Berlingske Business
17:40Det sker tirsdag: Sidste store bankregnskaber

The Bardenfleths

Jørgen Bardenfleth, adm. direktør for Microsoft DanmarkDet er en tæt familie, Jørgen Bardenfleth og hans amerikanske kone Deanna har skabt. Men den har også skulle holde til lidt af hvert. Kulturforskelle, afstanden til den amerikanske familie, sønnens alvorlige sygdom og familiefarens fravær, når jobbet krævede det. Så Jørgen Bardenfleth er meget mere end Microsoft Danmarks (næsten) nye topchef - han er først og fremmest far til fire.

Prins Valdemars Vej hedder det, der hvor Microsoft Danmarks (næsten) nye topchef bor. I familien kalder de det ikke andet end Fætter Valdemars Vej, for på et tidspunkt boede hele tre fætre i gaden i Gentofte-villakvarteret, der er net uden at være prangende. Og lige for tiden er en fjerde fætter på besøg i huset, hvor et westernagtigt skilt forkynder, at her bor »The Bardenfleths«.

Skiltet er ikke bare et minde om Jørgen Bardenfleths otte år i USA, men også et signal om, at her bor en dansk/amerikansk familie, der sampler det bedste fra begge kulturer. Huset blev købt for ti år siden, fordi det på den ene side var noget så dansk i røde mursten og med rødt tegltag, og på den anden side på amerikansk vis var udstyret med flere badeværelser. Hele tre faktisk, selv om det er i underkanten, når man som Deanna er fra Californien og vant til, at der hører et badeværelse til hvert soveværelse. Lige indenfor ligger køkkenet, der på dansk er udstyret med lyse bøgetræsmøbler, men på amerikansk vis har den høje spisebar. Og det er mødestedet for en travl familie på seks.

Hvordan foregår en morgen her?

»Deanna læser til laborant i øjeblikket, så hun smutter allerede kvart over syv. Så sidder alle ungerne oppe i baren og får noget morgenmad, mens vi slås lidt om, hvad de skal have med på frokosten, som jeg står og smører. Og så er det ellers ud ad døren klokken otte. Jeg kører dem alle sammen i skole, men vi laver altid lige et tjek, inden jeg starter bilen: Hvor mange har husket deres gymnastiktøj, deres buskort, deres skoletaske, deres madpakker. For ellers skal jeg hjem og hente det.«

Det er da service!

»Når man har været vant til at rejse meget, så er man lidt mere serviceminded, når man er hjemme. Men i mit nye job rejser jeg heldigvis ikke så meget.«

Er det ikke meget energikrævende at have fire børn?

»Jeg havde aldrig drømt om, at vi skulle have fire børn, men min kone er fra en stor familie. Vi har egentlig aldrig diskuteret det så meget. Vi fik nogle børn, så fik vi nogle flere, og lige pludselig var der fire, uden det havde været en stor og tung beslutning. Jeg syntes, det er inspirerende og skægt med flere børn, og de lærte heldigvis ret hurtigt at sove længe om morgenen. Hvis de havde stået op i årevis klokken fem, halv seks om morgenen, så tror jeg ikke, vi havde fået så mange.«

Er du noget så sjældent som en direktør, der er b-menneske?

»Ja, det vil jeg gerne vedkende mig - fuldt og helt. Jeg kan stadigvæk sove til klokken ni-ti stykker i weekenden uden problemer, og uden dårlig samvittighed, og jeg kunne ikke drømme om, at tage ud at løbe eller lave e-mail om morgenen.«

Ville ikke være større

Hvordan er du selv vokset op?

»Jeg er vokset op i Holte sammen med min storesøster. Min mor var først hjemmegående og siden blev hun sekretær på Københavns Universitet, og min far arbejdede faktisk på din avis i næsten fyrre år. Han sad i administrationen af alle ejendommene som kontorchef. Jeg var tit med ham inde på Berlingeren, og det var jo en spændende arbejdsplads, hvor man kunne kigge på de store trykkemaskiner.«

Dengang hvad troede du så, du skulle være, når du blev stor?

»Da jeg var seks år gammel, drømte jeg om ikke at blive større. Det kan jeg faktisk huske. Jeg syntes, det var helt fint at være seks år gammel. Det var simpelthen perfekt, så der var ingen grund til at blive større. Altså jeg kunne ikke se, der var nogen fordel ved at blive ældre. Men ellers vidste jeg ret tidligt, at jeg skulle lave noget med teknik. Uden at være den helt store nørd, så syntes jeg, det var spændende. Jeg lavede elektronikforstærkere og skilte knallerter ad med mine kammerater, så det var helt naturligt, at jeg blev ingeniør.«

Hvordan var du i skolen?

»Jeg var ok. Jeg var rimelig flittig, god til matematik og fysik, men ikke særlig dygtig til sprog. Det er jeg ikke rigtig kommet efter, jeg er stadig ret dårlig til fransk.«

Hvad havde du af kælenavne som barn?

»Lige da jeg var blevet født, kaldte jordmoderen mig Jokum, og det, syntes familien, var enormt sødt. Jeg synes det var knap så sødt, for når drengene i gaden var i drillehumør, blev det til Lokum.«

Hvad har der været af vendepunkter i dit liv?

»Et af de første var, da jeg blev færdig som ingeniør. Da tænkte jeg: Ok nu er det op til mig selv, nu var der ikke flere faste spor og alt lå åbent! Jeg indså, at jeg var nødt til at tage ansvaret for min egen løbebane, og så satte jeg mig ned og tænkte over, hvad jeg ville.«

Det lyder som en meget bevidst ting, er det noget du er opdraget til hjemmefra?

»Overhovedet ikke, det er noget, jeg selv har fundet på. Jeg kan godt lide nogle gange at tænke lidt over, hvad der kunne være af andre spændende ting at opleve - det kan både være karrieremæssigt og privat. Dengang så jeg muligheden for at komme ud og prøve at arbejde i et andet land som et mål. Og min pointe er, at hvis man beslutter, at man godt kunne tænke sig at prøve det her, når muligheden kommer, så sker det også ofte, at muligheden faktisk opstår! Og når den gør, er det slet ikke svært at tage en beslutning. På den måde bliver det nemmere at navigere.«

Udlængsel

Og du ville udenlands?

»Ja, min inspiration kom af, at jeg havde været ude og arbejde som udvekslingsstudent først i Østrig, siden hos General Electric i USA, og jeg havde det sådan, at jeg måtte tilbage til USA engang. Men først fik jeg job hos Brødrene Thrane, som var i Dansk Radio dengang, hvor vi lavede satellitkommunikationsudstyr og andre langhårede ting. På en udstilling i Oslo mødte jeg så nogle amerikanere, som spurgte: »Why don't you come over in our company?« Og det var ikke spor svært at sige ja, fordi jeg jo havde besluttet, at jeg gerne ville tilbage til Amerika. Mine forældre slog flikflak og var bange for, jeg aldrig kom tilbage, og min onkel sagde; »Ligegyldigt, hvad der sker, så må du bare ikke tage en amerikansk kone med hjem!« Det har vi grinet af meget siden, fordi det gjorde jeg selvfølgelig.«

Hvorfor USA?

»For en ingeniør var USA spændende, for de var førende indenfor elektronik - altså Silicon Valley var simpelthen der, mikroprocessoren blev opfundet. Men jeg var også tiltrukket af den fantastisk natur.«

Er du sådan en naturfætter?

»Lidt er jeg nok. Jeg har da været spejder i 10 år, og i USA fik jeg nogle store oplevelser i de forskellige nationalparker som Grand Canyon og Yellow Stone - det er fantastisk flot.«

Dit næste vendepunkt er det så USA?

»Det er et karrierevendepunkt, da jeg finder ud af, at jeg nok ikke skal være ingeniør hele mit liv. Der var spændende at være med til at udvikle, men det er 10 pct. kreativt og 90 pct. hårdt arbejde. Og jeg begyndte at lægge mærke til de her marketingfolk, for det var dem, der var med til at definere, hvad vi skulle lave. Jeg syntes, det var sjovere at specificere, hvad vi skulle lave, end det var at lave det. Men det var ikke nemt at skifte side, og så fandt jeg på at læse MBA. Det var inspireret af min kone, som var gået i gang året før.«

Hvordan havde du råd til at tage to år fri til det?

»Jeg startede forsigtigt med at læse om aftenen, men så var der nogle kloge mennesker, der sagde til mig; Lad være med det, det bliver alt for hårdt og kompakt - tag fri og gør det! Tag fri! - det kunne jeg da ikke. Jeg skulle tjene penge! Arh - tag nu bare fri og gør det! Og så viste det sig, at det var muligt at få legater fra Knud Højgaards Fond og fonde efter andre gode danske industrimænd, og det endte faktisk med, at jeg fik betalt hele min uddannelse på den måde.«

Sønnen syg

Hvordan mødte du din kone?

»Vi arbejdede i samme firma. Hun var grafisk designer, og vi mødtes ikke ved kopimaskinen, men det var tæt på. Vi blev gift i 1988 oppe i Victoria på Vancouver Island i Canada. Det er sådan en interessant by, som kaldes »City of the newly weds and the nearly dead«. Det er en skøn britisk inspireret by, der ligger ud til vandet, og så bor der en masse pensionister, fordi klimaet er meget behageligt.«

Og hvorfor var det lige Deanna, der skulle være din kone?

»Jamen, øhh... Hun er en fantastisk god kammerat, vi kommer utrolig godt ud af det med hinanden, og så hun er meget smuk og kunstnerisk. Hun kan tegne og male og lave kreative ting, som jeg ikke kan, men som jeg respekterer og synes er fantastisk.«

Hvordan forestillede I jer jeres liv sammen, da I blev gift?

»Vi diskuterede lidt, hvor vi skulle bo henne. Vi havde været en del år i Californien, så på et tidspunkt foreslog jeg, at vi flyttede hjem til Danmark, for at få det jeg vil kalde for kulturel balance i ægteskabet. Min kone havde som ung boet i Tyskland i halvandet år, hvor hendes forældre var udstationeret på en militærbase. Hun vidste altså nogenlunde, hvad hun gik ind til, så jeg tænkte, at det nok skulle gå, og nu har vi boet her i 15 år. Det kan da godt være, vi en dag flytter tilbage til USA, men det er lidt vanskeligt, fordi vores søn, Thomas, er syg, og det vil give problemer forsikrings- og behandlingsmæssigt.«

Hvad fejler han?

»Han har Cystisk Fibrose. Det er en relativ alvorlig arvelig sygdom, som børn døde af i gamle dage, men som man er blevet meget dygtige til at behandle. Den betyder blandt andet, at slimet i lungerne bliver sejt, og det gør, at man binder nogle bakterie, så man får lungeinfektioner, og det ødelægger altså simpelthen langsomt lungevævet - så dør man, når man ikke kan trække vejret til sidst. Det var selvfølgelig et kæmpechok for os, fordi vi havde fået to raske børn først.«

Hvordan opdagede I det?

»Thomas skrantede lige fra starten, og vi rendte til forskellige undersøgelser herhjemme. Så tog vi til USA om sommeren, da han var et år, og vi tog ind på Stanford Childrens Hospital, der lå i nærheden. Bare for en sikkerheds skyld. I Danmark havde de jo sagt, at der ikke var noget galt, men i løbet af ti minutter fandt de ud af, at han havde Cystisk Fibrose. Vi kunne ikke forstå det. Hvordan kunne man overse så alvorlig en sygdom? Til gengæld må man så sige, at Rigshospitalet har været utrolig gode til at behandle, efter han blev diagnosticeret, og Rigshospitalet er i det hele taget et fantastisk godt behandlingssted for Cystisk Fibrose.«

Hvad har sygdommen betydet for ham?

»Han er 12 år nu og har - indtil videre - et normalt liv. Men han får en behandling hver dag. Lidt på samme måde som astmatikere, hvor han inhalerer medicin. Og så går han ofte til tjek på hospitalet, hvor de suger ham og finder ud af, om der er infektion i lungerne, og behandler det, hvis der er. Det er en stor fordel med det danske sundhedsvæsen, at der ikke i samme grad som i USA bliver stillet spørgsmålstegn ved, om behandlingen er økonomisk. I USA skal man ustandselig retfærdiggøre, at man laver f.eks. en proaktiv behandling med antibiotika.«

Hvad gør det ved en familie at have en sygdom så tæt på?

»Det er klart, at man bliver utrolig ked af det, når man finder ud af det. Man rykker sammen og prøver at håndtere det, så han får en god behandling, uden det ikke kommer til at fylde det hele. Og vi har fået virkelig god vejledning både fra Rigshospitalet og fra Patientforeningen. Den har jeg selv involveret mig lidt i ved at gå ind i bestyrelsen. Jeg har været formand i en årrække, og er nu almindeligt medlem. Det er en helt anden verden end IT, så det har været spændende, men jeg gør det selvfølgelig, fordi jeg gerne vil gøre et eller andet for Thomas. Men han har det godt i dag - syv-ni-tretten og bank under bordet og alt det, for at det fortsætter.«

Hvad er det bedste ved, at være dig?

»Jeg tror, det er, at jeg har en positiv indstilling til tingene. Jeg kan huske, da jeg boede i Østrig som ingeniør, så kom bestyreren af kollegiet hen og spurgte, om jeg altid var i sådan et godt humør. Det havde jeg faktisk aldrig lige tænkt over. Men jeg er nok altid i rimeligt godt humør og har et lyst syn på tingene. Det, tror jeg, er en stor fordel.«

It's only business!
Hvordan er det at være lederen?

»Jeg havde en interessant oplevelse, da jeg startede i Microsoft. De var jo meget interesseret i at høre, hvad var jeg for en type, og hvad jeg stod for. Så på et morgenmøde, sagde jeg; at den korte version er, jeg er en teknologi-nørdet forretningsmand og jeg tror på talent, teamwork, kreativitet og hårdt arbejde. Bagefter er det eneste, de kan huske, at jeg sagde 'Hårdt arbejde'!«

Så faldt du lige ned i slavepiskerkategorien!

»Ja, og det selv om jeg faktisk understregede, at man ikke skal arbejde så hårdt, at man bliver syg af det. Jeg har faktisk oplevet både i HP og Intel, at folk arbejdede så meget, at de var direkte sygemeldt i måneder. Og jeg mener, det er en af IT-branchens problemer, at vi motiverer medarbejderne så hårdt, at de arbejder for meget. Og derfor sagde jeg, at de skal have et liv ved siden af, og de skal kunne se sig selv i spejlet og sige; It's only business! Det er ikke deres liv. Det er kun et arbejde. Det sagde jeg lige efter, der var ingen pauser, men alligevel - fire måneder efter, så kan de alle sammen huske, jeg sagde hårdt arbejde, det er utroligt ikke? Men det viser bare, at man skal passe utrolig meget på kommunikationsmæssigt.«

Hvad med dig selv, har du også arbejdet for hårdt?

»Ja, men jeg tror, jeg er udstyret med sådan en knap, der siger; Nu er det lige meget, om verden styrter sammen, nu kan jeg simpelthen ikke mere. Så får jeg slem hovedpine, bliver dårlig, og så må jeg holde op ligegyldigt hvad. Det er sådan et signal fra kroppen, der siger; Nu er der ikke mere strøm på!«

Må du så hjem og slappe af?

»Ja, eller i hvert fald lade op, for det med at slappe af, når man har børn ... de er bare hamrende uinteresserede i hvor mange problemer, man har haft på arbejde. De er i en helt anden verden, og man kan prøve at sige; jamen, jeg har haft det meget hårdt og sådan noget, men de er ligeglade, og man bliver altså ikke fredet i to dage, fordi man skal være vært for Bill Gates. Det er: Far, du skal hjælpe mig med det her! Far vil du ikke gerne gøre noget! Og det er jo faktisk meget sundt.«

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Sponseret

Sampensions kunder kan glæde sig over et godt afkast for 2017.”En typisk kunde i vores markedsrenteprodukt opnår et afkast i år på omkring 8 pct., og det er meget højere, end hvad man kunne forvente v...

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen