Berlingske Business

Sælg dig selv som unikt varemærke

Mig-markedsføring Personlig branding er det sidste nye mantra fra marketingguruer. TV-kokken Jamie Oliver og fodboldspilleren David Beckham er klare eksempler på tendensen.

LONDON: Vi er alle omvandrende varemærker, og det kan vi lige så godt vænne os til, hvis vi vil føre vores drømme ud i livet.

Altså: Hvis du vil være stjerne, sikre dig den der lukrative kontrakt eller bare maksimere dit potentiale, så skal du sælge dig selv som et enestående »brand«.

Sådan lyder marketingguruernes sidste nye mantra, som i øjeblikket breder sig i Europa, hvor selvpromovering ellers traditionelt er blevet vrænget på næse af som noget kun politikere, popprinsesser og amerikanere giver sig i kast med.

»Det er min overbevisning, at alle er et brand,« siger Tessa Graham, adm. direktør for marketingbureauet Fresh Partners, hvis klienter tæller folk som den britiske TV-kok Jamie Oliver og andre, der efter hendes mening snart bliver berømte.

Men det drejer sig ikke kun om at være kendt.

»Vi kunne alle sammen bruge lidt coaching nu og da, så vi holder fast i os selv og vores ambitioner,« siger Tessa Graham.

Det er tilsyneladende et budskab, som vinder gehør.

Stribevis af berømtheder forsøger i dag at efterabe fodboldstjernen David Beckhams succes med at blive et globalt brand, mens knap så berømte erhvervsledere - såsom den svenske økonom Klas Eklund (www.klaseklund.com) - i stigende grad plejer deres offentlige image med personlige hjemmesider.

Det er også grunden til, at en brite for nylig spenderede 2.500 pund af sin fratrædelsesløn på at lancere en webbaseret kampagne, som slår på tromme for hans evne til at tænke positivt under selv de mest prøvende omstændigheder.

Formålet er at skaffe ham et godt nyt job.

Robert »Bob« Lawrence, der på hjemmesiden www.givebobajob.co.uk præsenterer både en strømlinet videofilm om sig selv og diverse varer til salg, kalder det »memarketing« - mig-marketing.

Men fænomenet er bedst kendt under betegnelsen »personlig branding«.

Tast disse to ord ind på en hvilken som helst søgemaskine på nettet, og du vil hurtigt opdage, at personlig branding er en lukrativ industri - ikke mindst i USA.

Jan Carlzon gjorde det

Det betyder dog ikke, at Europa er et helt uprøvet territorium. Der er for så vidt intet nyt i virksomheder og markedsføring, der er stærkt personlighedsdrevet, og også i Europa kender vi til erhvervsskikkelser eller selv menige lønslaver, der er blevet kändisser.

Det gælder f.eks. den tidligere SAS-chef Jan Carlzon, og i Storbritannien har reklamer for det britiske kreditinstitut Halifax gjort en ganske almindelig filialchef ved navn Howard Brown til et kendt ansigt. Et personligt brand er også uundværligt for mange enmandsvirksomheder og konsulentfirmaer.

»I en økonomisk kontekst, hvor ethvert individ er frit stillet, er du i sidste ende afhængig af, hvordan du opfattes på markedet af potentielle klienter eller forretningspartnere, hvis du vil sikre dig et pålideligt levebrød,« siger Niclas Ljungberg, der er direktør i Placebrands.

Ikke desto mindre går konsulentfirmaer, der beskæftiger sig med personlig branding i Europa, sjældent ret meget længere end til at give råd om, hvordan man gør det rigtige visuelle indtryk ved f.eks. at klæde sig bedre eller ændre på frisuren.

Ifølge Peter Montoya, der har skrevet flere bøger om emnet, er personlig branding imidlertid langt mere end blot et spørgsmål om at klæde sig til succes eller føre CVet ind i multimediealderen.

»Personlig branding drejer sig om at påvirke, hvordan du bliver opfattet; om at promovere dine evner og talenter og andet, der fremmer et positivt indtryk, og samtidig trække opmærksomheden væk fra alt, der kunne give en negativ reaktion,« siger han.

Ikke bare spin

Men er det ikke bare spin?

Nej, siger tilhængerne. Et personligt brand skal være autentisk og konsekvent, ellers kan det ende med at ruinere dig. Man skal kunne »leve sit brand« - hvilket også er grunden til, at politiske aktører ofte har svært ved at holde fast i et positivt image.

Førnævnte Bob, der så gerne vil have et job, har ikke fået helt den feedback, han havde håbet på, men reaktionen har alligevel været opmuntrende. »Resultatet har ikke været skuffende,« siger han og tilføjer, at han har fået 18 forskellige jobtilbud, hvoraf han især er varm på ét, som han er gået videre med.

»Hvis jeg forsøger at se mig selv i det perfekte job, så er det det her,« siger han.

I givet fald er drømmejobbet hjemme for 2.500 pund - prisen på en lille brugt bil - bortset fra at der dertil skal lægges gratis hjælp, som Bob har fået til kampagnen af reklamebureauet St Luke's.

Hvis man så også inkluderer de 150 pund i timen, som konsulenter som Tessa Graham tager for deres tjenester, står det klart, at personlig branding ikke er for en hvilken som helst tegnebog. Men tørster man efter opmærksomhed, er det ikke desto mindre en mulighed, der ligger åben for langt flere mennesker, end man skulle tro.

Grupper som brands

Og hvis individer kan gøre det, hvorfor så ikke hele befolkningsgrupper eller måske ligefrem krigsførende nationer?

»Personlig branding drejer sig om at gøre op med fejlagtige opfattelser, fortælle folk, hvem du virkelig er, og præsentere dine evner, din personlighed og dine fejl i det bedst mulige lys. Så i større skala kunne man godt overføre de samme principper på en etnisk gruppe eller et land,« siger Peter Montoya.

Fred på jorden? Ses måske snart på en TV-skærm, en hjemmeside eller en reklameplakat nær dig.

Oversat af Bibi Christensen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen