Berlingske Business

Milliarder til unoterede aktier

Investering PFA vil investere op mod otte mia. kr. i mindre virksomheder med behov for kapital. Det er bedre end at sætte pengene i obligationer.

Landets største firmapensionsvirksomhed, PFA, vil investere et betragteligt milliardbeløb i unoterede aktier.

»Der er ikke tale om en religiøs målsætning, men vores plan er, at op imod fem pct. af PFAs formue i løbet af en kort årrække skal investeres i unoterede aktier,« siger Peter Carøe, chef for PFAs afdeling for alternative investeringer.

Med andre ord vil omkring otte milliarder kroner af pensionsopsparernes penge i PFA - målt i forhold til de seneste regnskabstal - finde vej til de unoterede aktier.

Dermed erklærer PFA sig villig til for alvor at betræde et forholdsvis ukendt område med sine investeringer. Det har nemlig hidtil været forholdsvis begrænset, hvor meget de kommercielle pensionsselskaber som Danica, PFA, Codan, Topdanmark og andre har investeret i de unoterede aktier, mens især Lønmodtagernes Dyrtidsfond og til dels ATP - der begge har opbygget deres formuer via tvangsudskrevne midler - har noget større erfaringer med de unoterede aktier.

Tvunget af lav rente
Årsagen til, at PFA samt flere andre pensionskasser i højere grad er ved at få øjnene op for de unoterede aktier, er ikke vanskelig at få øje på. Selv om renten de sidste måneder er steget en smule, befinder renten sig stadig på et yderst lavt niveau. Derfor vil en passiv investering i obligationer ikke give et tilstrækkeligt afkast til, at pensionskasserne kan efterleve de garantier på typisk 4,5 pct. årligt, som forbrugerne er blevet stillet i udsigt.

»De historiske erfaringer med unoterede aktier viser, at de har givet et højere afkast end noterede aktier. Og samtidig bevæger afkastet fra de unoterede aktier sig langt fra altid synkront med kurs-bevægelserne fra de noterede aktier. Så både set ud fra en afkast- og risikobetragtning mener vi, at det er en fordel at investere mere i unoterede aktier,« siger Peter Carøe.

Peter Carøe blev efter en foreløbig karriere som bl.a. leder af Nordeas afdeling i New York, medlem af BG Banks direktion og efter nogle få måneder som direktør i det nu konkursramte 2M Invest for godt et år siden headhuntet til PFA for at stå i spidsen for pensionskæmpens mere målrettede satsning på unoterede aktier.

»PFA begyndte at kigge på unoterede aktier for et par år siden, men der skete ikke de store nyinvesteringer før i 2002. I dag har vi udbetalt ca. en mia. kr., mens vi har givet tilsagn om at investere yderligere en milliard kroner,« siger Peter Carøe.

Mindre virksomheder
Unoterede aktier dækker typisk over investeringer i mindre virksomheder, der har brug for kapital. Set fra PFAs side er problemet med sådanne investeringer, at det kræver urealistisk store ressourcer, hvis PFA selv skulle analysere hver enkelt lille virksomhed, som der var planer om at investere i.

Derfor bliver de af PFAs penge, der er målrettet for unoterede aktier, typisk placeret i såkaldte »fonds of fonds«, som reelt er en slags investeringsselskab for store, pengestærke investorer.

For PFA er det afgørende kriterium, at afkastet på investeringen skal være i orden. Peter Carøe mener, at unoterede aktier skal give et afkast på plus tre-fire pct. i forhold til noterede aktier i løbet af ca. ti år. Men investeringer i mindre virksomheder er imidlertid i begyndelsen forholdsvis omkostningstungt, og derfor tager det tid, før resultaterne på bundlinien tydeligt kan ses, f.eks. når en virksomhed bliver solgt med fortjeneste.

Ingen dominans
»Vi holder øje med, at vi ikke bliver for store i en enkelt branche. Pengene skal fordeles, og vi ønsker ikke at blive en dominerende enkeltinvestor i et selskab. Om pengene bliver investeret i danske eller udenlandske virksomheder er ligeledes heller ikke afgørende. Det afgørende er afkastet, men det siger sig selv, at som dansk pensionsvirksomhed vil det være naturligt, at vi også er med til at investere i danske virksomheder,« siger Peter Carøe.

Bortset fra nogle enkelte undtagelser- og udelukkende i danske virksomheder - ønsker PFA som udgangspunkt ikke at investere direkte i virksomheder, fordi det vil være yderst omkostningstungt at begynde at analysere de mindre virksomheders økonomi.

I USA er omfanget af investeringer i unoterede aktier langt større end i Danmark, men Peter Carøe er overbevist om, at omfanget vil stige kraftigt de kommende år:

»Der er masser af plads i markedet. De store investorer løber ikke ligefrem ind i hinanden. Tidligere var pensionspenge jo kendt som de røde penge, hvilket nok har været med til at formindske interessen. Den fordom er nu væk, og da både virksomheder og pensionshusene har en fælles interesse, er jeg ikke i tvivl om, at investeringerne i unoterede aktier vil stige,« siger Peter Carøe.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Danske pensionsselskaber kan lige nu fortælle om afkast, der ligger og svinger i størrelsesordenen 0-3 pct. Det er langt fra sidste års to-cifrede gevinster, men der er en gode forklaringer på, at afk...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen