Berlingske Business

Lille dansk chipproducent får 75 millioner i ryggen

Lille dansk chipproducent får 75 millioner i ryggen - 1
Det dansk-amerikanske iværksætterfirma Enigma Semiconductor i Allerød har fået 75 millioner kroner i ryggen til at gøre sin avancerede computerchip klar til salg senere i år. De håber bl.a. på at få Intel som kunde. Foto: Bloomberg

Dansk-amerikansk iværksætterfirma kan nu gøre avanceret chip færdig til salg blandt de store på markedet. Medarbejderstaben fordobles nu. Ros fra både danske og udenlandske investorer.

Et lille, dansk-amerikansk iværksætterfirma har fået 75 millioner kroner i ryggen til at gøre sin avancerede computerchip klar til salg senere i år. Rygklappet vil fordoble ingeniørstaben i Danmark, og målet er at kapre to-tre af de ti største kunder på verdensplan.

Det kun to år gamle Enigma Semiconductor i Allerød vil dermed inden nytår være klar med sin chip, som bruger mindre strøm og samtidig er mere kompakt end andre på markedet. Chippen passer i kommunikationssystemer, som de helt store - bl.a. Cisco og Nortel - leverer, og som bruger til firmaers interne netværk og hos teleoperatører.

Pengene kommer fra et konsortium bestående af det tyske Techno Venture Management (TVM), de nordiske Startupfactory og Northzone Ventures samt de danske InnovationsKapital og Vækstfonden.

»I 12-18 måneder har vi opsøgt investorer i Europa og USA, og det har været hårdt arbejde. Dette bliver ikke den sidste finansieringsrunde, men vi håber, at det bliver den næstsidste. Nu kan vi have produktet klar ved udgangen af i år, når næste generations systemer er klar. På verdensplan er der omkring ti interessante kunder, og vi håber at kunne kapre to-tre af dem og nå en omsætning på 30-40 millioner dollar om året inden for fem år,« siger en tilfreds Jacob Nielsen, en af de to stiftere og nu direktør for den danske afdeling, til Berlingske Tidende.

De otte ingeniører i Danmark er ved at blive suppleret med ti flere, og Enigmas amerikanske kontor, som står for salg og marketing, skal udvides med tre mand.

Dansk guldgrube
Arve Johan Andresen, partner i investeringsselskabet Northzone Ventures, kalder folkene bag Enigma »et førsteklasses team med lang og dyb erfaring«.

»De har en ide, der er kraftfuld nok til at blive virkeliggjort på et stort og værdifuldt marked. Det giver lyst til at investere i dem. Vi vil sikre os, at selskabet har tilstrækkeligt mange penge til at gøre produktet færdigt og ressourcer til at kunne sælge det,« siger han.

Han lægger vægt på, at Danmark har en lang historie inden for kommunikationsteknologi, hvor også giganter som Intel og Cisco driver forskning.

»Danmark har en guldgrube af ingeniører, der arbejder med svært avanceret teknologi. Det giver en god grobund, og det gør det nemmere at bygge videre her, hvor kompetencen er,« siger han.

Nøgleingredienser i orden
Også den tyske partner ser gode muligheder.

»Langt færre firmaer søger i dag finansiering, og langt færre venturekapitalselskaber tilbyder den. Som investor kan vi ikke nøjes med et begrænset, geografisk område. Vi leder efter de bedste handeler, og i tilfældet Enigma er alle nøgleingredienserne i orden,« siger Hans G. Schreck, partner i det 20 år gamle investeringsselskab TVM i München.

Ud over det store, relevante marked for produkterne lægger TVM vægt på firmastifternes baggrund - at de har brugt tid i miljøet og har kontakter.

»I dag er et nystartet firma normalt ikke grundlagt af folk fra universitetet. Det er snarere ledere i 40erne,« siger han.

Som andre chipprodcenter vil Enigma koncentrere sig om arkitekturen i komponenterne og udviklen af dem, mens selve produktionen udliciteres. Med TVMs hjælp kan firmaet gå på verdensmarkedet ved at oprette hovedkontor, salg og marketing i USA, mens opbygning og udvikling sker i Europa.

Størrelsen af investeringen og den brede investorkreds sikrer, at der er kapital nok til, at produkterne kan komme på markedet.

»Vi er en ganske tålmodig investor med en horisont på fem-syv år, nogle gange endnu længere. Ellers giver man sig selv problemer. Hvis vi f.eks. var tvunget til at sælge nogle porteføljevirksomheder i dag, ville vi mindske vor gevinst,« siger Hans Schreck.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen