Berlingske Business
09:21Forbrugertillid lavere end ventet for oktober

"Det er jo ikke som i 80'erne, hvor folk står og råber og kaster med papir"

Det udløste et sandt drama på aktiemarkederne, valutamarkedet og de øvrige finansielle markeder, at Storbritannien nu forlader EU. I storbanken Nordea var traderne og analytikerne på arbejde hele natten for at følge og reagere på konsekvenserne af det overraskende Brexit.

Da Brexit blev en realitet omkring kl. 04.00 natten mellem torsdag og fredag dansk tid, begyndte aktiemarkedet og de øvrige finansielle markeder at styrtbløde. På handelsgulvet i Nordeas danske hovedsæde i København skulle traderne og analytikerne følge udviklingen tæt og agere under de vilde omstændigheder.

»Det er en dag, som vi kun oplever hvert femte eller tiende år,« siger Niels From, der er global analysechef i Nordea Markets.

Pix - brexit 2

Vi befinder os på 7. etage, den øverste, i Nordeas prominente bygninger på Christianshavn i København. Gennem vinduerne er der en betagende udsigt over det solbeskinnede Københavns Havn, men det ænser de fleste på denne etage ikke.

Derimod sidder de med et konstant og koncentreret blik på skærmen foran dem. Faktisk har de fleste af dem fire skærme hver, hvorpå hundredvis af tal og grafer kun kan læses af de indforståede.

Artiklen fortsætter under billedet
nordea2
Handelsgulvet i Nordea fredag den 24. juni 2016. Foto : Ida Marie Odgaard

Her sidder tradere af mange forskellige nationaliteter og omkring dem sidder analytikere samt salgsfolk, der kommunikerer alle relevante oplysninger og observationer videre ud til kunderne. Det sker gennem telefonen, gennem chat, gennem liveblog og gennem diverse nyhedsbreve.

Nogle har været til stede hele natten. Andre er mødt ind i løbet af de tidlige morgentimer og klokken halv syv sad stort set alle ved deres skærme.

»Normalt bliver København lukket over natten, og så er det vores markedsoperationer i New York og Singapore, der håndterer det. I dag har vi desuden haft folk på handelsgulvet 24/7 i København, og det er helt exceptionelt,« siger Niels From.

Pix: Bank of England

Gårsdagens udvikling på de finansielle markeder samt oddsene fra bookmakerne tydede på, at UK ville forblive en del af EU. Men i løbet af natten blev det mere og mere klart, at briterne var på vej ud af EU.

Omkring klokken 01.30-02.00 - mens natten stadig var ung for de nybagte studenter, der højlydte tumlede rundt i de københavnske gader - kunne de koncentrerede bankfolk i Nordea se de første tegn på en ny virkelighed. Afstemningsresultaterne fra flere af de vigtige distrikter i Storbritannien tikkede ind, og det gav store hug til kursen på det engelske pund.

Artiklen fortsætter under billedet
Nordea1
Handelsgulvet i Nordea fredag den 24. juni 2016. Usikkerhed for aktiemarkedet efter Storbritanniens exit fra EU. Foto : Ida Marie Odgaard

Da resultatet var klart omkring klokken 04.00, kom det største kursdyk, så pundet i forhold til den amerikanske dollar røg ned i laveste niveau i hele 31 år. Herpå fulgte alle reaktionerne; blødende aktiemarkeder og investorer, der søgte over i såkaldte sikre havne såsom schweizerfrancen, den japanske yen og den danske krone.

Men alt dette var Nordeas tradere og analytikere forberedte på. Og så begyndte den store mølle.

»Vi har skullet fordøje alle de informationer, som vi har fået. Men det er jo et scenarie, som vi har forberedt os på. Vi har opereret med et Bremain- (UK bliver i EU, red.) og et Brexit-scenarie (UK forlader EU,red.). Så vi skulle jo ikke til at gentænke alt. Vi har haft conference calls med vores handelsgulve i de nordiske hovedstæder, så de også kan tale med alle vores kunder. Vi har haft store interne møder. Og vi har haft conference calls med flere hundrede kunder både på dansk og engelsk. Resten af dagen skal vi skrive flere analyser, og vi skal forholde os til, hvordan det påvirker alle vores finansielle prognoser,« siger Niels From.

Blev I slet ikke overrasket over nogle af de store udsving på markederne?

»Det kan lyde arrogant at sige, at det har været som forventet. Men det har det faktisk været - givet at vi er havnet i Brexit. At vi har set så kraftige reaktioner i markedet var forventet. Vi forventede også, at markedet ville begynde at korrigere tilbage, som vi har set. At Cameron (Storbritanniens premierminister David Cameron, red.) trådte tilbage var også forventet. Da Cameron talte kl. lidt over ni, var der ingen reaktion i markedet. Det ville nok have påvirket markedet mere, hvis han sagde, at han blev,« siger Niels From.

Han står helt roligt og fortæller, mens han samtidig peger på skærmene for at forklare morgenens ellers dramatiske udvikling på de finansielle markeder.

Artiklen fortsætter under billedet
Niels
Niels From, der er global analysechef i Nordea Markets forklarer udviklingen på de finansielle markeder. Til højre for ham står seniorstrateg på finansielle markeder, Tine Choi Danielsen. Foto : Ida Marie Odgaard

Rundt omkring sidder traderne og analytikerne. Ikke stift klædt i jakkesæt og slips, men derimod typisk i afslappede bukser og en løs skjorte eller en poloshirt. Alles borde er godt fyldt op af telefoner med et utal af knapper, specielle tastaturer og de fire skærme, så familiebillederne må nøjes med at titte frem som baggrundsskærme hos de fleste af bankfolkene.

På enkelte borde vidner små samlinger af tomme Coca Cola Zero-flasker om, at det kræver energi til hjernen at følge med, men at kalorieindtaget trods alt ikke skal være alt for højt.

Artiklen fortsætter under billedet
nordea
Foto : Ida Marie Odgaard

Få af bankfolkene er så afslappede, at de nærmest ligger i kontorstolen med benene oppe og småsnakker med hinanden, mens en enkelt kaster en lille bold op af væggen og griber den igen. De fleste sidder dog i stiv position på kontorstolen og følger intenst med på computerskærmene. Men ingen steder er der bare antydningen af panik.

»Det er jo ikke et handelsgulv som i 80'erne, hvor folk står og råber og kaster med papir. Det foregår jo meget ved, at folk sidder foran deres skærme og er virkelig fokuserede. På en dag som denne er der en intensitet, som er anderledes end normalt,« siger Niels From og analyserer dagen, som han kalder super intens.

»Det er en dag, hvor vi har mulighed for at se, hvordan både markederne og alle agenterne i markederne agerer, og hvor hurtige vi er til at integrere den information, vi får. Det går super stærkt, og det viser, at vi lever i en global verden.«

0 Kommentarer

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen