Berlingske Business

Frygter mest bølgen fra Østeuropa

I 2003 blev alle produktionsmaskiner fra søsterselskabet i København flyttet til Århus, hvor der i den forbindelse blev investeret syv mio. kr. i en ny trykmaskine. Året efter blev der investeret yderligere 18 mio. kr. i nye maskiner. På den baggrund føler adm. direktør Vagn Strøier, Mammens Emballage a/s, Højbjerg, at virksomheden står godt rustet til udfordringerne i 2005.

Mammens Emballage er kartonnageproducent og producerer farvestrålende kasser og æsker til fødevareindustrien, hvor de bruges som emballage til bl.a. fisk, frugt og grønt.

Ti fulde vognlæs tog det at flytte maskinerne fra København. De stod klar i Århus i slutningen af 2003. Tilbage i København er et salgs- og ordrekontor med to medarbejdere, mens syv i produktionen måtte finde andet arbejde. Til gengæld er der nyansat seks i Århus, hvor der ialt er 47 medarbejdere.

Lukningen af produktionen i København skete ikke gnidningsløst og uden ekstra økonomiske omkostninger. Da medarbejderne fik beskeden, fandt et par stykker straks andet job, mens fraværet blandt de resterende steg fra cirka tre procent til cirka 20 procent, og det blev nødvendigt at flytte opgaver hurtigere til Århus end planlagt. Emballagevirksomheden måtte derudover ansætte nye medarbejdere i Århus og sende dem til København for at holde gang i produktionen, indtil lukningen var gennemført. I flere måneder havde virksomheden udstationeret tre-fem medarbejdere København med udgifter til hotel, diæter, rejser m.m. til følge. Med nye folk til at betjene maskiner, de ikke kendte, steg spildprocenten. Alt dette var med til, at Mammens Emballage i 2003 fik underskud, forklarer Vagn Strøier.

Hvordan har du gearet din virksomhed til at komme igennem 2005?

- I 2004 har vi investeret 18 mio. kr. i en ny trykmaskine og en ny stansemaskine. Vi var gearet til store oplag og manglede maskiner til mindre oplag. Mange virksomheder ønsker emballage med privat label og brands. Det gør, at vi ofte får flere mindre ordrer, og det stiller andre krav til vort produktionsudstyr. I begyndelsen af 2005 går vi over til toholdsdrift med to daghold og et aftenhold. Ved toholdsdrift kan vi øge vores fleksibilitet og bedre udnytte vores nye investeringer.

Lancerer du nye produkter?

- Nej, det er der ingen planer om. Vi fastholder fokus på fødevareområdet, men vi har holder øje med udviklingen på nonfood området, hvor efterspørgslen er stigende.

Venter du øget omsætning, og hvilke kunder vil du sælge mere til?

- Jeg venter faldende omsætning i 2005. De store multinationale selskaber centraliserer deres produktion og indkøb af emballage i Midteuropa. Et godt eksempel, der ganske vist er nogle år gammel, er Frisko Is, der blev lukket i Århus. Da mistede vi cirka 25 mio. kr. i omsætning. Midt i 2003 forlod vi det svenske marked, fordi vi ikke kunne konkurrere på grund af den lave svenske krone. Hertil komme, at det danske forbrug af kartonnage ikke stiger. Tværtimod falder det på grund af kunders udflytning af produktion fra Danmark. Dermed er der færre tons at konkurrere om for producenterne, og samtidig er vores produktionsomkostninger herhjemme forholdsvis høj. De danske karonnageproducenter bruger tilsammen cirka 60.000 tons råkarton. Flere af de store producenter i Midteuropa bruger hver især fra 300.000 til 360.000 tons råkarton om året.

Venter du skærpet/mindsket konkurrence konkurrence, og hvorfra kommer den?

- Jeg venter skærpet konkurrence fra Østeuropa. De store europæiske producenter producerer også i Østeuropa, og det presser os, fordi de har fordel af lavere lønninger, lavere miljøomkostninger og billig fragt fra Østeuropa. I Tyskland vælter polske og russiske lastbiler ind over grænsen med kartonnageprodukter fra Østeuropa og Baltikum.

Har du planer om investeringer i 2005, og hvad investerer du i?

- Vi har planer om at optimere klæbeafdelingen, hvor kartonnagen limes. Derudover har vi planer om at investere i nyt udstyr til produktion af koniske bakker til bl.a. frugt og grønt.

Har du sparet på dine omkostninger, og hvor vil du rationalisere?

- Investeringerne i 2003 og 2004 betød, at vi reducerede produktionen med to-tre medarbejdere. Vi er nu nede på 34 i produktionen og 13 funktionærer, og vi kan ikke komme meget længere ned.

Har du brug for flere/færre medarbejdere?

- Vi har optimeret og rationaliseret og vil lejlighedsvis hente medarbejdere ind, men den faste stab skal ikke udvides.

Hvad håber du mest for det kommende år?

- Ovenpå nogle turbulente år i såvel virksomheden som i branchen håber vi, at vi kan udvikle os, og at branchen kan finde sin rette plads i det europæiske hierarki. Der er sket mange opkøb og fusioner i Europa, og vi håber, at de store konkurrenter får organiseret deres firmastrukturer og får sat fokus på bedre indtjening. Der er behov for en mere rolig strukturudvikling i Europa. Når de store går over broen, gungrer det nogle gange så meget, at vi andre risikerer at falde i vandet. Vores virksomhed er for lille til at være interessant for de helt store, og desuden har vi et klart ønske om at fortsætte som selvstændig virksomhed, fordi vi tror på, at der i høj grad er brug for virksomheder med vores størrelse og indstilling, når det gælder fleksibilitet og innovation, ordholdenhed og kvalitetsbevidsthed.

Hvad frygter du mest for det kommende år?

- Bølgen fra Østeuropa. Herhjemme sidder tre store producenter (Schur, Danapak, SCA, red.) tilsammen på omkring 60 pct. af markedet. Når de bliver presset på grund af kunders indkøb i Østeuropa, skal de ud og finde noget andet. Og så går de ofte ned i segmentet og henvender sig til vore kunder.

..................................

Mammens Emballage a/s, Højbjerg.

Branche: Emballageindustrien

Produkter: Emballage (kasser og æsker) til fødevareindustrien

Omsætning, 2004: 65,5 mio. kr.

Overskud før skat: 3,9 mio. kr.

Antal ansatte: 47

Største udfordring i 2005 bliver at udvikle virksomheden og drage nytte af de gennemførte investeringer i 2004 og fastholde sorte tal på bundlinien i regnskabet. Det bliver det sidste årsregnskab, adm. direktør Vagn Strøier, 64 år, har ansvaret for. Han fratræder 31. december 2005 og bliver medlem af bestyrelsen samt salgsmand på Sjælland. Virksomheden, der blev grundlagt i Århus i 1889, er ejet af en familiefond. Virksomheden har 11.500 kvm under tag i Højbjerg.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Danske pensionsselskaber kan lige nu fortælle om afkast, der ligger og svinger i størrelsesordenen 0-3 pct. Det er langt fra sidste års to-cifrede gevinster, men der er en gode forklaringer på, at afk...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen