, der sætter navne på de lande, hvor Tryg er mest interesserede i at købe op:

»Vi har fokus på, at kerneforretningen bliver stærkere og stærkere til glæde for vores kunder, til glæde for vores konkurrencevne og for vores aktionærer. Men på den lange bane er konsolidering typisk det, der gør forskellen på størrelse og tilstedeværelse. I dag er størstedelen af vores svenske forretning noget, vi har købt. Ser du på fremtiden, skal vi på et tidspunkt være større i Sverige, end vi er i dag. Og så vil det også være med opkøb og fusioner, at man må løse det.«

Norden er et smørhul

Ifølge aktieanalytiker Christian Hede fra Jyske Bank er det mest sandsynligt, at Tryg primært kigger mod Sverige for opkøb. Således er Tryg allerede så store i Danmark og Norge, at det ifølge Christian Hede kunne give problemer med konkurrencemyndighederne, hvis de køber en af de andre store konkurrenter.

»I Sverige har de en ret begrænset markedsandel, og skulle der komme noget til salg der, vil de selvfølgelig være interesserede,« siger Christian Hede og peger på, at netop tilgængeligheden kan være et problem:

»Historien om, at de gerne vil købe noget, og i øvrigt også at andre som Topdanmark gerne vil købe noget, har været der tidligere. Men der er ikke umiddelbart noget til salg.«

Forsikringsselskaberne i Norden har da også haft gyldne forretninger igennem flere år og har leveret store overskud og egenkapitalforrentninger, man misunder i udlandet. Som Stine Bosse sagde til Berlingske Business i sidste uge, er Norden »et sweetspot for forsikring«.

Vækst via konsolidering

For Tryg er resultaterne år for år forbedret efter det svære år i 2010. En sund drift er en forudsætning for, at et opkøb kan lykkes, understreger Morten Hübbe:

»Det er vel god latin at sige, at hvis man skal lykkes med fusioner og opkøb, skal det lægges oven på en sund og stærk kerneforretning. Vi ved, at det er konsolidering, der har fået os derhen, hvor vi er i dag, og det kommer også til at ske igen på et tidspunkt. For i et samfund og et marked der p.t. ikke vokser, er det mindre sandsynligt at kunne vokse gennem organisk vækst, og derfor er fusioner og opkøb en mere sandsynlig vej for Tryg.«

Hvis det lykkes for forsikringskoncernen If at fusionere Topdanmark med den danske division af If, kan det sende Tryg ned som nr. to på det danske marked, men det generer nu ikke Morten Hübbe:

»Jo, det er rigtigt, at så vil If være størst, men vi har ikke noget mål om, at vi skal være størst i Danmark.«

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen