Berlingske Business

NCC sparer millioner på indkøbskontoen

NCC sparer millioner på indkøbskontoen - 1
Vi gennemfører en ny måde at købe ind på, og det har allerede givet resultater. Vi har på de udvalgte områder opnået besparelser på op til ti procent i forhold til, hvad vi hidtil har betalt. Og dermed er det slet ikke slut. Det er en proces, der tager tid, og vi er stadig i implementeringsfasen,« siger koncerndirektør i NCC Henrik T. Krabbe. <br> Foto: Bjarke Ørsted

For nylig viste en rapport fra Erhvervs- og Boligstyrelsen, at listeprisen på byggematerialer er op til 20 procent højere end i nabolandene. Nu har NCC begyndt sig eget oprør mod leverandørernes høje priser, og det giver straks resultater.

NCC Construction Danmark A/S har taget sagen i egen hånd for at opnå bedre priser på det danske marked for byggematerialer og serviceydelser. NCC presser på for at opnå bedre prisaftaler med underleverandørerne - og det giver straks resultater.

Entreprenørvirksomheden er blevet træt af at vente på, at konkurrencen indfinder sig på byggevaremarkedet, og derfor har NCC startet et nyt indkøbsprojekt, der allerede fra andet halvår 2004 forventes at bidrage positivt med millioner af kroner på NCC-bundlinien.

Indkøbet af byggematerialer er den tungeste post på budgettet for entreprenører, og hos NCC betyder det, at cirka 60 procent af årsomsætningen på over 4,5 mia. kr. går til indkøb af byggematerialer eller services hos grossister og underentreprenører. Det er næsten tre mia. kr., og de penge kan gives mere fornuftigt ud end hidtil.

En rapport fra Erhvervs- og Boligstyrelsen har nemlig for nylig afsløret, at priskonkurrencen ikke fungerer på det danske marked. Byggematerialer kan ofte købes 20 procent billigere i lande som Sverige og Holland, og den situation vil NCC ikke affinde sig med.

Sparepotentialet et enormt. Hvis NCC indkøber for tre mia. kr. om året, vil en besparelse på blot fem procent give 150 mio. kr. ekstra på bundlinien, når året er omme. Og det er en ganske betydelig sum for en virksomhed, der sidste år havde et overskud på 118 mio. kr.

Og måske er sparepotentialet endnu større. På udvalgte fokusområder er det målet for NCC at opnå besparelser på 10 procent i forhold til de hidtidige nettopriser.

Festen er begyndt
NCC har som nævnt gennemført et indkøbsprojekt, der har haft til formål at trimme virksomhedens indkøb. Projektet har ifølge koncerndirektør Henrik T. Krabbe involveret 60 mands arbejde igennem ni måneder.

»Undervejs har virksomhedens indkøb ændret karakter. Vi har sadlet om fra at være en virksomhed med næsten udelukkende decentrale indkøb, til at satse på central styring af indkøbene. Og udgifterne til indkøbsprojektet er tjent ind på under et år,« siger Henrik T. Krabbe.

De første underleverandører har allerede fået de nye tider at føle hos NCC.

Virksomheden har udvalgt seks fokusområder, der til sammen tegner sig for årlige indkøb på cirka 500 mio. kr., nemlig tømmerhandel og tømmerentrepriser, betonelementer, el-entrepriser og materialer, stålkonstruktionsentrepriser, vinduer og døre samt gulvmaterialer.

»Og her er festen allerede begyndt for vores vedkommende. Vi gennemfører en ny måde at købe ind på, og det har allerede givet resultater. Vi har på de udvalgte områder opnået besparelser på op til ti procent i forhold til, hvad vi hidtil har betalt. Og dermed er det slet ikke slut. Det er en proces, der tager tid, og vi er stadig i implementeringsfasen,« siger Henrik T. Krabbe.

Med en besparelse på ti procent på de seks udvalgte områder har NCC allerede sparet de første 50 mio. kr. på indkøbssiden - og ifølge koncerndirektør Torben Biilmann vil besparelserne allerede påvirke bundlinien hos NCC Construction Danmark A/S positivt i andet halvår 2004.

Planen er derefter, at samme indkøbsprocedure skal gennemføres på to til tre nye produktgrupper om året, lige til den nye indkøbspolitik er implementeret alle steder.

Sure leverandører
NCC-koncernledelsen gør meget ud af at understrege, at indkøbsprogrammet ikke handler om priser alene. NCC sammenkæder det med en ny type af projektledelse, hvor virksomhedens 200-300 årlige byggeprojekter i højere grad koordineres centralt - via en lokal kompetencechef.

Hidtil har hvert byggeprojekt nærmest fungeret som en virksomhed i virksomheden. Men eftersom indkøbene er foregået isoleret i hvert projekt, har NCC slet ikke opnået den samkøbs- eller volumenrabat, som selskabets størrelse reelt berettiger til.

Problemet er ikke isoleret til NCC. På samme måde som IT-branchen har byggebranchen tradition for at være ekstremt projektstyret. Bygger man i Vejle, køber man ind i det lokale byggemarked og anvender lokale håndværkere. Men derved mister man også storkøbsfordelene.

»Leverandørerne vil opdage, at vi mener det alvorligt, når vi siger, at vi fremover vil købe ind som én virksomhed og ikke via en masse lokale projekter,« siger Henrik T. Krabbe.

De nye tider hos NCC har da heller ikke just vakt begejstring hos grossister og underleverandører. Cirka 30 procent siger i første omgang nej til de nye aftaler med lavere priser, afslører Arne Becker, sektionschef, Koordineret Indkøb, NCC.

»Det er bestemt ikke populært blandt alle leverandørerne. Men nogle af dem kommer igen. Vi forpligter os jo også over for dem. Projektlederen skal ringe til de leverandører, vi har aftaler med, så vi hele tiden opnår den rigtige kvalitet til den rette pris. Vi forpligter os i lige så høj grad i forhold til leverandørerne, som de til os,« pointerer Arne Becker.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Danske pensionsselskaber kan lige nu fortælle om afkast, der ligger og svinger i størrelsesordenen 0-3 pct. Det er langt fra sidste års to-cifrede gevinster, men der er en gode forklaringer på, at afk...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen