Berlingske Business
17:43Tak for i dag

Reformer eller varm luft

Dans på stedet: Bølgen af erhvervsskandaler får alle til at råbe på reformer af hele det system af regler, der styrer erhvervslivet. Så hvorfor sker der ikke rigtig noget?

Baggrund

George W. Bush lignede John Wayne i jakkesæt, som han for en uge siden stod der foran 600 Wall Street-pinger og svingede sin metaforiske revolver mod forsamlingen, mens hans verbale bly haglede ned over dem:

»Min regering vil ende de dage, hvor man fusker med regnskabsbøgerne, skygger for sandheden og bryder vore love,« erkærede manden fra Texas med hånden på revolverskæftet.

Og med hvilke midler ville denne nye sherif så genoprette lov og orden her i amerikansk økonomis svar på Dodge City? Jo, han ville fordoble strafferammen for økonomisk kriminalitet til ti år, øge bevillingerne til børsmyndighederne med 100 millioner dollar og oprette en økonomisk udrykningsstyrke, som skal kunne sparke døren ind og bestorme svigefulde selskaber.

Store ord, lille virkning. Fængselsstraffene får ingen betydning, for erhvervsledere bliver kun sjældent dømt i sager fremført af højtbetalte stjerneadvokater, som er for komplicerede for den gennemsnitlige jury at forstå. Bevilligsstigningen til børsmyndighederne sker efter, at Bush i sit budget for næste år har beskåret samme myndigheders i forvejen beskedne bevillinger kraftigt. Tilbage er kun udrykningsstyrken, som forhåbentlig kan hænge nogle kendte erhvervspersonligheder fra et højt træ.

For lidt, for sent, var den næsten samstemmende konklusion fra hele spektret af kommentarer om Bushs reformbestræbelser i almindelighed og Bushs tale i særdeleshed. »Et frisk lag maling på råddent træ,« som et demokratisk kongresmedlem malende beskrev det.

Men hvordan kan det være, at USA efter en halv år lang syndflod af skandaler stadig ikke bevæger sig hastigt i retning af effektive reformer af et erhvervsliv, der tydeligvis er ude af kontrol?

Politikerne står ellers i kø for at puste luft i kvækkeposerne og synge serenader om deres forargelse for medierne (i håb om, at vælgerne så vil kysse frøen til midtvejsvalget i november). Det er også helt tydeligt, at amerikansk økonomi lider gevaldigt under tillidskrisen, som det månedlange aktieskred kun altfor tydeligt demonstrerer. Amerikanske bosser har storsvindlet med regnskaberne og beriget sig selv med aktieoptioner, mens firmaerne gik ned. Revisorer og regeringsopsyn har svigtet på stribe. Så hvorfor sker der så lidt?

Tjah, man kan jo starte med at kigge på alle præsidentens mænd. Præsidentkandidaten Bush, der selv har en middelmådig erhvervskarriere bag sig, slog sig som bekendt op på at være en business-præsident, der ville køre Det Hvide Hus som en direktør kører en virksomhed (et mantra, der unægtelig har en lidt anden klang i dag end dengang). Og hvis man ser på, hvilke repræsentanter for det amerikanske samfund, han har udpeget til sin regering, har han virkelig levet op til sit ord.

Vicepræsident Dick Cheney ledede olieudstyrsfirmaet Haliburton og bliver i øvrigt i øjeblikket undersøgt af børsmyndighederne for - rigtigt gættet - tvivlsom regnskabspraksis.

Finansminister Paul O'Neill ledede aluminium-giganten Alcoa. Forsvarsminister Donald Rumsfeld ledede General Instruments. Handelsminister Don Evans ledede et olie- og gasselskab. Ingen regering i USAs historie har været bare tilnærmelsesvist så tætpakket med eks-topdirektører og med tidligere topfolk og lobbyister for industrien. (Her kunne man også nævne, at viceminister for hæren, Thomas White, er under undersøgelse for sin rolle som medlem af ledelsen i alle erhvervsskandalers moder, Enron, hvor han holdt brandudsalg af sine aktier kort før konkurs-rutscheturen begyndte).

Aldrig har USA haft en så - hvad man med et meget venligt ordvalg kunne kalde - erhvervsvenlig regering. Og det har sat sig sine spor i det politiske landskab. Eksempelvis er det almindelig anerkendt, at energiindustrien - i øvrigt med Enron-superskurken Ken Lay i spidsen - skrev store dele af Bush-regeringens energipolitik. Eller Bushs kontroversielle beslutning om at bøje WTO-reglerne til at lægge straftold på importeret stål for at beskytte antikverede amerikanske stålproducenter. Aldrig har det gamle slogan »hvad der er godt for General Motors er godt for USA« haft flere tilhængere end i denne regering.

Kongressen er ikke meget bedre. Alle kongresmedlemmer modtager store kampagnebidrag fra amerikansk industri, som får valuta for pengene.

Den demokratiske senator og tidligere vicepræsidentkandidat, Joseph Lieberman, er eksempelvis gode venner med hi tech-industrien, hvor de efterhånden forkætrede aktieoptioner florerer allermest. Og gæt selv, hvem der flere gange har forpurret en regnskabsreform, der ville behandle optioner som en hvilken som helst anden form for lønkompensation og lade dem indgå på negativsiden i virksomhedsregnskaberne, mens de i dag er »gratis« for virksomhederne at udstede - formentlig en af de væsentligste faktorer bag direktørernes grådighed gennem senhalvfemserne.

Når det er sagt, har Kongressen udvist noget mere handlekraft end præsidenten. Begge kamre har vedtaget - og skal nu sammenskrive - hver deres reformlov, der efter manges vurdering ikke går vidt nok, men dog videre end Bushs muskelsvage reformforsøg.

»Det er en hård lov,« sagde det republikanske kongresmedlem F. James Sensenbrenner. »Den vil sende folk i fængsel i lang, lang tid.«

Blandt elementerne i de to forslag er netop strengere straffe for svindel og for at ødelægge bevismateriale (Enron-arven igen...) og et krav om, at direktørerne selv underskriver regnskaberne og dermed bliver personligt ansvarlige for deres korrekthed.

Men demokraterne, der traditionelt har færre venner i storindustrien end republikanerne, har lugtet blod og beskylder i et konstant bombardement republikanerne for at være i lommen på storkapitalen - en beskrivelse, der imidlertid også passer på ikke så få demokrater. Det gør de ikke mindst, fordi de dermed har fundet sprængfarlig ammunition at stoppe i kanonerne til det vigtige midtvejsvalg i november, hvor balancen i Kongressen kan tippe. Republikanerne skal ikke have noget af at falde i dette baghold, så derfor går den vilde, oratoriske reformjagt nu i Kongressen.

Bag forskellene i demokraternes og republikanernes opfattelser ligger også en fundamental ideologisk skillelinje. Kampen mellem demokraterne og republikanerne er nærmest som den danske ideologiske kamp mellem Socialdemokratiet og Venstre, hvor hele den politiske arena bare er rykket et godt skridt til højre i USA. I Danmark afspejler venstrefløjens fundamentale mistillid til erhvervslivet sig groft sagt i mere stat og højere skatter, mens højrefløjens ukritiske erhvervsbegejstring viser sig i mindre stat og lavere skatter (selvom ambitionerne her kun rækker til et såkaldt »skattestop«). Samme grundlæggende konflikt udspiller sig i USA, hvor republikanerne i skandalesagerne kun ser enkelte rådne æbler på erhvervslivets store æbletræ. Dem vil man så ryste ned med strengere straffe, mens de mange sunde æbler uberørt bliver hængende. Demokraterne ser derimod et sygt æbletræ og vil fælde hele træet og plante et nyt ved hjælp af mere offentlig regulering af virksomhederne.

Erhvervslivet kan sjovt nok bedst lide republikanernes terori om de enkelte rådne æbler. Den almindelige opfattelse blandt erhvervsledere er derfor, at industrien i videst mulige omfang bør - og nok skal - regulere sig selv.

Og sandt er det, at meget er sket. På Wall Street har man frivilligt indført regler, der bedre skal adskille aktie-sælgere fra de i princippet uafhængige aktie-analytikere, der i praksis er endt med at lave reklame for investeringsbankernes kunder i stedet for uafhængig research til investorerne.

Flere af de store revisionsselskaber har frivilligt opgivet muligheden for at udføre lukrativt konsulentarbejde for de selskaber, de også reviderer. Sidste uge begyndte Coca-Cola at indregne aktieoptionerne som en udgift i regnskaberne, og flere vil givet følge efter. Og fremfor alt vil markedets nådesløse behandling i den seneste tid af virksomheder med ildelugtende regnskaber givet have en stærkt disciplinerende effekt på direktører med trang til at pynte på regnskaberne for at hæve værdien af deres aktieoptioner. Som nationalbankdirektør Alan Greenspan sagde tidligere på ugen, kan markedet meget vel vise sig at være den mest effektive regulator.

Nogle reformer kommer der givet ud af hele balladen. Men store dele af det politiske spektrum og langt hovedparten af erhvervslivet venter givet på, at skyerne over aktiemarkedet og de mange skandaler vil drive væk i en fart, så folkets vrede kan fortage sig, inden lovgiverne når at omsætte alle deres store ord i love, der vil indhegne virksomhedernes gallopperen ud over stepperne.

»Politikerne er ved at falde over hinanden for at se hårde ud, mens de venter på, at opmærksomheden fortager sig, så den atter kan tjene deres herrer i erhvervslivet - som er, hvad der i første omgang kastede os ud i alle disse problemer,« skrev kommentatoren Jonathan Alter i Newsweek.

Og ingen tvivl om, at hvad der er godt for General Motors er godt for store dele af Kongressen og regeringen. Spørgsmålet er, om det også er godt for USA.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

<p>Henrik Olejasz Larsen, investeringsdirektør i Sampension</p>
Sponseret

Aktiemarkederne ligger historisk set forholdsvis højt. Det afspejler, at det går rigtig godt i den underliggende økonomi, forklarer investeringsdirektør.Arbejdsløsheden er rekordlav i både Japan og US...

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen