Berlingske Business

Oprydderen i Finansiel Stabilitet

04BUEJes-Transboel.jpg
Jes Transbøl, som er underdirektør i Finansiel Stabilitet (statens »bankskraldespand«), og ansvarlig for at afhænde overtagne ejendomme. Han er uddannet bankmand, har læst HD og er gået over til ejendomme.

Den tidligere bankmand Jes Transbøl har fået to år til at rydde hylderne i Finansiel Stabilitet for ejendomme og er lige nu foran budgetterne.

For tre uger siden kunne Berlingske Business Ejendomme løfte sløret for Finansiel Stabilitets salg for knap 850 mio. kr. til svenskejede Niam. Handlen med syv bygninger fra Roskilde Bank og Amagerbanken var den største nogensinde i det statslige skraldespandselskab for nødlidende banker, men kun en af mange, som Jes Transbøl har gennemført, siden han for et år siden trådte ind ad døren på Kalvebod Brygge.

Oprindeligt var målet at sælge for en mia.kr. mursten i år, men nu er han tæt på den halvanden milliard, han varslede ved den store Niam-transaktion. Handler med en lille håndfuld ejendomme til ca. 120 mio. er enten lige faldet på plads eller er ved at få sat sidste underskrift.

»Vi skal nok nå de 1,5 mia. i år. Så har vi ca. 1,9 mia. tilbage i min afdeling, fordelt på 240 ejendomme. Dertil kommer ejendomme for cirka en halv mia., som ligger i andre dele af Finansiel Stabilitet.«

Jes Transbøl er ved at gøre en portefølje med restlejligheder for cirka 400 mio. klar til salg i foråret 2014. Boligerne ligger geografisk spredt, men de fleste investorer har mest kig på hovedstaden.

»Det vil vi gå i dialog med forskellige mæglere. Ved Niam-handlen fik vi solgt samlet, selv om bygningerne ligger spredt. I længden får pensionskasserne nok svært ved at fastholde et skarpt geografisk fokus, hvis de også vil sikre en vis volumen,« vurderer Jes Transbøl.

Som mange andre ejendomsfolk har han en bankfortid. Som nybagt student blev han elev i Jyske Bank, hvor der var højt til loftet.

»Her var frihed under ansvar, og de sidste tre-fire år var jeg ansvarlig for tilgangen af nye erhvervskunder i 13-14 afdelinger,« siger Jes Transbøl.

Efter 11 år i banken kom han til IT-leverandøren Compaq, som ville gøre operationel leasing af udstyr lige så udbredt som hjemme i USA.

pix-fabrikFasanvej

Efter et par år ville han prøve noget helt andet og kom i kontakt med TK Development, der gav ham et skrivebord og chancen for et brancheskift. Det gik godt, blandt andet fordi han fik afsluttet nogle projekter, hvor virksomheden, på stadig jagt efter nye opgaver, aldrig havde fået gjort tingene helt færdige.

»Men der ligger en væsentlig del af pengene i at få gjort sagerne helt færdige,« ræsonnerer Jes Transbøl, der senere var med til at udvikle tredje etape af Holbæk Megacenter og færdiggøre udlejningen af Spinderiet i Valby.

Derefter fulgte en tid med boligprojekter i bygge- og udviklingsfirmaet KPC.

En dag ringede Michael Kaa Andersen fra det store Ejendomsinvest og manglede en investeringsdirektør til at indkøbe ejendomme til de dengang meget populære timandsprojekter. Dén opgave kastede Jes Transbøl sig over med køb af ejendomme for over seks mia. kr. i Danmark, Sverige, Finland, Storbritannien, Tyskland og Polen.

Men renterne begyndte at stige, finansieringskilderne tørrede ud, og i forsommeren 2008 – nogle måneder før resten af samfundet opdagede finanskrisen – blev afdelingen lukket og Transbøl fritstillet.

Det blev til lidt konsulentarbejde, indtil Københavns Ejendomme bad ham smidiggøre og kunderette driften af de mange bygninger.

I 2012 fik Jes Transbøl det ledige ejendomsjob i Finansiel Stabilitet og ser store udfordringer i, at hylderne skal være så godt som ryddede ved udgangen af 2014.

Og når hylderne er blevet ryddet, kunne han sagtens se sig selv i en pensionskasse eller hos en udvikler.

Undervejs har ejendomsbranchen, modsat finanssektoren, fået mere medvind, så halvdelen af hans ansatte har sagt op.

Nok er hele Finansiel Stabilitet en afviklingsforretning, men det har krævet en vis omstilling og samarbejde med eksterne ejendomsfolk.

Jes Transbøl tager gerne en løbe- eller mountainbiketur i Hareskov, tæt på huset som han selv har tegnet.

Familien omfatter hustruen Susse Lange, der er virksomhedskonsulent på jobcentret i Gladsaxe, og parrets niårige datter Ea.

Sammen drager de jævnligt til fjerne rejsemål. Familien har rejst med rygsæk i Vietnam og Venezuela, kørt gennem USA og New Zealand med autocamper, og om få uger går turen til Indien.

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen