Berlingske Business
17:02ISS' store ordre trækker C20 op i pænt plus

SiD betalte overpriser til byggefirma

J&B Enterprise, hvor specialarbejderforbundet SiD er hovedaktionær, har ikke været i stand til at tjene penge på almindelige markedsvilkår, så fagforbundet har pyntet på regnskabet ved at betale overpriser for byggeopgaver. Det afslører fortrolige bestyrelsespapirer.SiD-formand: Vi har sparet millioner

SiD iværksætter nu en intern undersøgelse af forbundets forretninger med sit eget

byggefirma, J&B Entreprise, hvor forbundsformand Poul Erik Skov Christensen er bestyrelsesformand.

Det sker, efter at Ritzau i dag kunne afsløre, at SiD ifølge interne og fortrolige bestyrelsespapirer har betalt

overpriser for byggeopgaver udført af J&B Entreprise.

Men allerede inden undersøgelsen overhovedet er kommet i gang, afviser Poul Erik Skov Christensen

anklagerne.

- Det er nogle hårde beskyldninger, og jeg må sige, at jeg afviser dem.

Ritzau har talt med en lang række lokalafdelinger, hvor hovedparten erklærer sig tilfredse med

forbundsformandens udmelding om en undersøgelse, og de vil afvente resultatet, før de reagerer.

Andre er dog allerede på forhånd kritiske over den måde, SiD laver forretninger på.

I SiD's Viborg-afdeling med 3000 medlemmer fortæller næstformand Allan Andersen, at afdelingen vil tage en

intern diskussion hurtigst muligt, inden man beslutter sig for, hvordan afdelingen skal reagere på de nye

oplysninger.

Han mener dog, det er totalt uacceptabelt, hvis det er sandt, at SiD har betalt overpriser til J&B Entreprise.

- Man er nødt til at have en grundlæggende debat om det her.

Det, der er irriterende, er, at sådan noget skal afdækkes af pressen. Vi burde sgu selv have afdækket det og

så sige: Det her kan vi ikke acceptere. På et eller andet tidspunkt finder andre ud af det, og så klapper fælden,

og vi bliver hængt ud som nogle korrupte bavianer - det er vi jo i bund og grund ikke, forsikrer Allan Andersen.

I SiD Horsens siger formand Ivan André Hersland: - Mange af de ting, der sker i fagbevægelsen og deres

egne virksomheder, får jo somme tider en til at tage sig til hovedet og rive sig i håret. Sådan nogle ting ville

aldrig foregå i det private erhvervsliv.

På den anden side står næstformand i SiD Esbjerg, Anlægs- og bygningsgruppen, Karl Sønderby Jessen.

Han ser intet odiøst i, hvis SiD har betalt overpriser hos J&B.

- Vi har haft en meget stabil samarbejdspartner i J&B Entreprise. Så kan det godt være, at vi har måttet betale

overpriser for nogle opgaver, men til gengæld har vi fået en god service. Jeg har fuld tiltro til, at Poul Erik Skov

Christensen har handlet i SiD'ernes interesse, siger han.

En række interne og fortrolige bestyrelsespapirer fra firmaet, som Ritzau er i besiddelse af, viser, at

forbundsformanden i 1999 fik udleveret et bestyrelsesnotat, hvoraf det fremgik, at SiD betalte for det underskud,

J&B Entreprise fik i forbindelse med byggeopgaver for andre.

I notatet dateret 8. februar 1999 til J&B Entreprises bestyrelse fra den daværende økonomidirektør Jørgen

Skjødt skriver han forsigtigt, at det ikke er hans indtryk, at SiD har betalt "for meget" for sine byggeopgaver. Men

efterhånden som Skjødt i løbet af det ni sider lange notat gennemhuller firmaets forretningsstrategi, er det

tydeligt, at det modsatte faktisk er tilfældet: "I løbet af 1996 fik jeg indsigt i, hvordan Region Østs ledelse i

forbindelse med nedskrivning af opgaver taget i konkurrence opskrev de sager, der blev udført for

aktionærkredsen", skrev Jørgen Skjødt blandt andet.

Andetsteds i notatet peger Skjødt på, at firmaet mangler "salg og salgsplaner, der kan sikre ny omsætning når

aktionærsager afsluttes".

Jørgen Skjødt bekræfter over for Ritzau, at han har skrevet notatet, men han har ingen kommentarer til

indholdet. Han opsagde sin stilling kort tid efter, at han havde penslet de massive problemer ud for bestyrelsen.

Byggeopgaverne for SiD i perioden 1993-1995 var ifølge andre papirer den eneste årsag til, at firmaet

overhovedet var i stand til at tjene penge.

Således havde J&B Entreprise for eksempel i 1994 et overskud på 7,3 mio.

kroner på sin primære drift, men alene på byggeopgaver for Specialarbejderforbundet tjente firmaet 11 mio.

kroner. Året inden tjente firmaet 10,5 mio. kroner på SiD-opgaver, men det samlede resultat af den primære drift

var kun 2,1 mio. kroner.

Opgaverne for Poul Erik Skov Christensens fagforbund toppede netop i 1993, da disse arbejder udgjorde 21

procent af firmaets samlede omsætning - over halvdelen af omsætningen på 147 mio.

kroner i firmaets Sjællandsafdeling - her hed regionchefen såmænd Preben M. Christensen, søn af den

tidligere gruppeformand i SiD og bestyrelsesformand i J&B Entreprise, Poul Christensen.

Tre byggerier for SiD i København, Hillerød og Holbæk fra 1993-1996 genererede alene en omsætning på

350 mio. kroner og et solidt bidrag til bundlinien på 44 mio. kroner.

Adm. direktør i J&B Entreprise, Mogens Kongste, afviser, at SiD på nogen måde har betalt overpriser. Han

betegner fagforbundet som en ubetydelig kunde, og sådan har det altid været, omend "SiD-opgaverne i nogle år

er større end i andre".

Direktøren kan heller ikke umiddelbart genkende den sammenhæng mellem antallet af SiD-opgaver og det

samlede bundlinieresultat, som papirerne fremstiller, men han vil ikke kommentere på tallene, da han ikke selv

kender eller husker bestyrelsespapirerne.

I det fortrolige notat fra Jørgen Skjødt hedder det ellers, at det er udarbejdet på foranledning af netop Mogens

Kongste.

J&B Entreprise er senest kommet i fokus, efter at afdøde Willy Strubes makker, Ole Iversen fra firmaet

I-Service, har beskyldt selskabet for sammen med tidligere og nuværende SiD-topfolk at være involveret i

omfattende svindel med specialarbejdernes medlemspenge.

SiD er som nævnt hovedaktionær i J&B Entreprise, og det forklarer sammenrendet af fagforeningsfolk i

selskabets bestyrelse.

Bestyrelsen tæller udover bestyrelsesformand Poul Erik Skov Christensen LO-formand Hans Jensen

(næstformand i J&B Entreprise), tidligere hovedkasserer i SiD Palle Sørensen, gruppeformand i SiD John

Larsen, socialdemokratisk borgmester i Ballerup, Ove E. Dalsgaard, tidligere socialdemokratisk miljøminister

Jens Kampmann foruden tre medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer.

I februar kom det frem, at J&B Entreprise sidder med ved bordet og udformer vilkårene, når SiD afholder

licitationer.

Efterfølgende afgiver firmaet selv tilbud på byggeopgaven, og i sidste instans er det også med til at vurdere,

hvilket tilbud der er det bedste.

Der er ikke noget ulovligt i fremgangsmåden, fordi SiD betragtes som en "privat" virksomhed og derfor ikke er

forpligtet til overhovedet at afholde licitation, men flere inden for branchen har alligevel karakteriseret modellen

som etisk angribelig.

Det fik Poul Erik Skov Christensen til at udsende en bandbulle af en pressemeddelelse, hvori han blandt andet

angreb en af kritikerne, lektor i Konkurrenceret ved Aarhus Universitet Sune Poulsen.

Under overskriften "Århus-ekspert på glatis" hed det blandt andet, at "det er altså træls gang på gang at

opleve, at såkaldte eksperter gør sig kloge på ting, hvor de alene bygger deres viden på opringninger fra

tilfældige journalister".

Dengang udtalte Poul Erik Skov Christensen: - SiD er hovedaktionær i J&B Entreprise, og jeg er formand for

bestyrelsen. Selskabet omsætter årligt for 1,4 mia. kroner, og i 2001 leverede de i egenproduktion ydelser for

1,4 mio. kroner til SiD - altså cirka en promille af selskabets omsætning. Det er for mig ufatteligt, at sådanne

detaljer skal gøres til genstand for store artikler, hvor eksperter på et løst grundlag skal så mistillid om

fagbevægelsen, udtalte Poul Erik Skov Christensen.

/ritzau/

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

<p>Henrik Olejasz Larsen, investeringsdirektør i Sampension</p>
Sponseret

Aktiemarkederne ligger historisk set forholdsvis højt. Det afspejler, at det går rigtig godt i den underliggende økonomi, forklarer investeringsdirektør.Arbejdsløsheden er rekordlav i både Japan og US...

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen