Berlingske Business

Energi Danmark vil være Energi Europa

I de kommende år vil elhandelsgiganten Energi Danmark udvide sin forretning fra Skandinavien til store dele af Nordeuropa. Åbningen af det europæiske elmarked giver store muligheder, forklarer direktør.

I bestyrelseslokalet, der ligger i forlængelse af Jørgen Holm Westergaards kontor, hænger der et kort over Skandinavien og det allernordligste Tyskland. Fire steder på kortet, i Tyskland, Sverige, Finland og Danmark, står der et lille logo for hvert af Energi Danmarks datterselskaber.

Jørgen Holm Westergaard har dog bestilt et nyt kort. For det er ikke længere nok kun at have overblik over Skandinavien. Over de kommende år vil Energi Danmark nemlig rulle sin forretning ud på en række store europæiske markeder som Polen, Holland, Storbritannien og Frankrig i en offensiv, der er noget nær uset i dansk energihistorie:

»Jeg sidder med en klar fornemmelse af, at Europa er i sit forår på energisiden. Hvis energiunionen virkelig kommer til at fungere, så skal vi være med fra dag ét,« siger administrerende direktør i Energi Danmark, Jørgen Holm Westergaard.

Enormt potentiale

Med en omsætning på over 12 milliarder kroner er Energi Danmark allerede en stor spiller på det nordiske marked for elsalg, men selv en omsætning i den tocifrede milliardklasse blegner, når man holder den mod det europæiske potentiale.

Elmarkedet i Tyskland er alene omkring tyve gange større end det danske. Energi Danmark slog sig i 2013 ned i Tyskland, men begyndte først sine egentlige forretninger i 2014, og det går over alt forventning. Allerede nu har selskabet det tyske forsvar, Bundes-wehr som kunde, og i 2016 kan man også skrive byen Hamburg i kundekartoteket.

»Vi har en ambition om at få en markedsandel på 3,5-3,75 procent i Tyskland. Det svarer til mere end hele Danmarks energiforbrug. Det vil vi arbejde målrettet på over de næste otte år,« siger Jørgen Holm Wester­gaard, der dog ikke regner med, at man kommer sovende til målet:

»Det er ikke noget, der kommer af sig selv. Vi skal løbe stærkt, men jeg vil vurdere, at det er en realistisk mulighed.«

Danmark er på mange måder langt fremme i energisektoren. Om det er på produktionssiden eller på salgssiden, så står vi som land over vores vægtklasse. Energi Danmark håber på at kunne tage markedsandele ved at sælge nye varer til tyskerne og ved at gøre ekstra meget ud af tyskernes ordnung muss sein.

»Vi vil tilbyde dem nogle nye porteføljeprodukter, og det er forholdsvis nyt for dem. Desuden tilbyder vi et administrativt setup, der gør – og det lyder banalt – at vi kan fakturere rigtigt og rettidigt. Det er faktisk et vigtigt konkurrenceparameter. Det skal bare være i orden.«

Stor tiltro til Vestager

Energi Danmark er ejet af en række danske energiselskaber og har solgt strøm til dansk erhvervsliv og offentlige institutioner siden slutningen af 90erne. I dag er selskabet, som nævnt, til stede over hele Norden samt syd for grænsen. Jørgen Holm Westergaard havde egentlig regnet med, at man ville gøre sit indtog i Tyskland i 2007, men markedet har kort sagt ikke været klart. Men det er på vej med hastige skridt.

Særlig én person har løftet Jørgen Holm Westergaards tiltro til, at elmarkederne uden for vores nordiske broderlande er værd at gå efter. Det er den danske konkurrencekommissær Margrethe Vestager.

»Internt er det tyske elmarked svært. Man skal helt lavpraktisk ned og søge om adgang til at levere strøm til hver eneste energimåler. På den måde har markedet ikke været klar. Men det er som om, det er ved at ændre sig nu, efter vi har fået Vestager som kommissær. Hun lader til at ville markedet, og at tingene skal fungere smidigt og ordentligt,« mener Jørgen Holm Westergaard.

Kunderne driver værket

Hvad der også skal fungere smidigt og ordentligt, er omgangen med kunderne. Energi Danmark slår sig op på, at de kan servicere deres kunder gennem den samme platform, ligegyldigt om de kun er på det danske eller flere af Energi Danmarks markeder. På den måde har energiselskabets løbende ekspansion også fulgt kundernes behov, og af samme grund stopper Jørgen Holm Westergaards ambitioner også ved alperne. På sigt kan man godt forestille sig, at både Østrig og Schweiz bliver en del af Energi Danmarks markeder, men der er ingen planer om at drage længere sydpå.

»De kunder, som vi typisk servicerer, har deres produktion på det nordeuropæiske marked. De har ikke så meget i Spanien, Italien og Grækenland, og det er sådan set det, der er afgørende,« siger Jørgen Holm Westergaard.

Den samlede servicering af kunderne bliver også slagnummeret på de nye markeder. Direktøren forklarer, at man har skudt store beløb i udviklingen af selskabets IT-platform. Så mange, at det er selskabets kronjuvel.

»Der er nogen, der har spurgt: Hvad er det vigtigste for Energi Danmark? Er det dig? Nej, siger jeg så. Er det medarbejderne? Nej, siger jeg – og så bliver folk helt mærkelige i hovedet.

Men vores største aktiv er altså hverken mig eller medarbejderne, det er vores platform,« siger Jørgen Holm Westergaard:

»Det er den bagvedliggende motor. Vi er faktisk det eneste selskab, der har en platform, hvor vi kan servicere kunderne i Norge, Danmark, Sverige og Tyskland ud fra den samme platform.«

Egenfinansieret vækst

Midt i en ekspansion må man dog som direktør stoppe op og løbe tallene igennem. Mangen en virksomhed har knækket nakken på en alt for hurtigt udvidelse. Det er Jørgen Holm Westergaard også bevidst om, men decideret bekymret er han dog langt fra.

»Hvis man ser på vores nøgletal, så har vi via egenkonsolidering bygget en egenkapital op på en milliard kroner, samtidigt med at vi har udbetalt over 250 mio. kroner i udbytte. Så vores vækst er egenfinansieret, og det vil den også være fremadrettet,« siger han.

»Men det er klart, at når omsætningen øges, så skal der være fokus på soliditet. Og der er grænser for, hvor hurtigt vi kan vokse, for det skal også være lønsom vækst,«

Jørgen Holm Westergaard er dog stødt på ét problem i forbindelse med sine ekspansionsplaner: Landkortet i Energi Danmarks bestyrelseslokale. Selskabet har efter lang tids søgen besluttet sig for at printe billedet selv. Det har nemlig, ifølge direktøren, været temmelig svært at finde et billede i den rigtige størrelse.

»Jeg vil jo gerne genbruge rammen,« siger Jørgen Holm Westergaard med et smil.

obama

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen