Berlingske Business

Når Cannes bliver en by i Danmark

køge Nord-station

Omkring 650 danskere er til ejendomsmesse i Cannes i disse dage, og mange af dem jagter udlændinge, der vil investere i Storkøbenhavn.

Cannes på den franske riviera er næsten blevet en dansk by i dagene 10.-13 marts, mens den 26. udgave af den årlige Mipim-ejendomsmesse løber af stablen.

I hvert fald er der stor sandsynlighed for at høre dansk både i og omkring det store festivalpalæ ved vandet, for blandt de forventede 21.000 deltagere stiller Danmark med et pænt antal projektudviklere, investorer, arkitekter, byggefolk, mæglere, advokater, finansfolk og andre ejendomsfolk.

»Sidste år deltog 622 danskere, og i år er det nok 650. Det er højere end under finanskrisen,« siger Jacob Saxild, udviklingschef i Copenhagen Capacity.

Den offentlige enhed, der skal fremme udenlandske investeringer i dronningeriget, håndterer igen i år det praktiske for den største danske stand, som også omfatter Malmø. De senere års betegnelse Copenhagen Malmö bliver i år suppleret med Greater Copenhagen, for hertillands er det lykkedes at få samlet alle 46 østdanske kommuner, både i Region Hovedstaden og Region Sjælland, under dén paraply.

Det der med Sjælland, Lolland, Falster og kommunenavne med mystiske æ-, ø- og å-bogstaver fungerer ikke så godt uden for Skandinavien; her er Copenhagen det mest forståelige og det (eneste), som mange har hørt om fra Danmark. Vore gamle landsmænd i de skånske kommuner skal senere i år tage stilling til, om de kan acceptere Greater Copenhagen-betegnelsen, altså uden Malmø/Malmö, som også er lidt svært (og ukendt) for mange internationale investorer.

Jagten på udlændinge

Og netop jagten på udenlandske investorer er en af hovedopgaverne for mange danske Mipim-deltagere.

»Vi har brug for internationale investorer både til investeringer i eksisterende ejendomme og i den byudvikling, vi oplever og står over for i for eksempel Nordhavn, Carlsbergbyen og Enghave Brygge (i Sydhavnen, red.). København skal vokse med 100.000 indbyggere frem mod 2025, og priserne er slet ikke i nærheden af storbyer som Stockholm og Oslo,« siger overborgmester Frank Jensen (S), som også i år tager del i Mipim-fremstødet.

Hovedstadens førstemand har været bannerfører for den netop vedtagne ændring i planloven, så kommuner kan kræve op til 25 procent alment byggeri i boligområder – og han mener ikke, at reglen vil skræmme udlændinge væk trods højlydte hjemlige protester fra Ejendomsforeningen Danmark og Forsikring & Pension.

»Den model er faktisk mere kendt i udlandet, hvor planmyndighederne også kan bestemme ejerformen ved nybyggeri. Det er vigtigt, at vi får en blandet by,« siger Frank Jensen.

Boliger frem for kontorer

Carlsbergbyen, et af hovedstadens store udviklingsområder, deltager med tre personer i Cannes.

»Vi er koblet på Copenhagen-Malmö-standen. Vi ser Mipim som et stort udstillingsvindue, og vi er her for at være en del af netværket,« siger administrerende direktør Jens Nyhus.

Sidste år satte udviklingsselskabet By & Havn fokus på Nordhavn, men her er efterhånden udsolgt i den første del, Århusgadekvarteret, så i år er Ørestad Syd på dagsordenen ved et investormøde.

For et år siden udtrykte administrerende direktør Jens Kramer Mikkelsen, blandt andet Business ejendomme, at Ørestad Syd burde målrettes boliger frem for kontorer. Boligbyggeretter flås ned fra hylderne, mens jord til kontorer snarere samler støv, fordi mange eksisterende kontorlokaler står tomme. Nu er kvarteret udlagt til boliger med ny lokalplan og en masterplan, baseret på streger af Aarhus-tegnestuen Transform.

»Det er vigtigt for By & Havn at være med på Mipim. Det er hér, vi har mulighed for at mødes med danske og internationale investorer og samarbejdspartnere. I år glæder vi os særligt til at præsentere alle de nye muligheder i Ørestad Syd,« siger Kramer Mikkelsen.

I alt er en snes danske og skånske virksomheder, kommuner og investorer koblet på Copenhagen-Malmö-standen, deriblandt også Odense og Aalborg kommuner. Det er lettere for dem at være tilknyttet den centrale danske stand end at stå på helt egne messeben, og så er det der med genkendeligheden, for Danmarks tredje- og fjerdestørste byer er ikke nødvendigvis kendt i alle kroge af eksempelvis Londons finansdistrikt.

Netop London deltager med sin farverige borgmester, Boris Johnson, og på Mipim vrimler det med borgmestre, regionsborgmestre og alskens politikere, der vil markedsføre deres by og landsdel.

Adskillige russiske byer og områder byder sig til, ligesom tidligere år, men den tilspidsede situation i Ukraine gør det næppe til det nemmeste år at tiltrække investorvaluta.

Mæglere og arkitekter

Fra Danmark deltager desuden stribevis af erhvervsmæglere. Eksempelvis stiller Colliers International med otte mand, det mindre Lintrup & Norgart med fire mæglere, og EDC Poul Erik Bech med sendt hele 14 medarbejdere sydpå.

»Der kommer folk fra hele verden, og det er samtidig en vigtig dansk begivenhed. Vi går mest efter investorer, men møder også nogle, der vil sælge ejendomme. Der er mest tale om uformelle mødemuligheder, der bliver ikke truffet mange egentlige beslutninger,« siger erhvervsdirektør Jørgen Jørgensen.

Firmaet deltager også i et konferenceindslag om ejendomsbranchens »digitale revolution« – altså hvordan nogle investorer efterspørger store datamængder om ikke bare den udbudte ejendom, men også andre bygninger i nabolaget, tidligere transaktioner, andre udbudte ejendomme, leje-niveauer, fremtidsudsigter og meget mere.

Adskillige arkitekter er ligeledes draget til Cannes – deriblandt Aart, Henning Larsen og 3XN.

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen