Berlingske Business

Portræt: Dennis skal have et forlig hjem

Dennis Kristensen har gjort sig bemærket som en indædt modstander af pamperi og hemmelige bestyrelseshonorarer. Nu står han midt i sin største udfordring. Han skal lande en overenskomst for 570.000 offentligt ansatte.

Han er formand for en masse kvinder og lidt af en betonknuser. Populær blandt sine egne medlemmer og i den brede offentlighed, men ilde set blandt de andre fagforeningsbosser i LO-familien.

Selv om Dennis Kristensen kun har været formand for Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA) siden 2002, har han allerede fundet sig godt til rette i rollen som LO-familiens oprørske dreng.

Han har som ingen andre formænd forstået at erobre mediernes dagsorden, og han har taget en stribe ideologiske opgør med »traditionalisterne« i LO-fagbevægelsen i fuld offentlighed.

Det har givet den tidligere portør fra Herlev Sygehus et ry, som den »rene« fagforeningsformand, der kæmper mod pamperiet. Hvilket nok aftvinger respekt på de ydre linjer, men langtfra altid er lige så populært blandt de tunge drenge i LO.

Ingen partibog
Det første chok kom allerede, da den tidligere kommunist blev valgt som FOA-formand uden at have den socialdemokratiske partibog i orden. Derefter er de kommet i en lind strøm.

Stik imod alle uskrevne regler kritiserede Dennis Kristensen offentligt SiD for at tage imod ferierejser betalt af Falkonercentret, for hvem de er en vigtig kunde. Dennis Kristensen satte en sand lavine i gang ved at offentliggøre sine honorarer for bestyrelsesarbejde og lade halvdelen gå tilbage i partikassen. Og de andre fagforeningsformænd blev nødt til at følge trop og offentliggøre størrelsen af deres honorarer på nettet.

Sidst har Dennis Kristensen indgået overenskomst med LO-fagbevægelsens ærkefjende nummer et, Kristelig Fagbevægelse, hvorved han har givet afkald på strejkeretten og muligheden for sympatikonflikter.

Går efter resultater
Den slags bliver man ikke populær på i fagbevægelsen. Og det ved Dennis Kristensen godt.

»Der er nok en del i fagbevægelsen, der ikke synes jeg er verdens bedste påfund. Når man prøver at ændre en tidligere tradition med, at vi vasker vores beskidte undertøj indendørs, til at tingene er til åben debat, så kan man nok ikke være venner med alle,« siger Dennis Kristensen.

Der er således ikke noget at sige til, hvis KTOs formand har en fornemmelse af, at han går til eksamen, når han i disse dage sætter sig til forhandlingsbordet for at forhandle en overenskomst hjem til 570.000 offentligt ansatte i forhandlingsfællesskabet KTO.

For det er nu, Dennis Kristensen kan bevise, at han kan andet og mere end at fremstå, som den »rene« fagboss, der gang på gang erobrer mediernes dagsorden og indirekte får de andre fagforeningsformænd til at fremstå som en flok forandringsforskrækkede pampere.

Nu skal Dennis Kristensen bevise, at han også kan levere varen i form af kontante lønstigninger til medlemmerne.

»Det er rigtigt, at det er to vidt forskellige ting at diskutere pamperi og skaffe et overenskomstresultat hjem. Den nye forhandlingsmodel, som jeg har haft en del at gøre med, skal stå sin prøve, og det skal jeg selvfølgelig også. Jeg bilder mig ind, at jeg er ret resultatorienteret, men det skal dokumenteres nu,« siger Dennis Kristensen.

Lynhurtigt forlig
Selv om der på forhånd er lagt op til vanskelige forhandlinger, fik Dennis Kristensen allerede efter første møde med arbejdsgiverne markeret, at han er opsat på at skabe et resultat og undgå at ryge i forligsinstitutionen.

Ganske usædvanligt indgik parterne et lynhurtigt delforlig for det første år, som betyder, at de offentligt ansatte kan se frem til at ryge et løntrin op. Samtidig vil der blive indbetalt pension under hele barselsorloven, til gavn for især kvinderne.

Privat er Dennis Kristensen far til to piger på 18 og 23 år. Han er for nylig flyttet ind i et nyt rækkehus sammen med hustruen Dorte, der er bioanalytiker på Rigshospitalet. Når han ikke bruger den sparsomme fritid som handyman, står den på teater og biografture med gode venner. »De er plottet ind i kalenderen god tid i forvejen, for ellers ville vi aldrig komme nogen vegne,« siger Dennis Kristensen.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Danske pensionsselskaber kan lige nu fortælle om afkast, der ligger og svinger i størrelsesordenen 0-3 pct. Det er langt fra sidste års to-cifrede gevinster, men der er en gode forklaringer på, at afk...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen