Berlingske Business

Færre bankansatte får mere i løn

06BUSDanske-Bank.jpg
De lavtlønnede medarbejdere er forsvundet fra bankerne i forbindelse med de mange filiallukninger. Af de nuværende medarbejdere er det de 27.579 i landets seks største banker, der får mest i løn. De tjener i gennemsnit 634.700 kroner om året. Foto: Simon Skipper

Der bliver færre ansatte i de danske pengeinstitutter, men de tjener flere penge, viser ny rapport.

Der er ikke så mange tilbage af dem; til gengæld tager de sig godt betalt – medarbejderne nede i din lokale bankfilial. Det viser den nye rapport fra Niro Invests søsterselskab, BankResearch, der årligt vurderer de danske banker.

Fra 2010 til 2014 er antallet af medarbejdere i bankerne faldet fra 42.168 til 36.727. I samme periode er lønningerne steget fra 469.200 kroner om året til 513.800 kroner.

Den udvikling skyldes ifølge Mariane Dissing, direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening, at personalet bliver mere specialiseret, og at kompetenceniveauet stiger.

»Dem, der kommer ind, er højere uddannet end dem, der går. Og så er der flere med universitetsuddannelser fremfor erhvervsuddannelser. Det gør, at kompetence-niveauet stiger,« siger Mariane Dissing.

Den betragtning er både Nicholas Rohde, indehaver af BankResearch og manden bag rapporten, samt Finansforbundets formand, Kent Petersen, enige i.

De fremhæver blandt andet, at tallene indikerer, at afskedigelserne er sket blandt de lavest lønnede, hvilket får gennemsnitslønningerne til at stige.

Kent Petersen kalder det logisk, at man har fyret »de billige« og ansat dyrere medarbejdere, da kompetencekravene til bankmedarbejderne er steget. Han understreger, at det ikke er udtryk for, at de ansatte får mere i løn end tidligere.

Nordea har flest filialer

En af årsagerne til det faldende antal ansatte er dels de mange filiallukninger, som Berlingske Business tirsdag kunne fortælle har ramt hver fjerde filial siden 2011.

Dels at flere og flere filialer bliver kontantløse, og det gør blandt andet kassepersonalet overflødigt.

Nordea er den bank med flest filialer i Danmark, men her er tallet også nedadgående. Bare fra 2013 til 2014 faldt det med 27 fra 181 filialer til 154. Af dem er 90 kontantløse filialer, og banken forventer, at det tal kan være stigende, oplyser pressechef Stephan Ghisler-Solvang. Mange kunder benytter sig eksempelvis i stigende grad af de løsninger, der ligger online, og på den måde forsøger banken at imødekomme kundernes behov trods færre filialer.

Finanssektorens Arbejdsgiverforening ser også den tiltagende digitalisering som en af årsagerne til, at der er blevet færre ansatte i branchen.

»Tingene bliver i stigende grad digitaliseret, og derfor kan nogle administrative processer blive erstattet af digitale,« siger direktør Mariane Dissing.

Hun fremhæver desuden sammenlægninger som en årsag til, at der er blevet skåret ned på personalet.

Her bliver nogle stillinger nemlig nedlagt for at undgå dobbeltjob.

De lavtlønnede er røget ud

Går man i dybden på rapporten, viser den, at det er de 27.579 ansatte i landets seks største banker, der står for den største bid af lønlagkagen i pengeinstitutterne. De tjener nemlig i gennemsnit 634.700 kroner, mens de 316 ansatte i landets mindste banker må nøjes med 468.100 kroner årligt.

Denne udvikling overrasker ikke hos Finansforbundet, hvor formanden Kent Petersen mener, at lønstigningerne har fulgt resten af det private marked.

»Det er samme mekanik. Det er også i de store banker, der er blevet fyret flest og lukket flest filialer. Så giver det næsten sig selv, at det er de lavtlønnede, der er røget ud,« siger Kent Petersen.

Også lønstigningen er foregået ujævnt. I de seks største banker er de ansattes løn i gennemsnit steget med 50.200 kroner siden 2010, så de i dag har en årsløn på knap 645.000 kroner.

Medarbejderne i de små pengeinstitutter har til sammenligning kun fået 15.200 kroner mere i lønningsposen, så de i gennemsnit tjener godt 475.000 kroner.

Den absolut højeste gennemsnitsløn scorer de knap 670 medarbejdere i Nykredit Bank, der i 2014 kunne hive 781.000 kroner hjem om året. Tendensen med færre ansatte til en højere løn ser ud til at fortsætte. Ifølge rapportens fremskrivninger vil antallet af medarbejdere i løbet af 2015 falde til 35.768 mod 36.727 i 2014.

Lønniveauet ser ud til at få endnu et pænt løft fra 513.800 kroner til 522.500 kroner – altså 8.700 kroner over den gennemsnitlige årsløn for bankansatte i 2014.

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen