Berlingske Business

Sportsmarkedet under pres

Sportsmarkedet under pres - 1

Den svenske sportskæde Stadium opruster på det danske marked, men Sportmaster og Intersport frygter ikke konkurrencen. Eksperter vurderer, at Stadium vil ændre markedets struktur.

Der er blevet længere mellem smilene hos de danske sportsforhandlere, og ifølge eksperter vil konkurrencen i branchen give de kendte kæder endnu flere grå hår i hovedet.

Hvor omsætningen i de toneangivende, frivillige kæder Intersport og Sportmaster er stagneret siden 1998, er klassens nye dreng - svenske Stadium - i kraftig vækst. Den første Stadium-butik åbnede i 2000, og i forbindelse med åbningen af Fields i begyndelsen af marts klippede stifteren Ulf Eklöf snoren til koncernens syvende butik på dansk jord.

Kontrasten mellem Stadium, der efterhånden har etableret sig som Nordens største sportskæde, og de to gamle kæder er slående. Siden regnskabsåret 2000/2001 er Stadium Danmarks omsætning steget fra 48 millioner kroner til 102 millioner kroner i 2002/2003, og Stadium forventer en omsætning for indeværende regnskabsår på 250 millioner kroner. Der er stadig et stykke vej op til Intersport og Sportmasters omsætning på henholdsvis én og 1,2 milliard kroner i 2003, men hvor Stadiums omsætningskurve er støt stigende, kører de to gamle aktører i bjerggear.

»Der er ikke sket ret meget på markedet i længere tid, og derfor ligger der virkelig nogle muligheder for Stadium for at markere sin tilstedeværelse,« siger Carsten Færge, der er direktør i Retail Institute of Scandinavia.

Sætter nye standarder
I revisions- og konsulentfirmaet Deloitte mener chefkonsulent Torben Liborius, at Stadiums fortsatte ekspansion varsler hårdere tider for den øvrige del af branchen.

»Stadium er en udvidelse af den traditionelle sportsbutik. De har en anderledes profil, større butikker og et bredere sortiment. Stadium ligner en aktør, der vil sætte nye standarder for de forventninger, som kunderne vil komme til at have - både når det kommer til udvalg og antallet af sæsoner. Det skyldes ikke mindst, at koncernen som kapitalkæde med et solidt økonomisk bagland har en størrelse, der giver nogle stordriftsfordele,« siger Torben Liborius.

I Sportmaster, der tidligere på året fyrede topchef Per Jensen, giver Stadiums eksistens imidlertid ikke bestyrelsesformand Erik Mathiassen søvnløse nætter.

»Der er ingen tvivl om, at de er store og alvorlige konkurrenter, men det har vist sig, at de ikke har haft nogen betydning for vores omsætning,« siger Erik Mathiassen.

Direktør Mikael Kold fra Intersport er ligeledes fortrøstningsfuld.

»Stadiums struktur har nogle fordele, og vores struktur har nogle fordele. Selv om det næsten lyder for fortærsket, er udtrykket »think global - act local« Intersport i en nøddeskal. Vi har den meget globale profil, baggrund og produktudvikling, men vi effektuerer tingene lokalt i de lokale miljøer,« siger Mikael Kold.

Carsten Færge fra Retail Institute påpeger, at øget specialisering kan være vejen frem for Intersport og Sportmaster:

»Markedet er voksende, og der burde være plads til alle. Men vi kan forvente en øget grad af specialisering - og under alle omstændigheder en øget grad af differentiering. I dag er det svært at se forskel på Intersport og Sportmaster, og derfor bliver kommunikationsstrategierne for de enkelte firmaer ekstremt vigtige over de kommende år.«

»Plads til alle«
Direktør Mikael Kold erkender, at konkurrencesituationen vil få betydning for Intersports profil.

»Der vil måske nok ske en differentiering på markedet. Vi ændrer løbende på vores koncept, og det er klart, at vi til stadighed skal søge at finde vores plads på markedet. Men der er plads til os alle, og jeg ser slet ikke Stadium som en »category killer«, siger Mikael Kold, og Erik Mathiassen er enig:

»Stadium har ikke givet anledning til større »hovsa-ændringer« i vores strategi. Vi fortsætter vores løbende udvikling af konceptet, hvor vi fortsat vil satse på know-how, service og kundetilfredshed,« siger Erik Mathiassen.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen