Berlingske Business

Danske Bank vs. Nordea: Her er deres udfordringer

De to største banker i Danmark, Nordea og Danske Bank, har begge skiftet markant ud i topledelsen i løbet af de seneste måneder. Og de nye direktører står over for hver deres udfordringer.

I løbet af ganske få måneder har de to største banker i Danmark, Nordea og Danske Bank, skiftet markant ud i deres topledelser.

Den 55-årige finne Casper von Koskull tiltrådte 1. november som koncernchef i Nordea. Lige under ham har danske Torsten Hagen Jørgensen taget skridtet op fra stillingen som økonomidirektør til vicekoncernchef og operativ chef, og finske Heikki Ilkka overtager hans tidligere direktørstilling.

Nordea

Hos Danske Bank får den norske topchef Thomas F. Borgen, der i 2013 overtog posten fra Eivind Kolding, selskab af 37-årige Jacob Aarup-Andersen, der officielt overtager Henrik Ramlau-Hansens post som økonomidirektør den 1. april 2016.

»Der er ingen tvivl om, at Danske Bank og Nordea har fået fat i direktører, som både er beslutsomme, argumenterende og lyttende, og det kan godt være svært. Der står Danske Bank og Nordea stærkere end de andre banker. Men de står også begge over for en række udfordringer,« lyder det fra Lars Krull, bankekspert og seniorrådgiver fra Aalborg Universitet.

Og hvilke udfordringer får de nye direktører så i fremtiden? De to banker har hver især mange problemer at udrede, og i de kommende år kommer der til at blive travlt på direktionsgangene hos landets to største banker.

Artiklen fortsætter under billedet
Afskedsreception for Christian Clausen
Her ses Casper von Koskull og Torsten Hagen Jørgensen. (Foto: Sophia Juliane Lydolph/Scanpix 2015) Foto : Sophia Juliane Lydolph

Nordeas IT-udfordring

Mens Christian Clausen styrede Nordea sikkert gennem finanskrisen, var der andre områder, hvor Nordens største bank haltede efter konkurrenterne.

Et af disse var IT-området. Nordea har i længere tid været Danske Bank underlegen, når det kommer til udvikling af IT-systemer, men det har banken i sinde at lave om på. Bankens nye koncernchef og administrerende direktør, Casper von Koskull, står således bag en historisk stor investering, hvor et tocifret milliardbeløb skal gå til netop IT-udvikling i banken.

Og det er bestemt ikke et tilfælde, at Torsten Hagen Jørgensen blev forfremmet fra økonomidirektør til vicekoncernchef under Casper von Koskull. Som økonomidirektør var Hagen Jørgensen med helt inde i bankens maskinrum i forhold til IT-udvikling.

Nordea

Den digitalt orienterede vicekoncernchef

Netop derfor er Torsten Hagen Jørgensens forfremmelse ifølge bankanalytiker fra Jyske Bank Thomas Eskildsen et klart strategisk træk fra Nordea, som dog kan rende ind i problemer, fordi de på den digitale side har været for langsomme i forhold til konkurrenterne. Herunder Danske Bank, som har haft enorm succes med blandt andet deres populære mobilbetalingsløsning MobilePay.

»Nordea har haft et efterslæb på deres IT-systemer, og det er det, de er ved at hente ind i de kommende år. Man skal ikke underkende, at Nordea i en periode kan have en mindre effektivitet, fordi det trækker enorme ressourcer ud af organisationen, når man skal ændre sine systemer,« lyder dommen fra analytikeren.

Thomas Eskildsen peger dog samtidig på, at Nordea har hentet flere hundrede nye medarbejdere ind, som knokler for bankens digitale fremtid. Og på grund af bankens størrelse vurderer Lars Krull, at Nordea står stærkt i forhold til den forestående digitale omstilling.

Nordea

»Selvfølgelig er det en udfordring og en stor opgave, men de har størrelsen til at bruge de nødvendige ressourcer, uden at det lægger ledelsen ned,« siger han.

Oprydningen spøger stadig i Danske Bank

Hvor den digitale udvikling i Nordea halter efter Danske Banks, ser det anderledes ud på den overordnede indtjening.

Danske Banks norske administrerende direktør Thomas F. Borgen og hans nyudpegede økonomidirektør Jacob Aarup-Andersen skal således kæmpe hårdt for endnu engang at gøre deres virksomhed til den danske banksektors stolthed.

Derfor er topledelsen i Danske Bank i gang med et større oprydningsarbejde efter finanskrisen. Siden han tiltrådte som topdirektør i 2013, har Thomas F. Borgen haft travlt med at rydde op i alle dele af bankens tvivlsomme aktiviteter i fortiden.

Artiklen fortsætter under billedet
Thomas F. Borgen, ny administrerende direktør i Danske Bank.
Thomas F. Borgen, administrerende direktør i Danske Bank siden 2013. Foto : Thomas Lekfeldt

Her var den fejlslagne reklamekampagne »New Standards« med til at skade bankens image blandt danskerne, ligesom tvivlsomme forretningseventyr har sat deres tydelige præg på bankens bundlinje. Blandt andet endte bankens såkaldte »irske eventyr« tilbage fra 2004 med et underskud på 33 milliarder kroner.

Derfor har det ifølge Thomas Eskildsen været nødvendigt for den nye topledelse at fokusere på at vende hver en lille sten i Danske Bank, mens Nordea har fokusret på at tjene penge på et marked med et lavt renteniveau. Men oprydningen er ifølge analytikeren ved at være afsluttet.

Thomas Eskildsen forklarer således, at den proces, der kører nu, er udtryk for, at Danske Bank både har kræfterne og det rigtige ledelsesmæssige fokus til at bringe bankens lønsomhed tilbage i toppen blandt de nordiske banker.

Danske Bank Minister åbner op for tilslutning til bankunion

»Oprydningen efter den irske satsning er tæt på at være afsluttet, efter at den fyldte meget i en årrække og krævede mange ledelsesmæssige ressourcer. Over de seneste to år har den nuværende ledelse gennemført et business review af hver enkelt enhed i banken og på den baggrund igangsat en række tiltag for at optimere lønsomheden. Nogle enheder har man vurderet ikke længere skal være en del af banken, bl.a. personal banking-enhederne i Baltikum,« siger Thomas Eskildsen.

Nordea bedre på lønsomheden

Mens Danske Bank har kæmpet med skuffende økonomiske resultater siden finanskrisen, har Nordea siden 2008 ikke haft samme problemer med lønsomheden på trods af et lavt renteniveau. Også selv om deres nettorenteindtægter derfor ikke har rykket sig meget.

»Nordea står stærkt på lønsomheden, hvor de er et skridt foran Danske Bank. Det går især godt på deres kapitalforvaltningsenhed, hvor de har haft held med at satse rigtigt i tide i forhold til at få en god indtjening på trods af lavrentemiljøet,« lyder det fra Thomas Eskildsen.

Nordea

Og selv om det lave renteniveau gør ondt på bankerne, mener analytikeren, at Nordea har været ude i bedre tid end deres konkurrenter med at få flyttet deres indtægter fra udlån og indlån og over mod andre poster end deres nettorenteindtægter.

Markedets lave renteniveau og topledelsens store oprydningsarbejde gør til gengæld, at Danske Bank er udfordret på lønsomheden, fordi det er en udfordring for dem at tjene penge på rentemarginalen.

Artiklen fortsætter under billedet
Jacob Aarup-Andersen
Økonomi-direktør i Danske Bank fra 1. april 2016, Jacob Aarup-Andersen Foto : Thomas Lekfeldt

Begge dumper på kundetilfredshed

Samtidig peger Kim Valentin, privatøkonomisk rådgiver og ejer af Finanshuset i Fredensborg, på, at Thomas F. Borgens plan om at gøre banken mere kundeorienteret, simpel og effektiv endnu ikke helt er fuldført.

»Han har prøvet på det, men det er ikke helt lykkedes. Han har ikke fået banken op på tidligere tiders niveau, og kunderne er stadig kede af bankens blakkede ry,« siger Kim Valentin.

Nordea

Bankens image kan ende med at blive et stort problem for Danske Bank, der risikerer at miste store dele af sine kunder til mindre banker, fordi låntagerne begynder at se sig om efter andre alternativer. Det vurderer Thomas Eskildsen.

»Det er vigtigt for Danske Bank at få sin kundetilfredshed op hurtigst muligt, inden låntagerne bliver endnu mere mobile – konkurrencen mellem bankerne er øget væsentligt over de seneste år, og det er afgjort en risiko, at kunderne flygter til de små nichebanker,« siger han.

Generelt har Danske Bank store problemer med kundetilfredsheden. Ifølge en meningsmåling, som er lavet for Jyllands-Posten af Voxmeter, ligger Danske Bank lavere på kundetilfredsheden end Nordea.

Trods den pæne indtjening i banken står Nordeas topledelse dog også med et problem i forhold til deres kunders tilfredshed. Meningsmålingen viser således, at den samlede kundetilfredshed i Nordens største bank siden 2008 er faldet med 12,1 procent, mens den »kun« er faldet med ni procent i Danske Bank.

24BUSBagside-Aarup-Andersen.jpg

Og ifølge Christian Stjer, administrerende direktør i Voxmeter JP, kan den faldende tilfredshed blandt kunderne skyldes en forkert strategi blandt Nordeas øverste ledelse.

»Nordeas kunder fortæller oftere end før, at de er sure over, at de oplever en uklar kommunikation fra banken. Det falder i sidste ende tilbage på ledelsen, siger han.

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen