Berlingske Business

Dankort-ejer vil skyde milliarder i europæisk væksteventyr

Nets' direktør Bo Nilsson
Nets' direktør Bo Nilsson Foto:

Nu ligger vækststrategien klar for betalings­tjenestevirksomheden Nets, der alene i 2015 vil bruge tre-fire mia. kroner på nye opkøb. I fremtiden skimtes en børsnotering.

Det er oplagt at skele til en af de barskeste kapitalfondes største opkøb nogensinde – amerikanske KKRs køb af betalingstjenestevirksomheden First Data for 28 mia. dollar i 2006, og som siden er gjort til Nordamerikas største aktør på betalingsområdet.

Forskellen er, at historien i dag fortælles fra et hjørnekontor i Ballerup, hvor Nets’ topchef Bo Nilsson forklarer, hvordan ejeren af Dankortet, Betalingsservice og NemID fremover kan købe europæiske og nordiske udbydere af betalingsvirksomheder og blive til en europæisk gigant.

Det væsentligste fællestræk er et fragmenteret europæisk marked med mange mindre aktører og så en stærk, rig og risikovillig ejerkreds, som har modet til opkøbsridtet.

Bo Nilsson er allerede i gang. Efter at have været ejet af de to amerikanske kapitalfonde Bain Capital og Advent International samt danske ATP i bare otte måneder har han allerede købt tre virksomheder – Paytrail, Dibs og Payzone – for i alt ca. én mia. kroner, og han er klar til at købe yderligere op i 2015:

»Jeg forventer, at vi kommer til at købe op for tre-fire mia. kroner i 2015. Vi har brug for at købe mere op i Sverige, mens vi er på plads i både Norge og Danmark. I den udstrækning, der måtte komme muligheder i Finland, vil vi gerne styrke vores tilstedeværelse på det område,« siger han.

24BUSPix-Sass.jpg

Men det er kun begyndelsen for Nets, som danske og nordiske banker solgte for 17 mia. kroner i juli. Nu er strategien lagt fast sammen med de nye ejere – de første to år vil gå med investering, de næste to år med stabilisering og så to år med at udvikle virksomheden mod en børsnotering.

»Vi er jo stadig i en investeringsfase. Der kommer et tidspunkt, hvor man er mere i en konsolideringsfase, og så er der selvfølgelig også en dag, hvor selskabet skal børsnoteres. Vi er kun otte måneder inde i første periode, og der er god appetit fra vores ejere om at træffe de rigtige beslutninger nu, således at vi kan integrere de virksomheder og stabilisere vores platforme til den dag, hvor vi skal på børsen. Så 2015 er et godt år for os til at gå hårdt efter yderligere opkøb,« siger han.

Det er en klassisk kapitalfondscyklus, men ifølge Bo Nilsson er det naturligt at se ud over Norden på et tidspunkt, når det gælder opkøb:

»Nu har vi 12-24 måneder til at komme på plads i Sverige. Branchen i Europa er meget fragmenteret. Det faktum, at vi er den næststørste spiller i Europa inden for vores branche er jo interessant, fordi vi sidder på et relativt lille befolknings- og geografisk område. Vi ved, at der er selskaber, der er ved at blive solgt. Der går både en masse rygter om Italien, Frankrig og England, så der er mange muligheder for på et senere tidspunkt at fortsætte en yderligere konsolidering uden for de nordiske lande,« siger han.

Omvendt kan erobringen af Nets’ akilleshæl – det svenske marked – godt komme til at trække ud. For i dag har Nets bare fem pct. af det vigtige svenske marked for kortindløsning, mens man er, hvor man gerne vil være på e-handel og terminaler. Og den svensk-baserede kapitalfond Nordic Capital, som også bød på Nets, havde held til at købe kortindløsningsselskabet Euroline af den svenske bank SEB for næsen af Nets for to mia. kroner, hvilket gav en markedsandel på 15 pct. – og det er altså også i Sverige, at Nets vil købe op for tre-fire mia. kroner.

pbs

»I Sverige er meget af infrastrukturen ejet af bankerne, og jeg tror, at de overvejer, om de skal investere i infrastrukturen, eller om de skal sælge det. Det er klart, at Sverige er et marked, hvor vi har fokuseret meget. Vi vil gerne købe mere i Sverige, og vi håber, at bankerne kommer til den konklusion, at vi har mere skala, end de har, og det derfor er bedre for dem, at vi ejer infrastrukturen. For os er det naturligt at gå efter opkøb frem for organisk vækst,« siger Bo Nilsson.

Det går da heller så hurtigt fremad hos Nets, som Bo Nilsson kunne ønske sig. I 2014 kom Nets ud med en omsætning på 8,6 mia. kroner, hvilket er udtryk for en beskeden vækst, som næppe tilfredsstiller de ambitiøse købere.

»Vi har solgt en del ting tidligt i året, og vi har købt virksomheder meget sent på året. Så vi har mistet en omsætning i den mellemliggende periode. Desuden er den norske krone blevet svagere. Hvis vi stripper de to effekter væk, så har vi haft en underliggende vækst på 1,2 pct. Jeg er tilfreds med vores resultat, men jeg har da helt klart større ambitioner, hvad angår vækst i vores omsætning. 1,2 pct. er ikke prangende, og det er noget, som vi burde og kunne gøre bedre,« siger Bo Nilsson, der har en målsætning om en omsætningsvækst på fire-seks pct. i 2015.

Også i eget hus er Nets i gang med at investere og effektivisere. For nylig er der nedlagt 220 stillinger i Danmark, Sverige, Norge, Finland og Baltikum. Nets er også i gang med en omfattende ændring af organisationen, hvor økonomi- og IT-styring bliver mere decentralt. Det skal gøre det lettere at vurdere lønsomheden i hvert enkelt projekt.

For at vende tilbage til sammenligningen med KKR har købet af First Data ikke kun været en nem øvelse for pengemændene bag Kohlberg Kravis Roberts & Co (KKR), der i erhvervskredse blev udødeliggjort af købet af RJR Nabisco – som blev til den berømte bog og film om virksomhedshandel »Barbarians at the Gate«.

For KKR sidder stadig på First Data og skyder stadig penge ind i håbet om at skabe en virksomhed, der udvikler sig til at være en betalingsformidler til at være en meget bredere udbyder af finansiel teknologi inden for områder som cybersikkerhed og dataanalyse.

Tiden vil vise, om ejerkredsen bag Nets er ude på en lige så lang rejse.

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen