
Finansiel Stabilitet gør nu klar til at sælge sin resterende ejerandel af Eik Bank, som udgør 30 pct. af den færøske bank.
Finansiel Stabilitet, der også bliver kaldt statens finansielle skraldespandsselskab, overtog i 2010 Eik Bank, der på daværende tidspunkt var hårdt lidende oven på finanskrisen.
Efterfølgende frasolgte det i 2011 70 pct. af aktierne til den færøske forsikringskoncern TF Holding P/F, og nu bliver resten sat til salg.
- Aktiebeholdningen vil efter EU-retlige principper blive udbudt i en åben og transparent salgsproces, hvor potentielle købere behandles lige, og hvor et eventuelt salg vil blive gennemført til højest mulige pris, skriver Finansiel Stabilitet i en pressemeddelelse.
Finansiel Stabilitet understreger dog, at TF Holding P/F har forkøbsret til den resterende aktiebeholdning, hvilket skyldes en ejeraftale, som blev indgået mellem Finansiel Stabilitet og TF Holding i forbindelse med Finansiel Stabilitets frasalg i februar 2011.
Kære læser
Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.
Med venlig hilsen
Redaktionen