Berlingske Business

Portræt: Signe har skiftet side

Signe Friberg Nielsen får sin debut som Amtsrådsforeningens topforhandler ved vinterens overenskomstforhandlinger. Tidligere sad hun på den anden side af bordet som lønmodtagernes repræsentant.

Nok er hun ikke tankelæser, men Signe Friberg Nielsen er usædvanligt godt klædt på, når det gælder om at forstå, hvordan modparten tænker ved forhandlingsbordet.

Ved overenskomstforhandlingerne i 1999 og 2002 var hun sekretariatschef i KTO og en af lønmodtagernes helt centrale forhandlere. Men i år er hun rykket over til arbejdsgiverne.

»Jeg kan da mærke, at der bliver luret lidt på mig. Kan jeg nu stå for det her skifte, eller sidder det i blodet på mig, at jeg er lønmodtagernes tro væbner? Nogle vil sikkert mene, at jeg ikke sådan kan slippe det. Men jeg synes nu ikke selv, at det er så svært,« siger Signe Friberg Nielsen.

Som forhandlingsdirektør i Amtsrådsforeningen har hun allerede været ude i medierne og tage de indledende sværdslag med tidligere kolleger. Førhen var Signe Friberg Nielsen med til at formulere sygeplejerskernes lønkrav, men i år betegner hun dem som urealistiske. Og Signe Friberg Nielsen er ikke længere den, der slutter op om sygeplejerskernes modstand over for »Ny løn«.

»Når jeg hører Signe sige, at det er rigtig godt med »Ny løn«, og at det skal vi have noget mere af, så tænker jeg da på, at melodien var en helt anden, da hun var ansat i KTO. Men det er the game. Signe er embedsmand, og hun arbejder loyalt for at føre de politiske beslutninger i hendes bagland ud i livet. Det er vel i virkeligheden et udtryk for hendes professionalisme,« siger Connie Kruckow, formand for Dansk Sygeplejeråd.

Kender modparten
Både hos lønmodtagerne og i Amtsrådsforeningen er der en udbredt tiltro til Signe Friberg Nielsens forhandlingsevner - uanset hvem hun bruger dem til fordel for.

»Signe er utroligt kompetent og målrettet. I KTO har hun styret forhandlingsudvalgets sekretariat med hård hånd. Den opgave er hun lykkedes godt med, selv om sekretariatet udelukkende bestod af mænd, der skulle pleje hver deres egeninteresse,« siger Bente Sorgenfrey, formand for funktionærerne og tjenestemændene i FTF.

Amtsrådsforeningens formand Kristian Ebbensgaard er heller ikke i tvivl om, at han har ansat en stærk forhandler.

»Signe er meget kvalificeret og kan sagtens håndtere et rolleskift. Til forhandlingerne kan det sagtens være en fordel at kende modpartens situation. Så har man lettere ved at finde nogle fornuftige resultater,« siger Kristian Ebbensgaard.

Råt for usødet
51-årige Signe Friberg Nielsen beskrives som en person, der spænder vidt. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at hun kan skrive hele tre uddannelse på sit CV. Hun er tresproglig korrespondent i engelsk, tysk og fransk fra Handelshøjskolen i København, socionom fra Roskilde Universitetscenter og jurist fra Københavns Universitet. Hendes bedste veninde mødte hun på jurastudiet i 1980erne.

»Vi begyndte begge at læse jura i en lidt sen alder. Vi sad i manuduktionslokalet og kunne godt se på hinanden, at vi var mindst 15 år ældre end de andre. Så vi begyndte at læse til eksamen sammen, og det har givet god grobund for et venskab,« siger Ida Elisabeth Koch, der er seniorforsker på Institut for Menneskerettigheder.

Hun kender Signe Friberg Nielsen som en omsorgsfuld veninde, der er god at grine med.

»Signe er vældigt god til at pjatte, men hun har også den der dybde, som gør, at nu lægger vi spøg til side. Hun snakker ikke nogen efter munden, men giver dig det hele råt for usødet, hvilket er utroligt vigtigt for et venskab,« siger Ida Elisabeth Koch

Hun understreger, at Signe Friberg Nielsen ikke bare er ambitiøs med sit arbejde men også med sit privatliv.

Familie med fem børn
Signe Friberg Nielsen og hendes mand smider de to kajakker op på taget af bilen og kører til Esrum sø, når vejret og tiden er til det. Endnu er der tale om kajakroning på begynderplan, mens deres passion for Italien og de ugentlige timer i italiensk er af ældre dato.

»Vi er meget glade for Italien. I sommer var vi dernede i en hel måned, hvor alle børnene kom og sluttede sig til os i en uge i Amalfi. Selv om de nu er voksne, så lykkes det stadig at samle tropperne og holde enten skiferie eller sommerferie sammen,« siger Signe Friberg Nielsen.

Hun er mor til Christian på 23 år og Jacob på 18 år, mens hendes mand har tre voksne børn.

»Jeg synes ikke, vi sidder lårene af hinanden. Men familien betyder meget. Vi samles også tit i vores sommerhus ved Vejby Strand, som vi deler med min mor og bror,« siger Signe Friberg Nielsen.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen