Berlingske Business

WTO-aftale første skridt

Genève-aftalen er første skridt på vejen mod afvikling af landbrugsstøtten. Foreløbigt skal støtten dog kun beskæres beskedent.

Weekendens WTO-aftale er på selve landbrugsområdet ikke så forfærdelig meget anderledes end det udkast, som verdenshandelsorganisationen måtte opgive at blive enig om sidste år på sit møde i den mexicanske badeby Cancún.

Dengang var dette udkast bare ikke nok for en række af udviklingslandene. De var også utilfredse med, at EU havde fået proppet en række andre emner ind i forhandlingerne, nemlig konkurrencepolitik, regler for investeringer og regler for offentlige indkøb.

Disse ekstra emner har EU siden accepteret at tage af dagsordenen, og samtidig har udviklingslandene fået nogle yderligere indrømmelser. De 50 fattigste lande slipper således helt for forpligtelser til at ændre toldsatser og støtteordninger.

Genève-aftalen fastslår, at der skal ske »væsentlige« nedskæringer i landbrugsstøtten, og at de lande, der har de højeste støtteniveauer, skal skære forholdsmæssigt mest. Det gælder uanset støttens form - direkte støtte, eksportstøtte eller toldmure.

Ingen faste tidsfrister
Men aftalen siger i de fleste tilfælde ikke noget om, hvornår og med hvor meget. Der er ikke faste tidsfrister i aftalen, og kun i få tilfælde præcise krav til hvor meget, der skal skæres i støtten.

De nationale støtteordninger til landbruget skal dog barberes med 20 procent i løbet af det første år efter, at forhandlingerne er afsluttet - hvilket kan ligge to eller tre år ud i fremtiden. Undtaget fra beskæringen er støtte under en bagatelgrænse på fem procent af landbrugsproduktionens værdi, og støtteordninger, der har til formål at nedskære produktionen. Denne bestemmelse vil især ramme USAs landbrug.

Sukker er et omstridt punkt
Et af de mest omstridte punkter i forhandlingerne har været EUs og en række andre industrilandes ønsker om at frede særligt »følsomme« varer - sukker, kød, ris og mælk. Her kan industrilandenes bønder ikke konkurrere med udviklingslandenes, men de beskyttes af importkvoter og enorme toldsatser på op til 500 procent. Disse beskyttelsesordninger kan nu fortsætte, dog ikke i helt uændret form. I de sidste nattetimers forhandlinger måtte udviklingslandene ganske vist opgive et krav om, at toldsatserne skulle sænkes, men Genève-aftalen udelukker dog ikke, at der kan ske toldsænkninger, og den lægger op til, at importkvoterne bliver forhøjet - igen uden at angive hvornår og med hvor meget.

Rammerne for den endelige aftale faldt i det store hele på plads, da en gruppe på fem parter - EU, USA og Australien sammen med de to store udviklingslande Brasilien og Indien - sidst i juli blev enige om en fælles holdning. Blandt andet accepterede USA her EUs forslag om at droppe eksportstøtteordningerne. Herefter faldt resten på plads i en døgnlang maratonforhandling i weekenden. Alle vidste, at tiden var ved at løbe ud; om meget kort tid vil det amerikanske præsidentvalg og udskiftningen af EU-kommissionen medføre en længere pause i frihandelsforhandlingerne.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Danske pensionsselskaber kan lige nu fortælle om afkast, der ligger og svinger i størrelsesordenen 0-3 pct. Det er langt fra sidste års to-cifrede gevinster, men der er en gode forklaringer på, at afk...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen