Berlingske Business

Otte har budt på TV 2 - fire navne overraskede

Trods hemmelighedskræmmeri om salget af TV 2, meldte kulturministeriet i går, at otte seriøse selskaber har afgivet bud. Berlingske Tidende vover et øje og bringer en komplet liste på alle koncerner, hvoraf fire er sikre.

I alt otte danske, nordiske og internationale mediehuse går efter at købe den danske TV-station TV 2. Det kom frem i går efter fristen klokken 12 for afgivelse af de første indikative bud. Kulturministeriet og Danske Markets, som er statens finansielle rådgiver i forbindelse med salget af aktier i TV 2/Danmark, har dog valgt at holde fuldstændig tæt om de potentielle købere. Ingen navne slippes ud.

Berlingske Tidende kan dog med sikkerhed oplyse navnene på fire af byderne, der har meldt sig i første runde, og har tillige stærke indikationer på, hvem de resterende er.

Fire sikre
Amerikanske SBS Broadcasting, der bl.a. driver TV Danmark, Kanal 5 og TV Voice i Danmark, byder alene - trods forsøg på at finde partnere.

Svenske Modern Times Group (MTG) gik længe efter at danne et købskonsortium og diskuterede sagen med Lønmodtagernes Dyrtidsfond samt A-Pressen i Danmark, men er ligledes endt med at byde alene. »MTG forholder sig dog åben for en eventuel inkludering af andre partnere i buddet,« hed det i en officiel meddelelse i går fra MTG.

Det Berlingske Officin har indgået købskonsortium med svenske TV4, der delvis ejes af Bonnier og Alma Media samt en stribe andre aktionærer.

JP/Politiken byder sammen med Egmont. Og makkerskabet er det eneste rene danske købskonsortium. Så langt så godt.

Mange er udelukket
Hvem de resterende fire bydere er, kan ikke slås fast med fuldstændig sikkerhed, men før vi afslører de sandsynlige navne, kan vi som noget nyt udelukke yderligere en stribe mediekoncerner og personligheder, som Berlingske Tidende har talt med:

Aller Press A/S har vurderet muligheden »meget nøje«, oplyser adm. direktør Pål Thore Krosby, men valgte ikke at give noget bud - trods frieri fra tre-fire andre medieselskaber.

Milliardæren John de Mol, der opfandt Big Brother og som ejer Talpa Holding med Radio 100FM i Danmark, siger via sin talsmand Thomas Notermans, at han »ingen interesse« havde i TV 2.

Søndagsavisen A/S, der satser på en offensiv strategi i 2005, valgte ligeledes ikke at byde, oplyser viceadm. direktør, Mads Dahl.

Den Blå Avis-millionær, Karsten Ree, melder også pas.

Aldo Petersen, der er hovedaktionær i Eurotrust, som ejer selskabet bag TV-kanalen DK4, har heller ikke budt. »Hverken personligt eller gennem nogen af de selskaber, jeg sidder i,« siger han.

Både A-pressen i Danmark og Norge siger nej.

Norske Schibsted siger nej.

Finske Sanoma har tidligere afvist.

TDC fastholder sit nej.

Klaus Riskær byder heller ikke. »Jeg betragter det som en ekstrem risikopræget investering for dem, der køber TV 2,« siger han.

Ifølge Silvio Berlusconis Gruppo Mediaset er der heller ikke kommet noget bud fra Italien.

Fire mulige
Og lad os så røbe de fire potentielle købere:

For selv om Rupert Murdochs gigantiske medieimperium, News Corp., tidligere har signaleret, at det ikke bød, så er det ikke nogen garanti. Og mens kulturminister Brian Mikkelsen i går afviste Berlusconi blandt bydere, ville han ikke svare direkte adspurgt om Murdoch.

Næste sandsynlige på listen er norske Telenor. Og chef i Telenor Broadcast, Stig Eide Sivertsen, vil ikke udelukke det. »Det kan jeg ikke svare på,« siger han. Samtidig oplyser centrale kilder, at Telenor har stærke interesser i at hindre MTG i at få danske TV 2 på grund af kamp mellem Canal Digital (delvist ejet af Telenor) og den anden satellit-TV-distributør Viasat, som ejes af MTG. En strategisk kamp om, hvem af de to, der i sidste ende skal overleve på det danske marked.

Som det tredje navn på ansøgerlisten står tyske RTL, som ifølge Berlingskes oplysninger har haft »stråmænd« i Danmark til at undersøge potentialet og bejle til andre aktører.

Og endelig til sidst: franske TF1, der i dag går for at være den bedst drevne fjernsynskanal i Europa og som tillige tjener mange penge med mulighed for at ekspandere.

Bud skal analyseres
Hvor mange af de otte ansøgere, der får lov til at gå videre til næste runde, er usikkert, men kulturministeren har nævnt fire-fem stykker.

»På baggrund af en nærmere analyse af de indkomne bud vil der først i det nye år blive indledt forhandlinger med de mest kvalificerede bydere med henblik på, at et salg kan være endeligt på plads i løbet af foråret,« siger Brian Mikkelsen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Venezuela har verdens største oliereserver – og en årlig inflation på 100.000 pct. Hvad er det lige, der sker?For en dansk investor var Venezuela frem til for få år siden interessant, fordi ØK havde s...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen