Berlingske Business

Økonomiskolen - Lektion 5 - Der vil jo altid være arbejdsløse

Politikerne er sat i verden for at skabe så høj en beskæftigelse som muligt. De lader sig inspirere af økonomerne, hvis forklaringer og løsningsforslag dog har ændret sig ganske betydeligt i tidens løb. Helt at afskaffe ledigheden kan dog ikke klares i en markedsøkonomi.

Vi må starte med en undskyldning. At kalde ledighed for naturlig vil virke stødende på folk, som har prøvet at miste deres arbejde. Men i økonomernes verden har følelser en begrænset placering, her handler det om at økonomisere med knappe ressourcer - og en af dem er vores arbejdskraft.

Men at måle, hvor meget arbejdsløshed der er og vurdere, hvordan man kan få den bragt lavest muligt ned, er en opgave, som økonomstanden bruger mange kræfter på.

Ledighedsstatistikken er noget af det tættest fulgte i den økonomiske debat, og dens udsving kan koste regeringer livet. Løfter om afskaffelse af ledighed kan til gengæld vinde valg eller føre til regimeskift, hvilket blandt andet var, hvad der førte nazisterne til magten i tredivernes Tyskland, og hvad der skabte en umiddelbar folkelig opbakning til den kommunistiske ideologi. Nazisterne i Tyskland og kommunisterne i Sovjet fik faktisk officielt af-skaffet arbejdsløsheden, men med kontroversielle midler, der i dag ses på med foragt.

Tredivernes krise var verdensomspændende. I USA var der 12 millioner arbejdsløse i 1932, året hvor Roosevelt blev valgt som ny amerikansk præsident, fordi amerikanerne mente, at hans New Deal-program var det, der skulle til. New Deal handlede om at få flere i arbejde, og midlerne var en pengeudpumpende finanspolitik, socialhjælp, begrænsninger af landbrugs-produktionen for at hæve priserne og en genopretningspolitik for industrien, der sænkede arbejdstiden og hævede lønningerne.

Om det virkede efter hensigten, er tvivlsomt, men det var et klart eksempel på, at bekæmpelse af ledighed fik en central placering i den økonomiske politik. Så central, at det i den danske grundlov er skrevet ind som en samfundsopgave at skabe arbejdspladser i økonomien.

Virkeligheden: Men hvordan man gør det, findes der heldigvis ingen love for. Heldigvis, fordi den gængse økonomiske opfattelse af god arbejdsmarkedspolitik har ændret sig ganske betydeligt i tidens løb.

Det er uundgåeligt, at der vil være en vis ledighed i en samfundsøkonomi. Folk fyres dagligt, og selv om nogle hurtigt kan finde et nyt job vil der altid være andre, som er knap så heldige, og som derfor vil gå ledige, indtil de finder et nyt arbejde. Desuden er det heller ikke nemt at få udbuddet af arbejdskraften til at matche virksomhedernes og det offentliges efterspørgsel på arbejdskraft til ethvert givent tidspunkt. For selv om en virksomhed for eksempel oplever et pludseligt fald i ordrebøgerne, kan den ikke uden videre reducere de lønninger, som de ansatte modtager. Der findes aftaler og lovgivning om minimumsløn, der er overenskomster, som skal respekteres - dem, som har et arbejde, og som er organiseret, er ofte ikke villige til at gå ned i løn for at hjælpe deres arbejdsløse fagkolleger i beskæftigelse - og endelig kan det være i virksomheders interesse at aflønne deres ansatte med en løn, som er højere end den løn, der ville skabe ligevægt på arbejds-markedet (og dermed beskæftigelse til alle), fordi det kan skabe loyalitet og få medarbejdere til at arbejde hårdere.

Derfor er det indlysende, at der aldrig vil være fuld beskæftigelse i en økonomi. Lønniveauet vil generelt være højere, end hvad udbuddet og efterspørgslen efter arbejdskraft ville indikere. Økonomer finder det således kun naturligt, at der altid vil være en vis ledighed.

Konjunkturstyring: Men at få bragt ledigheden så lavt ned som muligt inter-esserer økonomer. Som beskrevet i sidste uge kan den økonomiske politik - finans- og pengepolitik - benyttes aktivt til at udjævne konjunk-turernes svingninger ved at påvirke efterspørgslen i øko-nomien og dermed udjævne svingninger i ledigheden. Men erfaringerne har vist, at politikerne sjældent er gode til at forudse de økonomiske svingninger (økonomerne er heller ikke for gode til det), og da den politiske proces desuden ofte er langsommelig, er den aktive finanspolitik ikke et vidundermiddel til bekæmpelse af ledighed.

I stedet for at bekæmpe ledigheden direkte med den makroøkonomiske politik studerer økonomerne i dag, hvordan arbejdsmarkedet er indrettet og hvilke barrierer, der findes for beskæftigelsen. Det vil sige, at man i mindre grad regulerer den samlede efterspørgsel i samfundsøkonomien, men regulerer den enkelte arbejdstagers tilskyndelse og mulighed til at tage et arbejde og den enkelte arbejdsgivers interesse i at ansætte. Det kan gøres med pisk eller gulerod, som for eksempel en aftrapning af understøttelsen over tid eller et fradrag i skatten ved beskæf-tigelse.

Strukturledighed: Det er med andre ord den arbejdsløshed som er bestemt af strukturerne i økonomien, der er kommet i centrum. Økonomerne kalder den for strukturledigheden.

Hvor stor, den strukturelle ledighed er, afhænger af en lang række institutionelle forhold i økonomien. Den bestemmes blandt andet af dagpengesystemet, arbejds-markedspolitik, overenskomstsystemet og skattesystemet.

Understøttelsessystemer kan for eksempel afbøde de økonomiske konsekvenser for den enkelte i tilfælde af arbejdsløshed. Men bagsiden af medaljen er, at jo højere understøttelse, man får som ledig, jo mindre tilbøjelig vil man være til at tage det første og bedste arbejde, som tilbyder sig. I økonomens optik handler det om at afveje tryghed for den enkelte over for den økonomiske tilskyndelse til at tage et arbejde - og det er en afvejning, som politikerne må tage sig af. Jo højere understøttelse, jo højere strukturel ledighed må man forvente.

Selve løndannelsen på arbejdsmarkedet har også betydning for den strukturelle ledighed. For eksempel foregik de fleste lønforhandlinger i Danmark i firserne centralt, således at det var lønmodtagernes og arbejdsgivernes repræsentanter, der forhandlede sig frem til en overens-komst. I dag er lønforhandlingerne i vid udstrækning decentraliseret, så forhandlingerne i højere grad foregår ude på den enkelte virksomhed. Dette skift i løndannelsen, mener mange, har sænket den strukturelle ledighed, fordi man få en mere effektiv løndannelse, der i højere grad afspejler den enkelte virksomheds situation.

Strukturelle valg: Høj skat på indkomst kan også forklare en høj strukturel ledighed. Beskatter man den sidst tjente krone hårdt, vil arbejdstageren være tilbøjelig til at arbejde mindre og efterspørge mere fritid (der jo ikke beskattes), og dermed opnår man en lavere samlet beskæftigelse. Igen beror skattesystemets indretning dog også på fordelingsmæssige hensyn, som det er politikernes opgave at tage stilling til.

Hvordan, den enkelte påvirkes af ledighed, har også konsekvenser for den strukturelle ledighed.

Under lavkonjunkturer, hvor arbejdsløsheden stiger, risikerer man, at langtidsledige mister kontakten med arbejdsmarkedet og på sigt ikke længere har tilstrækkeligt efterspurgte kvalifikationer. Erfaringerne tyder på, at det kan betale sig at gøre en ekstra indsats for at få disse grupper hurtigere i arbejde og dermed undgå, at de marginaliseres på arbejdsmarkedet. Det er ikke nok i sig selv at sørge for en tilstrækkelig stor økonomisk tilskyndelse til at finde et nyt arbejde. For mange langtidsledige er det ikke manglende lyst, men manglende muligheder, der forhindrer dem i at vende tilbage til et arbejde.

Derfor har man i flere lande forsøgt at føre en langt mere aktiv arbejdsmarkedspolitik. Ledige sendes i aktivering for at sikre en tilknytning til arbejdsmarkedet, og de sendes på efteruddannelseskurser for at opkvalificere deres kompetencer. Uden en aktiv arbejdsmarkedspolitik risikerer økonomiske lavkonjunkturer at hæve den strukturelle arbejdsløshed, fordi flere vil marginaliseres på arbejdsmarkedet, hvis de i deres ledighed overlades til sig selv.

Man hører ofte, at ledighed forsvares med, at der simpelthen ikke er arbejdspladser nok. Under en lavkonjunktur kan det være en rigtig betragtning, men kun på kort sigt. Økonomerne er faktisk enige om, at antallet af arbejdspladser på langt sigt afhænger af, hvor mange personer der er i arbejdsstyrken. Antal arbejdspladser er så at sige en funktion af arbejdsstyrken. Det er blandt andet grunden til, at mange økonomer anbefaler strukturreformer, der kan øge arbejdsstyrken under en lavkonjunktur.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen