Berlingske Business

Nordmænd trækker danske arkitekter fri af krise

Panum
Tegnestuen C.F. Møller står bag stregerne til det 16 etager høje forskertårn ved Panum-instituttet på Københavns Universitet. Offentlige investeringer i universiteter og især sygehuse er blandt de hjemlige lyspunkter for arkitekterne.

Opgaver til sygehuse og Norge giver medvind til de store tegnestuer efter et brat dyk i 2008. Mange små arkitektfirmaer har det stadig hårdt.

Med byggeboom i Norge og sygehusprojekter for milliarder har arkitektbranchen rejst sig efter at være sendt i dørken af finanskrisen i 2008.

»Branchen er slet ikke i krise mere og er tilbage på niveauet i 2004. De store arkitektfirmaer har det godt,« lyder det fra Ole Egholm, indehaver af Dansk Brancheanalyse, der blandt andet følger arkitektvirksomhederne.

En analyse fra Berlingske Research viser over to år intet mindre end en ottedobling af overskuddet før skat hos de 40 største tegnestuer under ét. Og tilsvarende var bruttofortjenesten 25 procent højere end to år tidligere.

I Danske Ark med næsten 800 tegnestuer og landskabsarkitekter genkender direktør Christian Lerche billedet af fremgangen. Virksomhederne måtte slanke sig og effektivisere, og siden er det gået gradvis fremad, særligt i 2011 med 16 procent vækst i salget ifølge tal fra medlemmerne.

»Finanskrisen ramte meget hurtigt og meget hårdt i 2008, så omsætning og indtjening var nærmest i frit fald i andet halvår af 2008. De foreløbige indberetninger fra medlemmerne tyder på, at fremgangen de følgende år er fortsat i 2012. Men vi brager ikke derudad, og omsætningen er måske steget tre-fem procent. I år håber jeg på en svag stigning,« siger Christian Lerche.

De senere års vækst i honorarindtægterne er især sikret ved øget eksport og de store, hjemlige sygehusprojekter. Det er opgaver, som de mange små firmaer i branchen har svært ved at få del i, og derfor har de det fortsat vanskeligt ifølge både Ole Egholm og Christian Lerche.

Branchens eksport inklusive opgaver udført af dattertegnestuer i udlandet er vokset fra 14 procent af det samlede salg i 2008 til 17 procent i 2011, og for 2012 vil andelen i hvert fald ikke være mindre, vurderer Christian Lerche.

På de traditionelle nærmarkeder er kun Storbritannien skrumpet på grund af offentlige slankekure og en samfundsøkonomi i slæbegear.

Derimod er både Norge og Sverige nærmest blevet hjemmemarkeder for en del store og mellemstore firmaer - tilsammen står de skandinaviske broderlande for næsten 2/3 af eksporten. Specielt projekter fra de olierige nordmænd fylder mere og mere i ordrebøgerne hos danske arkitekter, og mange har etableret sig lokalt eller er i færd med det.

»Norge er på få år vokset fra 25 procent af eksporten til 35 procent i 2011,« noterer Christian Lerche.

Stort set alle kilder spår, at eksporten vil vokse, men de større tegnestuer har vidt forskellige strategier.

Hos C.F. Møller, der dyster med Arkitema om at være landets største, skal eksportandelen ifølge koncerndirektør Susanne T. Nielsen gerne fordobles fra 20-25 til 50 procent, og firmaet satser blandt andet på det britiske marked via sin tegnestue i London. Der er allerede datterselskaber i Norge og Sverige, hvor sygehusprojekter har givet pæn omsætning.

Rivalerne i Arkitema vil øge eksportandelen fra 20 til 30-35 procent. Og firmaet satser udelukkende på Sverige og på Norge, hvor en Oslo-afdeling ventes inden for et par måneder.

»Vi har trukket os ud af Kina, Polen, Tyskland og Storbritannien, og det er det rigtige for os. I Norge og Sverige minder byggetraditioner og regulativer om forholdene i Danmark,« siger administrerende direktør Peter Berg.

Henning Larsen, som er tredjestørst i branchen, henter 60 procent af salget i udlandet, og andelen skal op på 70 procent som tidligere omtalt i Berlingske Business, En pæn del af arbejdet udføres fra en tegnestue i München, åbnet i 2011. Sidste år blev tilføjet afdelinger i Oslo og i Istanbul i Tyrkiet, en af Europas hurtigst voksende økonomier.

En af de mest omtalte tegnestuer, Bjarke Ingels BIG, har en eksportandel tæt på 90 procent, blandt andet i kraft af en stor afdeling i New York, hvor Ingels selv har bosat sig.

I Kina følger arkitekterne groft sagt to spor: Nogle holder sig helt væk, fordi markedet er for besværligt og konkurrencen hård, andre samarbejder med en lokal partner og går efter at få bare en lillebitte luns af et gigantisk marked, der tilmed er præget af høj økonomisk vækst år efter år.

Ud over den øgede eksport er sygehusene hovedforklaringen på, at arkitektfirmaerne igen har fået medvind mens byggebranchen døjer med den laveste aktivitet i tre årtier.

Frem til 2025 skal de danske regioner, som tidligere omtalt af Berlingske Business Ejendomme, nemlig bruge over 50 milliarder kroner på at bygge helt nye sygehuse og udvide de eksisterende.

Kun få steder er spaden sat i jorden til gavn for håndværkere og byggefirmaer, men planlægningsarbejdet er mange steder i fuld gang til glæde for tegnestuer og ingeniører, som samlet kan forvente op imod ti procent af byggebudgetterne.

»Sygehusene er begyndt at skæppe godt i kassen. Kombineret med andre offentlige byggerier som universiteter og fængsler sikrer det en vis rugbrødsindtjening, men gør ikke arkitektbranchen fed,« siger Christian Lerche fra Danske Ark.

På hans ønskeliste til regeringen der arbejder på en jobpakke er at få genoplivet håndværkerfradraget, gerne i en justeret udgave målrettet energirenoveringer. Desuden ser branchedirektøren gerne mere »ærlige og realistiske prognoser om den økonomiske vækst.«

»Så kan vi undgå den nuværende stop-go-politik. For eksempel blev boligjobordningen stoppet for at undgå overophedning, men samtidig har byggebranchen meget høj ledighed.«

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen