Berlingske Business

Privatfly til Folket

Det er ikke mange år siden, at rejser med privatfly kun var for de superrige. Men faldende priser, nye ejerskabsformer og kø i lufthavnene udbreder nu denne luksus til stadig flere.

NEW YORK

Næste gang De sidder klemt ned i et flysæde, hvis størrelse og komfort minder om det i en bobslæde, sammen med 100 andre lidelsesfæller i en overfyldt Boeing 737, kan man jo filosofere over, hvordan den samme flyvetur ville føles, hvis flyet i stedet havde 10 til 15 sofasæder, to brusebadeværelser plus et soveværelse med en dobbeltseng bagi. Man slipper for at stå i kø i sikkerhedskontrollen, hvor personalet smider rundt med ens bærbare computer som om de sorterede pakker for Post Danmark og derefter tvinger en til at tage skoene af for at bombeanalysere dem. I stedet bliver man kørt lige op til flydøren, hvorefter man uden videre tager sin 200-kilos bagage ombord - uden at høre et ord om overvægt eller én håndtaske pr. person.

Navnet på denne drøm hedder Boeing Business Jet, og det koster 50 millioner dollar at realisere den. Men mens denne specialbyggede 737 vil forblive et flyvende fata morgana for de fleste af os i al overskuelig fremtid, har en kombination af faldende priser, nye ejerskabsformer og stadig flere irritationsmomenter ved traditionelle flyrejser gjort privatfly til en af de mest lovende nicher i flyindustrien.

11. september»Der var afgjort allerede en stigning før 11. september, men tempoet er mere end fordoblet siden,« siger flyekspert Rick Charles fra Georgia State University. »Sikkerhedsforanstaltningerne i lufthavnen er blevet så tidskrævende. Erhvervsfolk i den midterste og øverste gruppe finder, at det er mere økonomisk effektivt at betale en højere pris og tage et privatfly.«

Det er ikke mange år siden, at privatfly var forbeholdt en lille, supereksklusiv elite, der socialt set fløj helt deroppe, hvor luften er for tynd for os andre. Men i de senere år er dette lufttrafikkens svar på en rød sportsvogn, der i mere end én forstand siger »jeg er ankommet«, fundet et stadig bredere marked blandt dem, hvor tid er penge.

Selvom branchen i lighed med resten af rejseindustrien oplevede en dukkert lige efter 11. september, forventes den at fortsætte den fremstormen, der startede i 1990erne. Over 7.800 business jets til en værdi af næsten 125 milliarder dollar ventes indtil 2010 at rulle af samlebåndene hos Bombardier, Cessna og de tre andre altdominerende producenter af disse fly. Blandt selskaber, der udlejer fly til enkeltture, er omsætningen først på året allerede steget 30 procent i forhold til sidste år, mens mange selskaber har oplevet vækst på 50 procent.

Men det hastigst voksende marked, som virkelig har gjort privatfly tilgængelige for den brede elite, er det såkaldte »fractional ownership«-marked, hvor antallet af ejere i USA er steget fra 1.000 i 1997 til 3.200 i dag og forventet 9.000 om fem år. Begrebet dækker over en slags time share-arrangement, hvor man køber en andel af et fly, der altid er til rådighed, men hvor man kun har ret til et vist antal flyvetimer om året. Udover at holde prisen nede, sender fractional ownership heller ikke det samme ubehagelige signal til aktionærerne om ledelsens hæmningsløse overforbrug, som fuldt ejerskab let stråler af.

Ikke at fractional ownership blot er et greb i kreditkortet. I USA koster det omkring næsten 450.000 dollar at købe et 16-dels ejerskab i en BeechJet 400A til 6,6 millioner dollar, hvilket giver ret til 50 årlige flyvetimer. Skal man have den virkelig cool model, taler vi om den 35 millioner dollar dyre Gulfstream IV til 16 personer, hvor prisen eksploderer til over ti millioner dollar - dog med ret til 400 flyvetimer.

Sund forretningMen matematikken er ikke så ringe, som den umiddelbart ser ud. Det koster omkring 28.000 dollar at flyve en business jet tværs over USA. Med seks mand ombord giver det en stykpris på 4.600 dollar. Det skal sammenlignes med en traditionel førsteklassesbillet, som typisk koster tusind dollar mindre. Lægger man hertil, at business jets starter og lander, når kunderne og ikke luftfartsselskaberne vil have det og desuden kan lande i 5.000 små lufthavne i USA, hvor luftfartsselskaberne kun har 500 at vælge imellem, er der seriøs tid at spare mod en overkommelig merudgift. Specielt på usædvanlige rejseruter og på kortere ture, hvor uforholdsmæssig meget tid går med at kæmpe sig igennem lufthavnen til og fra flyet, er der gevinst ved alternativet. Det hører med i billedet, at de amerikanske flybilletpriser er steget med tocifrede procentbeløb i en periode, hvor jet-charterpriserne har stået næsten stille.

De traditionelle luftfartsselskaber siger, at de ikke er bekymrede over konkurrencen, og at deres dramatiske indtægtsfald sidste år handler om dårlig nationaløkonomi og ikke privatfly. Men selskaberne har ifølge eksperter grund til bekymring, da halvdelen af passagererne og tre fjerdedele af deres indtægter kommer fra forretningsrejsende.

»Luftfartsselskaberne siger, at det ikke har noget med dem at gøre, at det er økonomiens skyld, men det er ganske enkelt ikke rigtigt,« siger Charles. »Luftfartsselskaberne har prissat sig selv ud af markedet. Forretningsbillet-priser er simpelt hen gået for vidt.«"

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Venezuela har verdens største oliereserver – og en årlig inflation på 100.000 pct. Hvad er det lige, der sker?For en dansk investor var Venezuela frem til for få år siden interessant, fordi ØK havde s...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen