Berlingske Business

Magtkamp lammer stor dansk virksomhed

Magtkamp lammer stor dansk virksomhed - 1
H+Hs hovedkvarter Foto:

Den børsnoterede gasbetonproducent H+H International er kastet ud i en alvorlig overlevelseskamp midt i virksomhedens 100 års jubilæum. Virksomheden har reelt været handlingslammet det sidste par år på grund af et bittert slagsmål i ejerkredsen. Centralt

En intern krig i betonproducenten H+H har lammet virksomheden midt i den værste krise i nyere tid. Enkefru Plums Støttefond med Christian Harlang i spidsen har bekriget de andre aktionærer i H+H International i flere år, og i dag kæmper den børsnoterede gasbetonproducent for overlevelse.

I år kan H+H ellers fejre 100 års jubilæum; men fejringen kommer til at ske i skyggen af de store problemer i virksomheden, der med en gæld på op mod en milliard kroner i Danske Bank reelt har deponeret sin handlefrihed hos hovedbankforbindelsen.

Tidligere på sommeren ramte endnu en af utallige nedjusteringer fra virksomheden gaden, og ledelsen er lige nu ved at undersøge mulighederne for at hente ny kapital. Men den bitre magtkamp i ejerkredsen lægger hindringer i vejen.

»Magtkampen mellem A-aktionærerne i H+H gør det sværere for selskabet at finde en finansiel løsning på et ekstremt uheldigt tidspunkt. H+H er hårdt ramt af nedgangen på byggemarkederne, og derfor har intern uro bestemt ikke gavnet i en tid, hvor virksomheden har haft brug for kapital,« siger aktieanalytiker Lars Jørgensen fra LD Invest Markets.

Den kommende kapitaludvidelse, der formentlig kommer til at være på op mod 500 millioner kroner eller mere – næsten det dobbelte af den nuværende markedsværdi – kommer til at betyde et voldsomt tab af indflydelse for de nuværende storaktionærer. Især fordi nye investorer vil kræve større indflydelse på bekostning af de nuværende ejere.

To familiegrene
Fonden har i dag placeret tre bestyrelsesmedlemmer i det børsnoterede moderselskab: kultursociologen Birgitte Rahbek, professor Ole Risager og endelig advokat Christian Harlang. Med kapitaludvidelsen risikerer Enkefru Plums Støttefond at skulle vinke farvel til indflydelsen og de tre bestyrelsespladser i den hundrede år gamle betonproducent.

Selv om H+H International er noteret på børsen i København, er betonproducenten nærmest privatejet af to stridende grene efter stifteren Henrik Henriksen. Den ene gren, der sidder på 52 procent af de stemmetunge A-aktier, er repræsenteret ved Kresten Andersen Bergsøe (Riis-Hansen Gruppen), mens den anden gren – Enkefru Plums Støttefond repræsenteret af Christian Harlang – sidder på de resterende A-aktier. Samlet sidder de to familier gennem interessentselskabet Henriksen og Henriksen I/S på 74 procent af stemmerne i selskabet og dermed på magten.

Igennem årene har Plum-fonden ellers udpeget to-tre medlemmer til bestyrelsen i H+H International. Posterne har været besat af forskellige centrale figurer fra Plum-fonden med Christian Harlang som den gennemgående figur. De færreste har dog haft særlige forretningsmæssige kompetencer til brug for en bestyrelse i en betonvirksomhed – bortset fra Laurids Jessen (tidligere direktør i VT Holding) og Niels Roth (tidligere direktør i Carnegie Bank Danmark).

Et faktum som Christian Harlang også selv peger på i beskrivelsen af magtkampen i virksomheden.

»Igennem årene har der nok været en del bestyrelsesmedlemmer, der dels har været utålmodige, og dels har syntes, at konflikten med Riis-Hansen Gruppen har været ubehageligt hård. Det spiller måske også ind, at bestyrelsen i overvejende grad fra Lise Plums side har været sammensat med personer med fagkyndighed inden for uddelingsområderne, men uden særlig forretningsmæssig kompetence,« siger Christian Harlang til Business Søndag.

Konstante stridigheder
Krigen mellem de stridende A-aktionærer brød for alvor i ud lys lue i 2005. Dengang røg de to fraktioner i totterne på hinanden i forbindelse med, at de sammen købte en tredje A-aktionær ud af virksomheden. En voldgiftssag måtte afklare, hvem der havde retten til at udpege medlemmer til bestyrelsen i den børsnoterede virksomhed. En sag som Plum-fonden rejste og tabte med et brag.

Siden fulgte to andre særdeles kostbare sager mellem de to parter om magt og indflydelse i betonproducenten, og de kostbare sager og konstante stridigheder har kostet de to A-aktionærer millioner og sendt dem begge ud i alvorlige økonomiske problemer. Begge parter har nemlig samtidig købt op af B-aktier i selskabet for lånte penge, som ingen af parterne i dag er i stand til at afdrage. Et faktum der også kommer til at spille en væsentlig rolle i redningsplanerne for virksomheden.

En anden stærkt problematisk faktor i de nuværende bestræbelser på at redde H+H ligger nemlig i den særlige ejerstruktur med A- og B-aktier. Opdelingen i de to aktieklasser betyder, at eksterne investorer ikke kan komme i nærheden af reel indflydelse. Derfor er de to store offentlige pengetanke ATP og LD, der sidder på henholdsvis ti og fem procent af B-aktierne i selskabet, mere end lunkne over for at gå med i en kapitalforhøjelse uden en ophævelse af aktiestrukturen.

På grund af de økonomiske problemer hos de to stridende A-aktionærer er det derfor langt fra usandsynligt, at den kommende kapitaludvidelse samtidig vil betyde et farvel til aktiestrukturen – og dermed til de to stridende parters indflydelse i virksomheden.

Det så man blandt andet i forbindelse med en kapitaludvidelse i radio og tv-koncernen Bang & Olufsen, da den kriseramte Struer-virksomhed var på jagt efter ny kapital. I det tilfælde krævede de store pensionskasser, at aktiestrukturen skulle ophæves. Det blev den, og ejerfamilierne bag Bang & Olufsen mistede den bestemmende indflydelse i virksomheden.

Behov for kapital
I LD Invest Markets ser Lars Jørgensen en række mulige udveje for den gældsatte betonproducent. Efter hans vurdering står H+H enten over for at skulle rejse kapital i form af en aktieemission på mellem 300 og 500 millioner kroner eller et frasalg af selskabets britiske aktiviteter.

»På grund af H+Hs høje gæld afhænger udfaldet af selskabets hovedbankforbindelses ønske om størrelsen af gældsnedbringelsen. Samtidig besværliggøres processen yderligere af ejerkredsens indædte ønske om at bibeholde ejerstrukturen samt interne konflikter,« påpeger Lars Jørgensen.

Han vurderer, at et salg af de engelske aktiver kan indbringe mellem 150 og 315 millioner kr. og på kort sigt nedbringe den finansielle risiko. På længere sigt vil indtægten fra et salg af de britiske aktiviteter næppe være nok til at dække behovet for yderligere kapital.

»Ligeledes kan det, hvis hovedbankforbindelsen stiller sig tilfreds med den nedbragte gearing og de tilbageværende aktiver, være med til, at de nuværende A-aktionærer bibeholder kontrollen over selskabet. På mellemlang sigt vil behovet for yderligere kapital dog genopstå som følge af fortsat svag efterspørgsel og risiko for løbende brud på lånebetingelserne,« påpeger Lars Jørgensen.

Aktieposter udvandes
Og der er brug for friske penge i kassen hos H+H, der står over for en række hårde år, vurderer analytiker Carsten Warren Petersen fra Nordea.

»Vi er bekymret over udsigterne for H+Hs forretning i de kommende år. Vi frygter stigende konkurrence, skrap konkurrence i Rusland, en forlænget nedtur på virksomhedens vigtigste markeder samt en hård priskonkurrence i Polen. I forhold til disse risikofaktorer er H+Hs gæld alt for stor, og det er den bekymring, der har fået H+Hs banker til at kræve en styrkelse af kapitalgrundlaget,« siger Carsten Warren Petersen.

Han mener, at en kapitalforhøjelse på mellem 300 og 750 millioner kroner vil være nødvendig for at styrke virksomhedens kapitalgrundlag og for at fjerne de snærende bånd fra de store banklån. Det kommer uundgåeligt til at betyde en markant udvanding af de nuværende aktionærers aktieposter og dermed indflydelse i virksomheden.

»Vi noterer os dog, at 300 millioner kroner kun er nok, hvis man meget optimistisk tror på en vending i økonomien allerede i 2010. Som vi ser det, så skal H+H rejse 500 millioner kroner eller halvanden gang den nuværende markedsværdi. Det vil kun ske ved en markant udvanding af de eksisterende aktionærer,« siger Carsten Warren Petersen.

Ledelsen i H+H har ikke ønsket at kommentere denne artikel.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen