Berlingske Business

Her er lovovertrædelserne

Her er lovovertrædelserne - 1
Foto:

Den tidligere ledelse af Roskilde Bank har begået talrige lovovertrædelser, som både kan give fængsel, bøde og erstatningsansvar. Det viser en advokatundersøgelse. Business.dk gennemgår de påståede lovovertrædelser.

I februar bestilte den nye bestyrelse for Roskilde Bank en advokatundersøgelse, der skulle klarlægge, hvorfor Roskilde Bank brød sammen i sommeren 2008 og vurdere, om der var begået strafbare forhold, eller om der er grundlag for at anlægge erstatningssager mod den tidligere ledelse, bestyrelse eller revision.

Det er der til overflod, ifølge advokaterne Mogens Skipper-Pedersen og Henrik Stenbjerre, der har baseret deres undersøgelse på skriftligt materiale fra banken i perioden 1. januar 2005 til sammenbruddet i august 2008.

Muligt mandatsvig
Advokaterne er ikke i tvivl om, at bankens direktør fra 1978 til april 2007, Niels Valentin Hansen ”har hovedansvaret for bankens sammenbrud, og at han i perioden indtil sin fratræden den 30. april 2007 groft har tilsidesat sine pligter som administrerende direktør i Roskilde Bank.”

Advokaterne vil ikke lægge hovedet på blokken, men mener muligvis, at han kan sigtes for mandatsvig efter straffelovens § 280. Mandatsvig er, når man skal passe på andres formue, men i stedet skaber et tab, som giver en selv eller andre en gevinst. Det kan give op til halvandet års fængsel, eller i særligt skærpende omstændigheder op til otte års fængsel.

Advokaterne understeger dog, at det skal kunne bevises, at Roskilde-chefen havde ”forsæt”, altså at han med vilje påførte banken et tab. De skriver ikke, hvad hans formål skulle være, men det er kendt, at han havde et optionsprogram svarende til 2 pct. af bankens kapital, som udløb i forbindelse med hans fratrædelse i april 2007.

Redningen af kapitaludvidelsen
I marts og april 2007 gennemførte Roskilde Bank en kapitaludvidelse, hvor man solgte godt 1,1 mio. nye aktier, svarende til 10 pct. af bankens aktiekapital. Ifølge advokaterne købte Roskilde Bank selv 258.333 nye aktier, svarende til 22,7 pct. af de udbudte aktier, for ca. 77,5 mio. kr.

Det er klart i modstrid med aktieselskabslovens § 48 h, hvor der direkte står, at ”et selskab må ikke tegne egne aktier”. Det fremgår af redegørelsen, at Roskilde Bank havde problemer med at få solgt de nye aktier, også selv om man prøvede at få kunderne til at låne penge til at købe aktier.

Ifølge § 48 h stk. 3 så hæfter både ledelse og direktion solidarisk for aktier, der er tegnet ulovligt. Bankens tidligere ledelse skal altså selv til lommerne for 77,5 mio. kr., med mindre de kan dokuemtentere, at de hverken indså eller burde have indset, at aktietegningen var ulovlig.

Ifølge advokaterne er der muligvis også tale om en overtrædelse af straffelovens § 296, der kan give bøde eller op til fire måneders fængsel for groft at overtræde reglerne for kapitaludvidelse. Alternativt kan de muligvis dømmes for at have vildledt offentlige myndigheder og offentligheden, ved at skjule at banken selv tegnede mange af de nye aktier.

En bank i kaos
Advokaterne mener også, at både den tidligere ledelse og bestyrelse groft og ansvarspådragende har overtrådt lov om finansiel virksomheds § 71. Det er en regel, der siger at en finanvirksomhed skal drives forsvarligt. Altså at der skal være styr på procedurerne, kreditgivningen, overvågningen af risiko, administration, regnskab og så videre.

Både den tidligere ledelse og bestyrelse har også overtrådt aktieselskabslovens § 54. Det er den regel der siger, at direktionen og bestyrelsen sammen har ansvaret for at drive en virksomhed, og at direktionen skal følge bestyrelsens anvisninger, og ikke selv må træffe vidtgående beslutninger, samt at bestyrelsen skal sikre, at virksomheden er tilstrækkeligt økonomisk polstret.

Bestyrelsen burde have været på tæerne
Det er en vigtig regel i selskabsretten, men den er også ret generelt formuleret, så den kan være svær at hænge direktion og ledelse op på. Advokaterne påpeger dog, at Finanstilsynet talrige gange over flere år gjorde opmærksom på, at mange ting og ikke mindst kreditpolitikken sejlede i Roskilde, så bestyrelsen burde have været langt mere på tæerne.

Ifølge undersøgelsen så blev langt over halvdelen af de lån, der var så store at de krævede bestyrelsens godkendelse, bevilget uden om bestyrelsen med henvisning til at der var tale om en ”presserende” sag. Bestyrelsen kritiserede aldrig den praksis, der først blev stoppet da Finanstilsynet kom med et lodret forbud mod at give store lån uden om bestyrelsen.

Regningen til tidligere ledelse
Ifølge advokaterne har den tidligere ledelse og bestyrelse handlet så groft, at de kan få en regning. Ifølge aktieselskabslovens § 140, der siger at ”Stiftere, bestyrelsesmedlemmer og direktører, som under udførelsen af deres hverv forsætligt eller uagtsomt har tilføjet selskabet skade, er pligtige at erstatte denne. Det samme gælder, når skaden er tilføjet aktionærer, selskabets kreditorer eller tredjemand ved overtrædelse af denne lov eller vedtægterne.”

Advokaterne vil ikke ind på, hvor meget der kan kræves i erstatning, men nævner at den gamle Roskilde Bank pr. 30 juni 2008 havde et underskud på 5,1 milliarder kr., og at de ti største nedskrivninger, der stort set alle var ejendomsudlån, var på godt 2,2 milliarder kr.

Advokaterne nævner også, at ledelsen hæfter solidarisk hvis de bliver dømt, og at en eventuel erstatning vil gå til den nye Roskilde Bank, altså i sidste ende statskassen, og ikke til aktionærerne i den nu konkursramte oprindelige Roskilde Bank.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Truslerne om handelskrig kan ikke bare absorberes af aktiemarkederne, konstaterer Sampensions investeringsdirektør”Markederne er mere nervøse end sidste år og der har været større daglige udsving side...

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen