Berlingske Business

Ny Combus-skandale på vej

Private entreprenørselskaber vinder opgaver på jernbanen som aldrig før. Det tidligere Banestyrelsen er på vej i en situation, der minder om statens tidligere busselskab Combus.

Nyhedsanalyse

Kan Trafikministeriet være på vej med endnu en sag, der har de skræmmende spor af en skandale, som det var tilfældet med statens tidligere busselskab Combus og denne gang med Dansk Industris førstemand Hans Skov Christensen i spidsen.

I det 2.500 mand store Banedanmark, som lever af at vedligeholde og udbygge den danske jernbane, er der i hvert fald konturer, som peger kraftigt i samme retning af den situation, der udløste Combus-skandalen.

Frygter arbejdsløshed
Hundredvis af ansatte i Banedanmark - som i busselskabet - frygter arbejdsløshed, da staten vil spare penge på at få opgaverne på jernbanen udført.

Som Combus er Banedanmark med Hans Skov Christensen som bestyrelsesformand i en situation, hvor de tidligere så sikre arbejdsopgaver nu bliver sendt i udbud, og hvor udviklingen i de seneste par år har vist, at Banedanmark har svært ved at følge med. Opgaverne er delt op i to: Vedligeholdelse og nybygning.

I sidste gruppe løber de private entreprenørselskaber nu med 80 pct. af opgaverne. En drastisk udvikling på få år. Hvad angår vedligeholdelse er det fortsat Banedanmark, som trækker stikket hjem.

Signalerne er slidt
En af forklaringerne er, at signalerne på den danske jernbane er så gamle, at vi trækker ned i den europæiske statistik, og at det kun er Banedanmarks kompetente medarbejdere med årelang erfaring, der kender disse signaler til bunds. Men også her er en forandring på vej.

Hans Skov Christensen kan naturligvis ikke være utilfreds med, at private selskaber, som har opbygget kompetencer på området i de senere år, vinder offentlige udbud, men han sidder samtidig for bordenden i en organisation, hvor man er nødt til at ændre sig, hvis man vil være med.

I Combus »løste« man problemet med aldeles urealistiske tilbud gennemsyret af underskudsøkonomi. Det gør man ikke i Banedanmark, men man kæmper med mindst ét af de problemer, Combus også havde - nemlig tjenestemænd.

60 pct. er tjenestemænd
60 pct. af de 1.500 ansatte i entreprisedelen - den som konkurrerer - er ansat som tjenestemænd i staten, hvilket i øvrigt er et ukendt fænomen i de private selskaber.

Problemet er ikke, at de ikke er kompetente. Slet ikke. Men de er dyrere end de overenskomstansatte, og de har en sikkerhed i form af tre års løn og efterfølgende pension fra staten, hvis der ikke er opgaver til dem. En million kroner per styk lyder regnestykket på.

Sikkerheden i ansættelsen gør, at de ikke nødvendigvis er så fleksible som de overenskomstansatte, der med næsten dags varsel kan ryge ud, når forandringer finder sted.

Dyrt domicil
Et kig udefra viser et andet af de ulige forhold, Banedanmark lever med. Man bor som andre offentlige eksempelvis DSB i et fint domicil.

Helt præcist Amerika Plads på Langelinie. Et af de steder, der med rette bliver kaldt en af Københavns mest attraktive adresser, hvilket naturligvis også afspejles i prisen.

Så allerede her er der ekstra omkostninger i forhold til det private entreprenørselskabs prissætning, som mener, at huslejen i Ballerup eller Hvidovre er mere attraktiv, når man skal være rustet til at slå konkurrenten.

Et af de signaler, der blev sendt til det politiske system i sommer var, at Banedanmark overvejede at oprette aktieselskaber sammen med private for at skabe en selskabsstruktur med mulighed for at afgive tilbud på lige fod med private. En anden mulighed er at sælge entreprisedelen også for at gøre den direkte konkurrencedygtig.

Det kunne sikre penge i statskassen, men her skal man huske at afregne med tjenestemændene, før regnestykket kan gøres op.

Opgaverne forsvinder
En reel løsning lader imidlertid vente på sig, og det sker, mens fortsat flere opgaver forlader den tidligere Banestyrelse, der i årtier har været Trafikministeriets blåstempling af, at signalerne kunne lyse rødt på de rigtige tidspunkter, at skinner lå så fast, at tog i høj fart blev på dem. At sikkerheden på skinnerne for alt i verden var i orden.

I dag er situationen for Banedanmark mere usikker end nogensinde før og et problem, som banker på trafikminister Flemming Hansen (K) dør.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen