Berlingske Business
17:32Renten faldt tilbage torsdag

Økonomiskolen - Lektion 4: Politikerne må da gøre noget

Økonomisk politik handler traditionelt om at udglatte opture og nedture, selv om erfaringerne med det mildest talt er blandede. Alligevel rejser der sig ofte krav til politikerne om at gøre noget. Og historien viser, at de har svært ved at lade være.

Markedskræfternes sejrsgang som økonomisk princip betyder langt fra, at politikerne har udspillet deres rolle. Ganske vist kan de ikke styre økonomien i detaljer. Men de har åbenlyst en opgave på de områder, hvor markedet ikke kan klare sig selv.

Eksistensen af konjunkturer er måske det mest klare eksempel på, at markedet ikke fungerer, som det skal. Hvad årsagen end måtte være, er det ikke særlig smart, at økonomien med jævne mellemrum rammes af kriser og deraf følgende af fyringsrunder og generel elendighed. Og de sidste mange års økonomiske politik har da også især handlet om, hvordan det kan undgås.

Depression

Konjunkturpolitik blev på det nærmeste opfundet af den britiske økonom John Maynard Keynes. Baggrunden var den store depression i 30erne - den værste lavkonjunktur, som den udviklede verden endnu har set. Keynes mente, at depressionens hovedårsag var, at virksomhederne ikke kunne sælge varer nok. Frygt for arbejdsløshed fik forbrugerne til at skære ned på forbruget, mens frygt for markedsudviklingen fik virksomhederne til ikke at bruge penge på nye investeringer. Deres frygt blev en selvopfyldende profeti, fordi den manglende efterspørgsel faktisk fik virksomhederne til at fyre folk, og dermed var en ond cirkel i gang.

Efterspørgselsstyring

I den simple udgave af keynesiansk tankegang er det således efterspørgslen, der bestemmer produktionen og dermed beskæftigelsen. Det fører til den oplagte konklusion, at politikerne må forsøge at regulere efterspørgslen, og navnlig sørge for, at den bliver opretholdt i nedgangstider. Til det formål har de to instrumenter: Finanspolitik og pengepolitik.

Ekspansiv finanspolitik kan simpelt hen betyde, at det offentlige sætter forbruget i vejret, når den private efterspørgsel svigter. Byggeri af broer og operahuse skaffer job til de arbejdsløse, genskaber optimismen og bryder den onde cirkel. En mere raffineret form er at poste flere penge ud til borgerne i form af skattelettelser eller højere sociale ydelser.

Derved kan man øge privatforbruget med samme effekt.

Forbrug eller opsparing

Den metode er dog mindre effektiv, fordi borgerne vil spare en del af gevinsten op i stedet for at bruge den, og fordi en del af forbrugsvarerne givetvis vil blive importeret. Uanset metoden må de ekstra udgifter finansieres ved offentlig låntagning.

Ekspansiv pengepolitik går ud på at trykke flere penge. Det er ensbetydende med at sætte renten ned, og også ensbetydende med at svække kursen på sin valuta. Den lave rente gør det mere attraktivt at låne til forbrug og investeringer og mindre attraktivt at spare op, og det sætter skub i efterspørgslen. En svag valutakurs gør ens egne varer billigere i forhold til andres, og øger dermed produktionen på bekostning af produktion i andre lande. Prisen er højere inflation.

En form for bedrag

De redskaber har i praksis vist sig at fungere ganske godt. De fleste økonomer vil også i dag skrive under på, at på kort sigt er det faktisk efterspørgslen, der bestemmer, hvor stor aktiviteten er. Men omvendt er der også ret indlysende, at produktionen i det store billede må være begrænset til, hvad der kan lade sig gøre med de råvarer, maskiner og arbejdstimer, der nu engang er til rådighed. Prøver man at gøre den større, vil det ende galt. Derfor er der også udbredt enighed om, at de keynesianske værktøjer skal bruges varsomt, hvis overhovedet.

Politisk træghed

Det første problem med aktiv finans- og pengepolitik er timing. Der kan gå år, fra en lavkonjunktur er konstateret med nogenlunde sikkerhed, til politikerne får færdigforhandlet og vedtaget en ekspansiv finanslov. Og det går tit endnu langsommere, når der skal strammes op igen bagefter. En renteændring går hurtigere, men er lang tid (9-18 måneder) om at virke, fordi effekten er så indirekte. Der er utallige eksempler på, at den aktive politik på den måde utilsigtet er kommet til at forstærke konjunkturudsving i stedet for at mindske dem.

Et mere grundlæggende problem er, at keynesiansk politik hviler på en form for bedrag. Tag for eksempel tricket med at trykke flere penge. Det betyder, at man udhuler pengenes værdi, og derfor skaber inflation. Hvis alle virksomheder, medarbejdere og opsparere kunne gennemskue det, ville de straks kræve højere priser, mere løn og højere renter som kompensation. Det ville neutralisere effekten på produktionen, så kun inflationen blev tilbage. På samme måde »burde« en slap finanspolitik blot få borgerne til at øge deres opsparing vel vidende, at de eller deres efterkommere selv kommer til at betale gaverne gennem højere skat på et senere tidspunkt.

Bliver ikke ved at virke

Imidlertid bliver mekanismerne ikke gennemskuet lige med det samme. Eller også når de økonomiske aktører ikke at reagere omgående. Men alting tyder også på, at man ikke kan narre alle mennesker hele tiden. Når først inflationen har bidt sig fast, begynder folk at indregne den i prisaftaler og overenskomster. Hvis den ekspansive politik stadig skal virke, skal den ikke bare skabe inflation - den skal skabe højere inflation, end folk havde regnet med. Det er den såkaldte monetaristiske kritik af Keynes.

Den kritik fik fra slutningen af 70erne politikerne til at sadle om. Inflationsforventningerne var blevet så høje, at fidusen ikke længere virkede. Derfor måtte forventningerne bringes ned, og det kunne kun gøres ved at overbevise borgerne om, at seddelpressen ikke længere stod til politikernes rådighed.

Derfor kom det på mode at gøre nationalbankerne så selvstyrende som muligt og udstyre dem med et mandat om at opretholde stabile priser. Skoleeksemplet er den tyske Bundesbank, hvis arbejdsform nu stort set er overtaget af den Europæiske Centralbank (ECB).

Danmark har i stedet valgt at »importere« Bundesbanks og ECBs troværdighed ved at låse kronekursen fast over for først D-mark og siden euro. Effekten er den samme, for Danmarks Nationalbank har på den måde fraskrevet sig muligheden for at lade seddelpressen køre efter behag. Alligevel stiller fastkurspolitikken store krav, fordi den blotte mistanke om slendrian kan sætte kronen under pres på valutamarkedet - med mindre devaluering er helt udelukket, som det ville være, hvis vi går med i valutaunionen. Men systemet fungerer, fordi der er udbredt enighed herhjemme om den såkaldte stabilitetsorienterede økonomiske politik. Under den er aktiv pengepolitik umulig, og et bredt flertal af politikere er enige om kun at føre aktiv finanspolitik i et stærkt begrænset omfang.

Strukturpolitik

I stedet er det hjemlige fokus rettet mod såkaldt strukturpolitik, der går ud på at skabe gode vilkår for produktionen og dermed øge den økonomiske aktivitet på langt sigt. Hvor godt, det er lykkedes, er lidt af en smagssag, men der er næppe tvivl om, at arbejdsmarkedet er blevet mere velfungerende (det ser vi nærmere på i næste uge). Danske regeringer forsøger sig også med aktiv erhvervspolitik fra tid til anden - altså en politik, der går ud på at udpege »gode« brancher og så hjælpe dem. Det gjorde man for eksempel med den nu afskaffede hjemmeserviceordning. Den slags ser de fleste økonomer på med stor skepsis, for hvorfor skulle embedsmænd og politikere være bedre til at udpege vinderbrancher end investorerne på finansmarkederne?

Den seneste finanslovsaftale har dog et klart keynesiansk fingeraftryk. Skattelettelsen er ikke finansieret af omgående besparelser, og argumentet for det er, at der skal skabes flere arbejdspladser. Men det er for intet at regne i sammenligning med den renæssance, som aktiv politik har fået uden for landets grænser. Årtiers troværdig politik har fået inflationsforventningerne så langt ned, at politikken for alvor virker igen, hvad især den amerikanske regering og centralbank har benyttet sig af de seneste år. Eurolandene har spændt sig selv fast i et anti-keynesiansk system af en inflationsbekæmpende centralbank og forbud mod store statsunderskud. Men at netop det forbud nu åbenlyst bliver ignoreret er et klart tegn på, at keynesiansk politik atter er i fremgang, med den indbyggede risiko, at vores lavinflationssamfund kan blive ramt af inflation igen.

John Maynard Keynes 1883-1946

Det er ingen overdrivelse at kalde Keynes for det 20. århundredes mest indflydelsesrige økonom. Hans idé om, at staten skal stimulere forbruget i nedgangstider, var et fuldstændig revolutionerende opgør med alle de råd, som økonomer tidligere havde givet politikere.

Det har sikkert passet Keynes glimrende, for han var aldrig bange for at provokere. I årene omkring første verdenskrig var han medlem af den skandaleombruste Bloomsbury-gruppe, der også omfattede kunstnere som Dora Carrington og Duncan Grant og forfattere som Lytton Strachey og Virgina Wolf. Også den gruppe provokerede han ved i 1924 at gifte sig med den russiske ballerina Lydia Lapokova, selv om Keynes' venner troede, at han var homoseksuel.

På den politiske scene markerede Keynes sig for alvor i 1918. Trods sin unge alder var han medlem af den britiske delegation ved fredsforhandlingerne i Versailles. Men han forlod forhandlingerne i protest over de enorme krigsskadeerstatninger, som Tyskland blev pålagt. De ville knuse landets økonomi og lede til en ny krig, mente han.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Sponseret

Sampensions kunder kan glæde sig over et godt afkast for 2017.”En typisk kunde i vores markedsrenteprodukt opnår et afkast i år på omkring 8 pct., og det er meget højere, end hvad man kunne forvente v...

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen