Berlingske Business

Der kommer hele tiden nye fiduser

Der kommer hele tiden nye fiduser - 1
»Det har været sjovt. En spændende sag på alle mulige fronter – også på grund af den store interesse. Det er jo også godt for en afdeling som vores at blive rystet sammen,« siger Bagmandspolitiets chef Jens Madsen om IT Factory-sagen. Foto:

Den skarpe økonomiske nedtur betyder fyldte skriveborde hos Bagmandspolitiet. Stein Bagger, fallerede ejendomsmatadorer og gamle kendinge presser Rigsadvokatens specialenhed for økonomisk kriminalitet. 2009 tegner til flere sager i ejendomsbranchen.

Krisetiderne viser sig tydeligt hos Bagmandspolitiet. I Rigsadvokatens enhed for økonomisk fup og svindel bugner skrivebordene med sager. Ikke fordi folk svindler eller bedrager mere. Men finanskrisen og den bratte økonomiske opbremsning får de døde fisk til at flyde op til overfladen som aldrig før. Derfor er antallet af sager på statsadvokat Jens Madsens bord på et historisk højt niveau.

»Der har været fusk, svindel og humbug hele tiden. Ingen tvivl om det. Men når tingene bryder sammen, kommer sagerne til os, og vi har helt klart mere travlt end tidligere«, siger Jens Madsen.

Derfor er efterforskningen af økonomisk fup og svindel højt på dagsordenen hos det danske politi i det kommende år. Bagmandspolitiet udpeger selv sager som følge af den økonomiske nedtur blandt det allermest vigtige i 2009, og her ventes fallerede ejendomsmatadorer at blive faste gæster foran Bagmandspolitiets anklagere.

Skrappere krav
Bagmandspolitiet, der officielt går under navnet Statsadvokaten for Økonomisk Kriminalitet (SØK), skal selv løfte en række af de store sager. Men kravene til de tolv politikredse bliver også skærpet for at øge indsatsen mod økonomisk kriminalitet.

»I modsætning til tidligere år vil der være nogle højere incitamenter og skrappere krav til politikredsene fra Rigsadvokaten om økonomiske sager. Det skal tages alvorligt i endnu højere grad end før,« understreger Jens Madsen.

I hver af de tolv politikredse sidder en specialafdeling, der skal efterforske økonomisk kriminalitet, mens Bagmandspolitiet skal tage sig af de store sager og understøtte kredsene i de mindre. Men politikredsene har endnu ikke levet op til forventningerne, og derfor holdes der skarpt øje med kredsenes evne til at opklare økonomiske fupsager.

Store sagskomplekser er der flere af i krisetider, og i den forbindelse lægger Jens Madsen ikke skjul på, at antallet af medarbejdere hos Bagmandspolitiet ikke modsvarer de mange store som små sager.

»Det er noget, som vi er særligt opmærksomme på. Vi føler lidt, at der bliver hevet i os fra alle sider. Vi skal understøtte politikredsene i sager om økonomisk kriminalitet, og dermed bliver der trukket i os for at stille viden til brug for det samlede system. Men skal så bare være opmærksom på, at de samme folk altså ikke samtidig kan efterforske SØK-sager,« advarer Jens Madsen.

Vi er tilfredse
De mange sager stiller store krav til hele Bagmandspolitiets organisation på Ydre Østerbro i København. Når først folk er kommet indefor, løber de ingen steder. Men selve rekrutteringen af økonomiske efterforskere er svær, da det kan tage fire-fem år at uddanne en særlig økonomisk politiefterforsker. Samtidig kan det være svært for Bagmandspolitiet at tiltrække jurister til det nybyggede hovedsæde på Bryggervangen, hvor lønningerne er i en helt anden klasse end hos de store advokatfirmaer.

Jens Madsen har siden 2006 været øverste chef for Bagmandspolitiet, der ofte er øretævernes holdeplads. For slappe, for usynlige og ofte med fiasko i de toneangivende vigtige sager, har kritikken lydt utallige gange. Standardsvaret fra Bagmandspolitiet hiver Jens Madsen atter engang op af skuffen.

»Vi får medhold i 85 procent af vores sager, og det er vi sådan set tilfredse med,« lyder det fra Jens Madsen, som det ofte har lydt fra ham og hans forgængere.

Men i flere af de store sager har Bagmandspolitiet rent faktisk haft succes de sidste to år. Peter Brixtofte fik to år i Højesteret i den såkaldte sponsorsag, mens den tidligere Farum-borgmester ligeledes fik to år i hovedsagen i byretten. Man kan også pege på dommen på seks års fængsel til stifteren af Memory Card Technology John Trolle ved byretten i København og ligeledes seks års fængsel til den fallerede finansmand Klaus Riskær Pedersen. I den såkaldte Gul Feber-sag, der omhandler momssvindel for omkring 200 millioner kroner, fik alle tiltalte fire og seks år. Endelig fik Bagmandspolitiet i denne uge sendt tidligere Tvind-talsmand Poul Jørgensen to år og seks måneder bag tremmer.

»Der vil også altid være sager, hvor vi ikke får medhold i. Nogle gange bevæger vi os ind på et område, som ikke er voldsomt afprøvet før. Sommetider vil vi få kritik for det, men det tager vi i og for sig rimelig roligt. Hvis vi ikke løftede nogle af de svære sager, der nogle gange går os imod, så lever vi ikke op til det, der er opgaven for SØK. Nemlig, at man også skal kigge på nogle af de særligt vanskelige områder, som kan være en gråzone eller et uprøvet område for domstolene,« siger han.

Kunstige priser
2009 bliver et travlt år for Bagmandspolitiet. Dels skal den historiske svindelsag fra IT Factory løftes, mens der samtidig arbejdes på en sigtelse mod den tidligere dømte ejendomsmatador Kurt Thorsen for groft skattesvig. Samtidig nærmer sagen mod den berygtede selskabstømmer Bjørn Stiedl sig sin afslutning efter en ren marathon-retssag.

Derudover følger hele retsopgøret i forlængelse af de såkaldte pantebrevskarruseler. Bagmandspolitiet har lige nu sager mod det kollapsede ejendomsselskab Abaris og den fallerede ejendomsmatador Kenneth Schwartz Thomsen. Samtidig er der to til tre andre sager på vej i politikredsene.

Fællesnævneren i de sager er, at der blandt internt forbundne parter er blevet handlet ejendomme kunstigt op. I sagen med Kenneth Schwartz Thomsen er de kunstigt oppumpede ejendomme blevet brugt til at hjemtage millionlån i Roskilde Bank, hvilket var en stærkt medvirkende årsag til bankens kollaps. Den sag er dog langt fra en enlig svale, og flere politisager er utvivlsomt på vej.

»Der vil komme flere sager – især inden for ejendomsbranchen. Det er ikke sager vi har nu; men man kan se, at der er en række ejendomsmatadorer, som er gået konkurs eller er ved at gå konkurs. Vi vil helt sikkert se flere af den slags sager i år,« siger Jens Madsen.

Man skal dog ikke vente at se Bagmandspolitiet selv gå ud og vælte de fallerede ejendomsmatadorer. Holdningen er at man venter på de forskellige konkursadvokaters gennemgang af konkursboene. Hvis der har været fup, svindel, skattesvig eller lignende, er de enkelte kuratorer forpligtet til at sende sagen videre til Jens Madsens skrivebord.

Selv om skrivebordene bugner, og tiderne betyder travlt som aldrig før, ser Bagmandspolitiet i høj grad de samme fupnumre og samme fupmagere – bare i forskellig forklædning.

»Vi har nogle gamle kendinge, som har været kendt i huset her i lang tid. De bevæger sig lidt inden for forskellige områder. Det kan være pantebreve som nu; men det er gået lidt i bølger, hvad der er moderne. Momskarruseller var meget populære i slutningen af 1990erne. Vi troede, at vi havde fået kål på det, men så dukkede der nogle op de seneste par år. Det er de samme mønstre, men der opstår selvfølgelig hele tiden nye fiduser.«

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Venezuela har verdens største oliereserver – og en årlig inflation på 100.000 pct. Hvad er det lige, der sker?For en dansk investor var Venezuela frem til for få år siden interessant, fordi ØK havde s...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen